Katastrofesituationer har den fordel, at det får folk til at træffe et valg. Presser man en person helt derud, hvor valgets etiske problematikker tilsidesættes til fordel for en mindre rationelt overvejet vurdering, kan vi muligvis komme tættere på folks sande indre væsen. Derfor er den anden verdenskrig også ekstremt godt stof som resonansbund for at fortælle om personers lidenskaber og valg baseret på samme. Tage Skou-Hansens romanklassiker De nøgne træer er en af disse, hvor krigen bliver et vehikel for at fortælle om disse sælsomme valg. Morten Henriksens filmatisering af romanen er netop blevet genudgivet.

Den handler om den unge jurastuderende Holger Mikkelsen (som Skou-Hansen benyttede i flere af sine romaner), som bliver opsøgt af den erfarne modstandsmand Christian i håbet om at stifte en ny gruppe med speciale i jernbanesprængninger. Holger har selv – sammen med den mere iltre Leo – foretaget små sabotageaktioner, og begge kommer med i gruppen. Men da Holger møder Christians kone Gerda, mister han fokus for den idealistiske kamp og tyer til et lidenskabeligt forhold med Gerda bag Christians ryg.

Fortællingen udvikler sig her væk fra de små kampe mod den tyske overmagt og ud i en skildring af et ophøjet forhold, der trodser al logik og saglighed. Krigen bliver her således et vehikel for den kærlighedshistorie, der udspiller sig mellem Holger og Gerda – men selvfølgelig har det også konsekvenser for sabotagegruppen. Selvom de går stille med dørene, forbliver det en umulighed at hemmeligholde deres forhold.

Dermed sættes to lidenskaber – den ultimative kamp mod nazismen og den ultimative kærlighed til et andet menneske – i svingninger sammen med hinanden, hvilket sætter spor begge steder. Selvom Christian er en erfaren modstandsmand, forbliver gruppen aktioner på et plan, hvor de virker overmodige og juvenile, på samme måde som forholdet mellem Holger og Gerda skildres gennem sanselighed og lidenskab hinsides rationalitet. Men det er kærlighedsforholdet, der bærer filmens historie, mens modstandskampen giver kimet til de svære valg. Til sidst skal der jo træffes et ultimativt valg i begge situationer.

Tage Skou-Hansen var selv modstandsmand, og trak på denne viden, da han skrev sin debutroman De nøgne træer (1957). Titlen refererer til tiden, hvor træerne er uden blade i december ’43, der bevæger sig hen over en frugtbar sommerperiode, men hen mod fortællingens slutning i oktober ’44 taber træerne igen sin frugt – hvordan fortællingen slutter, må desværre her være indlysende. Men samtidig er denne periode også tiden, hvor krigen for alvor vender til de allieredes fordel, hvilket også betyder, at der antydes et strøg af klarsyn og en mindre grad af modløshed. De nøgne træer sigter til det golde vinterlandskab, der selvfølgelig med tiden skal træde ud fra dødens skygge.

Der er således ingen tvivl om, at fortællingen er stærk, og den prekære præmis er grobund for en dragende fyrighed, men derfor er filmens eksekvering også i visse henseender en kende uheldig. Manuskriptet mangler en højere grad af troværdighed, der især forsvinder i skildringen af modstandsgruppens inkompetence og tyskernes ditto, mens samspillet generelt bliver en smule teatralsk. Der er dog en pointe i denne poetiske skildring, der på den måde trodser en vis form for realisme, men filmen slipper desværre ikke helt ud af dette skisma. Det rokker dog ikke ved, at fortællingens styrkeforhold ligger i forholdet mellem krigen og kærligheden, der på sirlig vis bliver hinandens forudsætning. Den ekstreme lidenskab skabes ikke ud af et vakuum, men i udstillingen af de alt for menneskelige valg midt under en krise. Nøgenheden er på ingen måde uskyldsren, men en afbarket psykologisk konflikt i en katastrofesituation.