Den småkriminelle Ray får den gode idé at røve en bank ved at leje en nabobygning, hvorfra han sammen med sine medkumpaner vil grave en tunnel ind under bankboksen for at stjæle pengene. Dækket for operationen er, at Rays kone Frenchy skal sælge cookies i butikken, de har lejet. Imod al forventning bliver Frenchys kager til en så stor succes, at det er ved at vælte tyveriet. De bliver opdaget, men konsekvenserne er temmelig uforudsete. Se selv efter, hvad der hænder: Woody Allens Small Time Crooks (2000) er netop genudgivet på købefilm.

Woody Allens film er generelt lidt som en føljeton. Alle filmene har den samme tone og kontekst. Det gør, at hans film fungerer lidt på samme måde som en god tv-serie, hvor det føles som at vende hjem til velkendte figurer. Det er så udpræget hos Allen, at det ofte smitter af på hans karakter (også når de ikke er spillet af ham selv). Ofte er manuskriptet og instruktionen så tydelig, at flere personer i filmene taler, som var det Woody Allen selv, der talte. Det gælder især Frenchy i Small Time Crooks, der er en feminin udgave af Allens egen rolle i filmen, samt Allen selv i nærmest alle sine film.

Et andet element, der gennemsyrer hans film, er mødet mellem det, der traditionelt er kaldt for høj- og lavkultur. Han er forbundet med stile og tendenser i postmodernisme, hvor et miks af stile og variationer over allerede eksisterende tekster er et gennemgående træk. Det kommer eksempelvis helt frem i førersædet i hans seneste film Midnight in Paris. I de fleste af Allens film er der en leg med genrer og en inddragelse af alt fra popkultur til traditionelt anerkendt finkultur, næsten uden valorisering.

I Small Time Crooks ender Frenchy som en uheldig high society-kvinde, der ønsker at være mere. Hun kommer fra samme småkriminelle miljø som Ray, som hun jo er gift med og i nogen grad oplært af. Hun møder David, der er en veldannet og uddannet person med forstand på finkultur. Hun læser selv ordbogen for at få bedre ordforråd, men når aldrig længere end A. Derfor hyrer hun ham til at lære ham finkultur på den hurtigst mulige måde. Det bliver til en udstilling af finkultur som en tendentielt elitær vinkel på kunst og kultur, men den vender sig også mod Frenchy selv.

Denne udstilling af begge sider af sagen er Allens måde at få skildret høj- og lavkultur som to forskellige tolkninger af kulturen på. Samtidig er det også her filmens særlige parodiske stemning indfinder sig, eftersom den ikke udstiller noget som helst som helligt. Pastichen blomster også i behandlingen af filmens genre, der er en gangsterkomedie, som minder rigtig meget om Olsen Banden. Selv den obligatoriske scene med stetoskop som hjælpemiddel til at åbne et pengeskab er med. Det er lige før, man mistænker Allen for rent faktisk at have set Erik Ballings film. Parodien er den samme, mens satiren hos Allen går ud over skellet mellem høj- og lavkultur.

Small Time Crooks er en letbenet komedie, hvor Allen name dropper, som han plejer – i dette tilfælde med et parodisk sigte. Det er i noget grad en tand for letbenet, og strukturen i filmen er da også kritiseret for en vis grad af forudsigelighed. Dog er filmen selv ekstremt bevidst om dette, eftersom den samtidig er en spids karikatur. Den fik også en lidt blandet modtagelse, mens den også (med god grund!) er blevet kritiseret for at ligne Lloyd Bacons krimikomedie Larcency, Inc. alt for meget. Forudsigelighed, letbenethed og tyveri af fortælling sender filmen lidt til tælling, men den rejser sig alligevel med en sofistikeret humor, en metabevidsthed om sig selv, samt en overordentlig glæde ved den pop- og finkultur, der omgiver den. Selvom Allens egen kærlighed for den elitære kultur (også her) skinner igennem.