I 80’erne stod den realistiske film for voksne relativt svagt i forhold til en lang række realistiske ungdomsværker, som særligt profilerer tiden – vi kunne i flæng nævne en række Ole Lund Kirkegaard- og Bjarne Reuter-filmatiseringer. Svagheden udspringer ikke af, at der blev lavet decideret dårlige film, men det består ganske simpelt i det faktum, at der ikke blev indspillet særligt mange realistiske film. Søren Kragh-Jacobsen, der også stod bag fx Gummi Tarzan, er dog en undtagelse, og denne undtagelse er netop blevet genudgivet på dvd. Det drejer sig om Isfugle fra 1983.

Isfugle skildrer to skæve eksistenser, der på to tidspunkter ved tilfældigt støder på hinanden. Første gang er i begges barndom, hvor den forsigtige John for første gang møder den iltre og frembrusende René. Her fascineres han af Renés fars smukke bil, en Ford Thunderbird med en karakteristisk kølerfigur, og har derfor ikke svært ved at genkende René, da han mange år senere – i samme bil – påkører Johns scooter. Dette tidspunkt igangsætter et umage venskab mellem to meget forskellige personer, der udvikler sig i kraft af de interne forskelle. Bag en mistrøstig hverdag – og hverdagsrealisme – gemmer der sig et ukueligt venskab, som er årsag til ofringer fra begge sider.

Realismen bliver dog sat stævne af nogle meget æstetiske skildringer af realiteterne, hvilket skal forstås meget bogstaveligt. Billedkompositionerne er helt centrale betydningsdannere i en film, der ikke fokuserer entydigt på kausale, narrative plotstrukturer, men i stedet sigter til stemningsbilleder og emotionelle udviklingsstrategier. De billedmæssige skildringer af de to voksne hovedpersoner er meget forskellige, hvilket derfor tilfører disse karakterer understrømme af betydninger: Den forsigtige John (Peter Hesse Overgaard) skildres gennem entydige gråbrune farver og ligefremme vinkler, mens den frembrusende René (Michael Falch) skildres gennem farverigdom og en mere vinklet kameragang. Derfor er det en særlig form for billedrealisme, Isfugle benytter sig af. Samtidig ligger der også et ekstralag af betydning i titlen i forhold til de to hovedkarakterer. Isfugle er sky fugle, der holder sig på behørig afstand af mennesker. De er farverige, de mest farverige fugle i Danmark. Derfor kunne titlen Isfugle umiddelbart fint henføres til René, som netop er skildret som farverig og – når vi kommer helt tæt på – sky over for andre mennesker. Årsagerne hertil skildres løbende i filmens udvikling. Men titlen er jo i flertal, og derfor må den også inkludere John (eller måske endda individer generelt i de fremmedgjorte 80’ere). Johns karakter viser sig da også at rumme andre muligheder end slet og ret gråtonede kedsomheder. For sig er han også, på sin egen måde, sky og forsagt, men formår – i modsætning til René – at fastholde en vis struktur på sit liv.

Isfugle er derfor et skoleeksempel på et stykke mindre fortællende og hverdagsrealistisk dansk filmdrama, der dog supplerer de realistiske spor med dybere metaforiske lag. På samme måde som Nils Malmros stadig og stædigt holder fast på nogle plotløse strukturer, så har Isfugle nogle af de samme interessante træk. Af samme grund er den bestemt et gensyn værdig.