Som altid er der gang i filmatiseringerne, men denne gang er det fra Sverige og ikke Hollywood. Jan Guillous to første bøger om Arn Magnusson (Vejen til Jerusalem og Tempelridderen) bliver komprimeret til én film. Guillou er naturligvis en kontroversiel forfatter, men netop måske derfor er det disse historiske romaner som er blevet valgt, frem for andre. Der er i hvert fald langt til noget der minder ret meget om samfundskritiske kommentarer i denne film.

Filmen handler i al sin enkelthed om Arn Magnusson, hans opvækst i Sverige omkring 1150 og de hændelser som finder sted i hans liv. Vi introduceres til ham som noget ganske særligt i det Hellige Land, hvor han er kendt som Al Ghouti og omtales nærmest med ærefrygt af de to arabere som han redder fra røvere. Da hans næsten legendariske status er slået fast, kommer der et flashback på hans tidligere liv, hvilket varer det meste af filmen.

Arn vokser op hos en herremand og møder den nuværende konge og hans søn. De to drenge bliver venner, men Arn falder ned fra et tårn da han prøver at fange prinsens vildfarne fugl. Han er tæt på døden, og hans forældre beder til Gud om at han overlever; i så fald vil de sørge for at hans liv bliver viet til kirken. Da det ellers ville have været en ganske kort film, overlever Arn naturligvis og efter megen tvivl, overgiver hans forældre ham til klosteret. De tager imod ham, og oplærer ham uden dog at gøre ham til munk - det kan kun ske ved et frivilligt valg. Arn er vaks og lærer hurtigt Latin samt at læse og skrive. Dog er det ved et tilfælde at Arn opdager hvad han er rigtig godt til - at slås med bue og sværd. En af munkene oplærer Arn i krigskunsten parallelt med de boglige færdigheder. Til sidst er Arn færdig på klostret og drager tilbage til sin familie - men det er tydeligt at Arn er betænkelig ved dette.

Arns tvivl viser sig at være velfunderet, for han kastes med det samme ind i politiske intriger og konflikter som han ikke helt forstår. Nabostridigheder gør, at han bliver nødt til at kæmpe i stedet for sin far, og han introduceres også pludseligt for kvinder, noget han først har svært ved at håndtere. På grund af jalousi, politiske magtkampe og had bliver Arn nødt til at drage til det Hellige Land som tempelridder, mens hans elskede bliver isoleret på et kloster. Det er her vi kommer tilbage til starten af filmen, og resten af handlingen viser hvor respekteret Arn - nu kendt som Arn de Gothia - er, og hans kamp for at vende hjem igen.

Det er en fascinerende og veldrejet historie som bliver fortalt, og den burde være medrivende og nærmest episk - det bliver den bare aldrig, fordi karaktererne udviskes og nærmest kun fungerer som de rene fortællefunktioner. Over to timer er altså lang tid i selskab med karakterer som man ikke rigtigt sympatiserer med. Jo, det er forfærdelige og uretfærdige ting som overgår Arn og hans elskede Cecilia, men de træder aldrig tydeligt frem og forbliver egentlig i baggrunden. En del af dette skyldes det svage skuespil af Joakim Nätterqvist i rollen som Arn; der er ikke meget udtryk som slipper igennem hans ansigt og hans forsøg på muligvis at underspille rollen gør blot, at man slet ikke har nogen føling med eller for Arn. Så er der straks langt mere saft og kraft i Stellan Skarsgård, som desværre blot har en birolle, men ellers viser hvordan det bør gøres. Hans rolle lyser op på lærredet og er faktisk en af de mest mindeværdige i hele filmen.

På mange måder fungerer Arn - Tempelridderen som en pendant til Ridley Scott's Kingdom of Heaven, blot med en mere personlig vinkel - her får vi et indblik i hvad det vil sige at være korsridder og hvilket savn og hvilke omstændigheder der gemmer sig bag korsridderne. Det er absolut interessant, og de politiske kampe som foregår i Sverige er også velfungerende. Her er ingen nemme løsninger, ingen personer uden dybde men det gør filmen slet ikke brug af. Som den fremstår nu, er den enten for lang fordi for mange af de baggrundshistorier vi ser, aldrig bruges til noget fornuftigt, eller også burde filmen have været lavet som to film - en til hver bog. Det virker som om man ikke har truffet nogle beslutninger om hvad der skal med i filmen eller ej, og i stedet vælger man bare at smide alle begivenhederne fra bøgerne ind i filmen, og så skære ned på personkarakteristikken.

På det plan, ender filmen som et uheldigt sammensurium af drama uden personlig dybde, historisk fortælling uden detalje, og actionfilm uden action. Filmen vil for meget og det ville have tjent den bedre at vælge til og fra. Dog er det en udmærket historie, som til tider er ganske velfortalt, hvis man kan se igennem fingre med det stive skuespil.