I slutningen af september satte SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Der er nærmest ikke det, der ikke er interessant ved Woody Allens film Crimes and Misdemeanors (Små og store synder på dansk). Etisk, religiøst, idealistisk, fortælleteknisk og ikke mindst i forhold til spørgsmålet om kærlighed stiller den en lang række spørgsmål, som – kender man Woody Allen ret – ikke bliver besvaret klart. Men der antydes for det første et håb, men for det andet placeres dette håb ofte hos tvivlere og idealister, der måske ikke længere helt tror på sig selv.

Det handler om to kredse af mennesker, der kun svagt berører hinanden. På den ene side har vi den hæderlige, ærlige og jødiske øjenlæge Judah Rosenthal (Martin Landau), som godt nok er ”a man of science”, men samtidig er han af en søgende natur og har stor respekt for religiøse mennesker – særlig sin patient Ben, der er rabbiner. På den anden side har vi den idealistiske, fattige dokumentarist Cliff Stern (Woody Allen), der ihærdigt forsøger at ændre verden til det bedre, og foragter derfor sin kones bror Lester (Alan Alda), der er en kapitalorienteret, Emmy-vindende producer. Det ændrer dog ikke ved, at Cliff nærmest af nød – og pres fra sin kone – må takke ja til at lave en dokumentarisk biografi om Lester, hvilket selvfølgelig strider mod al fornuft hos Cliff (resultatet er i øvrigt særdeles fornøjeligt). Det eneste kryds mellem de to spor er indtil nu (og temmelig langt hen ad vejen), at produceren Lester og rabbineren Ben er brødre.

Allerede her har filmet taget fat på de helt typiske træk ved Woody Allens film, der i langt de fleste tilfælde på en eller anden måde diskuterer kunst over for populærkultur – og dette med er særligt selvironisk islæt, hvor Allen selvfølgelig også betragter sine egne værker udefra. Men Crimes and Misdemeanors trækker andre, mere vidtgående emner ind, da for det første Cliff forelsker sig i tv-produceren Halley (Mia Farrow), mens hans eget ægteskab krakelerer. For det andet dukker Judahs elsker Dolores (Angelica Huston) gennem to år pludselig op med store krav om tilsagn og overholdelse af aftaler. Begge former for idealisme hos Judah og Cliff – henholdsvis retskaffen videnskab og respekt for mennesker hos Judah og idealistiske tanker om medmenneskelighed og kærlighed hos Cliff – tager en anden form i et slags parallelløb, uden at karaktererne møder derfor hinanden.

Judah er selvfølgelig ikke interesseret i, at sit – ellers udmærkede, lidt karakterløse, men voksne – ægteskab skal gå i stykker, mens Cliff egentlig mest er interesseret i, at sit skal slutte, så han med moralen høj kan ty til Halley. Som ekstra vindrue i den etiske turban har Cliff gennem længere tid samlet materiale om den etiske tænker professor Louis Levy (spillet af den anerkendte psykolog Martin S. Bergman), der udtaler sig primært om kærligheden som et paradoks, der kun kan løses ved samvær og valg. Perspektiverne er mange, og spørgsmålene står lysene klart, men hvad handling, der skal ligges bag ordene, er derfor uklart – specielt da Judah begynder at overveje at hyre en lejemorder for at slippe af med elskeren Dolores.

Alle disse spørgsmål bliver rodet grundigt ind i en etisk mulje, der i bund og grund er en metafysisk disput om menneskelig uudgrundelighed og spørgsmålet om tilstedeværelse af andre magter end dem, som videnskaben kan verificere. De religiøse aspekter lægges i parodiske tøjler, men samtidig formår Allen her at tage et favntag omkring religionen, så det står lysende klart, at han også mener det alvorligt. Humoren og selvironien er på den ene side midlerne til at fortælle om svære etiske valg på den anden side: Kan ateisten – der ikke skal stå til regnskab hos Gud – slå ihjel, hvis blot han slipper for sin samfundsmæssige straf? Kan idealisten – der anerkender den store kærlighed til et andet menneske – tillade sig at udfordre samme, også selvom ægteskabet er uldent i kanterne?

Det er store spørgsmål, og svarene udebliver, eller snarere ironiseres der kærligt over dem undervejs og til slut. Professor Levi, der gennem Cliffs interview har vist en stor tiltro til menneskets vilje og mulighed for at vælge (det er vældigt kierkegaardsk, det her), vælger selv at begå selvmord, hvilket for så vidt blot stiller et nyt spørgsmål, om man så rent faktisk skal have tiltro til Levys ord om livsglæde og kærlighed, når han ikke selv formår at udleve dem. Det er derfor selvfølgelig ikke så meget i svar, at filmens styrke ligger, men det er i den humoristiske og pragmatiske udfordring af de gode meninger, der ikke nødvendigvis indeholder et klart svar, at filmen beviser sit værd. Små og store synder har det samme problem: De kræver et valg hos den, der handler.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)