I slutningen af september satte SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Du kan vende det tragiske med et komisk indslag, der løsner stemningen lidt op, mens du også lynhurtigt kan slå det komiske ihjel med upassende tragiske indslag. Med andre ord synes komedien og tragedien at være bundet til hinanden, nærmest som hinandens modsætninger. Det er et skisma, som fortælleteorien har krydset klinger med, siden Aristoteles berømte definitioner: ”et omslag fra ulykke til lykke eller fra lykke til ulykke”. Det er dog tvivlsomt, at den duale logik passer så indlysende klart på disse to fortællemæssige grundformer, for de er i langt højere grad indbygget i hinanden, mere end de er hinandens negative modsætning. Det viser Woody Allens film Melinda and Melinda fra 2004.

Vi starter – som i så mange andre Allen-film – ved et bord, hvor der diskuteres et interessant emne. Og som det gør sig gældende i Broadway Danny Rose fra 1984, er det også her komediens grundvilkår, der tages livgreb omkring – men denne gang sættes det i forhold til tragedien. To manuskriptforfattere diskuterer, hvilken af de to storgenrer, der bedst afspejler livet, og begge holder selvfølgelig på sit, indtil en tredje person fortæller en præmis (fra det virkelige liv) om Melinda, der pludselig dumper ind til et selskab med sit skab overfyldt med skeletter. Spørgsmålet til de to forfattere er så, hvordan denne fortælling skal mønstres: Er det en tragedie eller er det en komedie?

Hermed følger vi to parallelle historier om den ene Melinda og den anden Melinda, der i begge inkarnationer sætter sine spor i de selskaber, som de støder ind i, men grundsubstansen i de to fortællinger er væsensforskellige (lidt som vi også så det i Sliding Doors). Det fornemmer man klart, når vi skifter fra fortællespor til fortællespor, hvilket afspejler sig i flere ting. Dialogerne er eksempelvis meget forskellige, hvilket først og fremmest kommer til udtryk i mængden af indfald og vittigheder hos karaktererne i komediesporet. Samtidig er replikskiftet i et højere tempo end i tragediesporet, mens karikaturen af mennesketyper er klarere i komediesporet.

Men når det kommer til stykket, flyder de to fortællespor stilmæssigt langsomt mere ind i hinanden, hvilket i ro og mag antyder den stærke sammenhæng mellem genrerne. Dette understreges også kraftigt af, at visse scener, rekvisitter og steder begynder at krydse over mellem de to spor. Filmen formår på den måde at skildre det komiske i tragediens form, mens det omvendte også er tilfældet. Og som Woody Allen sjældent kan dy sig, så fremhæver dette metaelement også Allens egne film, der – trods Allens forkærlighed for komedien – sjældent fraholder sig tragediens tungsindighed. Hvor det komiske i tragedien bliver til comic relief, bliver det tragiske i komedien til tragic disbelief, hvilket samtidig betoner, at genrerne eksisterer i kraft af hinanden, med hinanden, såvel som imod hinanden. Én spørger undervejs Melinda med "misty eyes": "Are those tears of joy or tears of sorrow?", og Melinda svarer: "Isn't that the same thing?".

Melinda and Melinda er en komisk appassionato i sin reneste metaform, og selvom den samtidig er en tragikomisk refleksion over klassisk dramateori, hæver den sig på den anden side over dette tunge emne ved at fortælle to forskellige, en smule sammenhængende, men yderst vedkommende fortællinger om to personer med samme navn. Filmen er ubestridt en sen Woody Allen-klassiker.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)