Pedro Almodóvar er tilbage med endnu en film, der stadig klasserer ham som den helt selvstændige karakter i den spanske filmhistorie. Volver, som alle andre film fra hans hånd, tegner et komisk og dramatisk tærende kulturelt kludeklip af spansk liv og levned.

Den spanske filmhistorie er en ejendommelig sag. Som følge af årtiers diktatur er den ofte delt op i en Franco- og en post-Franco-periode. Francisco Franco udnævntes i 1936 til stats- og regeringschef, hvorpå han beskikkede sig selv navnet El Caudillo, føreren. I 1939 efter den spanske borgerkrig, som han kom sejrende ud af, indfører han et autoritært styre, der skulle vare til hans død i 1975. Dette havde også sin indvirkning på den spanske filmindustri. Allerede i 1937 dannedes en kommission for filmcensur, og i 1943 kunne denne regulere alt indlandsproduktion og udenlandsk import. På trods af at meningen med dette var, som det ikke kan overraske, at holde kritiske røster tilbage, så slog det næsten den spanske filmindustri ihjel. Derfor fik den amerikanske filmindustri en meget dominerende plads i Spanien, specielt i 40’erne og 50’erne, da disse film lagde vægt på underholdning mere end polemik og kritik. Med Francos død i 1975 satte Spanien sent kursen mod det tyvende århundrede, og Pedro Almodóvar er især symbol på et frit og demokratisk Spanien. Navnet Almodóvar skulle endda betyde fristed eller frisættelse af slaver.

Hele den kunstneriske bevægelse efter Francos død bærer navnet La Movida. Der skete en eksplosion af popkultur i Spanien, og dette kan også læses hos Almodóvar. Mange kritikere identificerer ham med den. Han dukker også op på det rigtige tidspunkt. Efter nogle kortfilm fra 1974 og frem spillefilmsdebuterer han i 1978 med filmen Folle... Folle... Folléme Tim!. Hans film læses ofte som inkarneringen af den nationale vilje til desmemoria, det kollektive hukommelsestab af fortiden. Volver synes at være essensen af dette arbejde med fortiden og erindringen kraft og indvirkning på nutiden. Ordet ’volver’ betyder ’at vende tilbage’, hvilket får flere forskellige betydninger i film (betydninger, som jeg undlader at karakteriserer af hensyn til jer, der endnu ikke har set denne fremragende film).

Den nationale identitet er ofte i fokus, men det er i forhold til mange andre samtidskunstnere med omvendt fortegn. Der er ofte i hans film en modstilling mellem storbyens ensomhed og frustration og puebloens enkle sammenhængende liv. Det ser vi i La Flor de mi secreto fra 1995, hvor den genstridige moder til Leo Macias gennem hele filmen truer med at rejse hjem til landsbyen – og får til sidst held af det. De fleste af Almodóvars film foregår dog i storbyen, men derfor bliver landsbyen også til et slags helligsted. Det samme kendetegner Volver, der også viser nogle positive aspekter af småbysamfundets sammenhold og romantik. Det er tydelig, at Almodóvar ser det som en romantik og ikke en tydelig realisme, men der synes at være en higen efter dette eksalterede billede. Denne romantisering springer nærmest ud fra billedet, der – som det gælder for alle Almodóvars film – er præget af en umådelig kontrastfyldthed farverne imellem. Det er eksempelvis skarpe farver og udpræget selvstændig tøjstil, der kaster en glans og en provokerende stemning fra sig. Farverne er – og har hele tiden været – hos Almodóvar et skrigende semipolitisk modsvar til en grå og undertrykkende fascisme fra Francos magt og magtmisbrug. Underneden toner der også ofte en religiøs kritik frem gennem disse perspektiver (den katolske kirke støttede Franco-styret), men de er ikke så udlevede i Volver. Men kender man ikke Almodóvars filmstil, kan man roligt starte med Volver, der er fuldt repræsentativ for hans stil, kritik og tematik. Den er tilmed en enestående film, der viser, at vi ikke har set det sidste fra en af de største nulevende europæiske filminstruktører.