Langt de fleste, der holder af actioneventyr, blev rigtigt glade i bolden, da Stephen Sommers startede sin serie om The Mummy. I film nummer to var den onde modstander en ægyptisk farao med tilnavnet skorpionkongen. Han blev her spillet af fribryderen ”The Rock” (der til daglig bærer det bogerlige navn Dwayne Johnson).

I 2002 fik ”Stenen” sin egen film med sig selv i hovedrollen og (som det gjaldt Terminator 2) var skorpionkongen nu pludselig helt i stedet for skurk. Filmen var mod forventningerne jævnt underholdende, og på trods af at den var lavet på et langt mindre budget end Summers’ oprindelige mumiefilm, endte den også med at blive vist i danske biografer. Samme held har den nye film om skorpionkongen ikke haft, den er sprunget direkte til hjemmebiografen, og når man ser den, så forstår man med det samme hvorfor.

Scorpion King 2 – Rise of a Warrior er instrueret af Russel Mulcahy, hvis seneste gode film var Resident Evil: Extinction. Den gamle Highlander-instruktør kan altså godt finde ud af at sit arbejde, så længe der er penge nok til, at slutresultatet ikke kommer til at ligne et dobbeltafsnit af Xena, men det er præcis hvad Scorpion King 2 gør.

Når filmen tillige formår at rode så meget rundt i alskens mytologiske afkroge, at slutresultatet ikke kun bliver mægtigt forvirrende, men så decideret pinligt, at filmens interne fantasy-logik knækker flere gange undervejs, så mister man nemt lysten til at give andre low-budget fantasyfilm chancen.

Kort fortalt så er filmen en forhistorie til den første film – en prequel. Den handler om den kommende skorpionkonge Mathayus’ bandom og ungdom. Selv om hans far på det stærkeste fraråder sønnen at tage til optagelsesprøve hos kongens frygtede elitestyrker – de sorte skorpioner - så gør knægten det selvfølgelig alligevel. Faderen myrdes kort tid efter af den ondskabsfulde konge Sargon, der spilles nuancefattigt af muskelbøffen Randy Coture. Ikke alene er Sargon ond og fifler med sort magi, men han ansætter også Mathayus i sin garde, selv om han udmærket ved, at den unge soldat er godt gnaven over faderens død.

Da Matheyus en dag bliver bedt om at tage sin broders liv, flygter de to, og Matheyus begiver sig ud på en længere rejse efter et sagnomspundet våben, som skulle være i stand til at dræbe Sargon. Indtil videre holder filmen sig, til trods for mindre uregelmæssigheder, sig på den snævre B-films sti. Det begynder dog at gå helt galt, idet Matheyus, en skjald og en unge krigerinde ankommer til labyrinten på Knossos, hvor portalen til dødsriget befinder sig. De dræber Minotauren i et snuptag, og sammen med en masse andre fanger fra labyrinten daffer de ned i dødsriget. Her mødes de af underverdenens dronning. Selv om hun styrer alle aspekter af dødsriget, lykkes det alligevel Matheuys at stjæle det magiske sværd fra hendes varetægt og flygte fra underverdenen i live.

Det er især her filmens interne logik for alvor bryder helt sammen. Er man ligefrem en dødsgud og trænger der dødelige ind på ens enemærker, så dræber man dem vel bare med et knips, i stedet for at kaste sig ud i en lam duel? Det gennemført usle ved Scorpion King 2 er, at den konsekvent er fyldt med den slags fejl og mangel på sammenhæng. Scene efter scene får selv den mest godtroende seer til at stille spørgsmålstegn ved eventyret. J.R.R. Tolkien skulle engang have udtalt at det vigtigste i et eventyr var, at den verden og de karakterer, man skabte, var konsekvente, og at det hele hang sammen, hvilket er vise ord, som Scorpion King 2 konsekvent har ignoreret.

Det endegyldige opgør mellem den kommende skorpionkonge og Sauron... jeg mener Sargon, er helt til rotterne. Sargon har forvandlet sig til en usynlig skorpion, og meget tyder på, at det simpelthen var dér, pengene til effekterne helt slap op, i takt med seerens tålmodighed. Sagt på en anden måde, undgå Scorpion King 2 for enhver pris.