Den svenske forfatter P.O. Enquist er blevet aktualiseret via filmen gennem de seneste par år. Først gennem Nikolaj Arcels En kongelig affære, der godt nok ikke var baseret på Enquists Livlægens besøg, men retmæssigt burde have været det. Dernæst igennem Søren Kragh-Jacobsens versionering af dramaet I lossens time, der er biografaktuel netop nu. Den danske instruktør Morten Henriksen satte i 1999 flotte billeder på Enquists roman Magnetisørens femte vinter. Denne film har netop fået en velfortjent genudgivelse som dansk købefilm.

Handlingen finder sted i 1819 i Nordsverige, hvor den vellidte læge Dr. Selander har praksis og bor sammen med sin blinde datter Maria. Marias blindhed stammer fra noget ufortalt, mens Selanders ensomhed også skal vise sig at have berøring med en ubehagelig fortid. Den fordækte fortid bringes helt frem i lyset, da den fremmede magnetisør Meisner kommer til byen. Han hævder, at han har healende evner i en slags forbindelse mellem hypnose og magnetisme. Han skal snart vise sig at nære en stor interesse for Maria – af flere årsager.

Enquists roman og filmens handling tager sit udspring i nogle virkelige eksperimenter, der faktisk fandt sted i slutningen af det 18. og første halvdel af det 19. århundrede. Den tyske astronom Franz Mesmer fandt i sin tid på en healingmetode, der tog udgangspunkt i magnetisme, og kaldte den for mesmerisme – og Meisners navn og tyske oprindelse er da også på mange måder en variation over Mesmer, der døde fire år før, handlingen i Magnetisørens femte vinter finder sted. Teknikken lyder bedaget, men der findes faktisk i dag stadig tilhængere af variationer af metoden.

Teknikken var kontroversiel i sin samtid, og filmens centrale konflikt er da også med udspringspunkt i netop en videnskabelig disput over effekten af behandlingen – eller mangel på samme. Enquist og Henriksen tager desuden nogle lettere anakronistiske svinkeærinder i brug ved at kombinere Mesmers teknik med noget, der ligner hypnose og moderne psykoanalyse. Teknikken, handlingen bruger, endevender også patientens fortid, og derfor skal et sekundært tema i filmen naturligvis være et spændingsmoment omkring, hvorfor Maria i sin tid blev blind.

Stilen i filmatiseringen er ofte meget teatralsk og iscenesat. Det understreges særligt af Ole Lemmekes karakteristiske teaterspillestil, men fremhæves også af Rolf Lassgård i rollen som Selander og Johanna Sällströms velspillede rolle som Maria. Lyssætningen er også speciel, idet Henriksen bruger naturlige lyskilder i en kombination med et mystificerende kunstigt lys nedefra. Traditionelt er en sådan overeksponering nedefra en uhyggeskabende effekt, men i filmen her skaber det i stedet en stemning, der spiller fornuftigt og stilfuldt sammen med handlingens mysticisme.

Magnetisørens femte vinter er en interessant film at relancere netop i en tid, hvor I lossens time har fået fornyet aktualitet. Begge fortællinger fra P.O. Enquist tager udgangspunkt i en løs tilknytning til noget spirituelt eller semireligiøst. En slags interesse i en virkelighed, hvis beskaffenhed kan diskuteres, uden at den klare og forløsende forklaring kan gives. Magnetisørens femte vinter balancerer på en knivsæg, hvor det er temmelig svært at afgøre, hvem vi skal regne med. Ydermere er filmen evigt aktuel i sin diskussion af nye tanker i modsætning til det, vi troede vi vidste.