Lawrence Kasdans søn Jake har slået sig sammen med forfatteren til 40 Year-Old Virgin, og resultatet er Wark Hard – The Dewey Cox Story - en kærlig parodi på den biografiske musikfilm.

Hovedinspirationen synes at være lånt mere eller mindre direkte fra filmen om Johnny Cashs liv Walk the Line. Walk Hard fortæller den tragiske historie om unge Dewey, der som dreng, under en fægtekamp med sin langt mere begavede bror, kommer til at skære ham over med en machete. Traumatiseret mister Dewey straks sin lugtesans. Kort tid efter hos den lokale købmand - knust af sorg over sin broders død - ser og hører han pludselig to gamle, sorte bluesmusikanter sidde og spille. Han undrer sig over den triste sang, får guitaren i hånden og opdager, at han er et naturtalent for musikken.

Til det efterfølgende bal på den lokale skole optræder den nu 12-årige Dewey (i John C. Reilys skikkelse) med sit orkester. Alle pigerne falder i svime, og en gifter sig endda straks med ham og bliver gravid. Deweys far, der konstant er sur og mumler mantraet ”It was the wrong kid who died”, smider Dewey og hans unge kone på porten. Dewey må nu forsøge at overbevise resten af verden om sin genialitet, opildnet af at han vil være dobbelt så god som sin døde bror, nu han var skyld i dennes død. Vi følger derpå Dewey fra 1950’erne og frem til nutiden, gennem alle tænkelige musikalske perioder og stilarter, gennem opture og nedture, i sin jagt på såvel den store kærlighed, omverdenens accept og ikke mindst sin lugtesans.

Walk Hard er på udsatte steder ret sjov, men slutresultatet (især i den lange unrated udgave) er en ret gennemsnitlig amerikansk komediefilm, der i høj grad reddes af John C. Reilys gode spil som den traumatiserede musikant. Riley har tidligere bevæget sig på plathedens overdrev som makker til Will Farrells karakter i den ufatteligt morsomme væddeløbsfilm Talladega Nights, men det er første gang han har fået den bærende komiske hovedrolle, og den kan han sagtens magte. Problemet er imidlertid det alt for ujævne manuskript og det faktum, at filmen ind imellem prøver at have noget på reelt hjerte ud over at få seeren til at grine.

Når det så er sagt, er der dog stadigvæk masser af platte og sjove scener, der sikkert vil appellere til alle de, der kan lide den slags politisk ukkorekt pikhumor (i ordets mest bogstavelige forstand). Samtidig er Dewey Coxs fiktive liv én lang reference til alle de mest kendte performers gennem de sidste 60 år. Han skal eksempelvis på scenen lige efter Elvis, han dropper LSD med Beatles i Indien, og bryder mentalt sammen ligesom Brian Wilson af stofmisbruget, der bringer ham ud i mere og mere udsyrede og ekstravagante musiske eksperimenter, som ingen – selv ikke hans band - er i stand til at forstå.

Det er ikke første gang der er lavet fup biografiske musikfilm, eksempelvis kan nævnes The Ruttles med Eric Idle, This is Spinal Tap eller de to fantastisk morsomme film om heavy bandet Bad News, som Comic Strip stod for. Dewey Cox er dog et af de første eksempler på den slags film, hvor det er den enkelte kunstner og ikke skærmydslerne i et band, der er i centrum. Walk Hard kan sagtens levere varen, både hvad angår musikken og det væld af cameo-stjerner, som gæster filmen og som parodi. Rent teknisk fejler filmen heller ikke noget. De forskellige tidsperioder og den medfølgende musik er fanget kærligt og overdrevent. Dialogen og alle klicheerne omkring rocklegenders liv er ligeledes fine, men det er svært for filmen i sidste ende at finde den helt rigtige balance mellem sjov og alvor.