Karen Blixen har sat – og sætter – spor i mange sind. Da hun vendte tilbage fra sin tid i Afrika, brugte hun en del tid sammen med en række danske kulturpersonager, som nærmest alle – på hver sin måde – har gjort sig gældende i dansk kulturliv. Digteren Thorkild Bjørnvig og Louisianas grundlægger Knud W. Jensen er blandt de mest centrale koryfæer, der gæstede Rungstedlund. Gennem ti år besøgte den danske litterat Aage Henriksen Blixens hjem, og det skulle sætte både psykiske og fysiske spor i Henriksens liv. Henriksens søn, instruktøren Morten Henriksen, har lavet en film om dette møde. En film, der uventet skulle blive en ganske værdig nekrolog for Aage Henriksen. Han døde i november og blev bisat i starten af december.

Titlen Bag Blixens maske signalerer muligvis en indpakning, der måske ikke indfries af filmens inderside. Det er ikke så meget en film om Karen Blixen. Se hellere Christian Braad Thomsens fine Karen Blixen – storyteller for at få et mere indgående portræt. Bag Blixens maske udsender den tanke, at det faktisk var muligt at trænge derind, bag masken, men konklusionen på filmen er nærmest, at det kunne man ikke. I stedet er filmen et interview og en visualisering af Morten Henriksens oplevelse af sin fars møde med Karen Blixen. Derfor trænger filmen nærmere ind bag Aage Henriksens maske, der gennem flere år har været på. De nærer relationer med Blixen var ikke noget, han talte en masse om. Og tak for, at han trods alt nåede det.

Da Morten Henriksen var barn, brugte Aage Henriksen ham som en samtalepartner, hvor han vendte og drejede sit forhold til Blixen. Dette, indrømmer han, kan have været en svær opgave for sønnen, og det er da også netop det, der er bevæggrunden for filmen: at Aage Henriksen her endelig åbner op, genfortæller og gentolker sine oplevelser på og omkring Rungstedlund. Det er oplevelser, der trænger dybt ind i nogle personlige relationer, hvor det åndelige og det kødelige på flere måder sættes til at sitre. Henriksens dybe indsigter gennem yoga og den bratte stopper, som Blixen satte herfor ved et paranormalt nakkegreb, kommer frem, selvom Morten Henriksen skal sætte sin far i en skruetvinge, der af og til er årsag til et bandeord.

Filmen er derfor et meget personligt portræt af Blixen gennem en enkelt synsvinkel, der indrømmer, at han aldrig helt lærte hende at kende. Filmens stil er en kombination af gode, dybdeborende interviews og veletablerede rekonstruktioner med Ole Lemmeke i rollen som Aage Henriksen og Birthe Neumann i rollen som Karen Blixen. Styringsmekanismen er hele vejen Aage Henriksens velkendte og veltalende enetale, der alligevel aldrig formår at blive helt personlig. Han dækker sig inde bag sine litterære henvisninger og bange anelser for, hvad der måtte dukke frem af bævren, hvis han skulle åbne helt op. Derfor er Bag Blixens maske ikke kun en film for Blixen-elskere; det er også en film for de, der er interesserede i en af dansk litteraturforsknings absolutte profiler.

Karen Blixen er og forbliver en gåde i dansk litteraturhistorie. Og det er også godt det samme. Henriksens læsninger af Blixen peger dog på, at der er centrale, biografiske koder i hendes tekster, som kan anspore svar. Men teksterne er i dobbeltforstand fantastiske: Det er stor litteratur, men det er også litteratur, der sitrer mellem erkendelse af en realisme og noget magisk. Måske er det sidste faktisk en vigtig årsag til det første. Henriksen har søgt svarene i hendes tekster, har fundet nogle, men døde formentlig med en fornemmelse af, at han aldrig rigtig trængte derind, bag Blixens maske. Bag Blixens maske er uforventet den bedste nekrolog, som Aage Henriksen kunne have håbet på.