Halvmørke gange, lange skygger, nedslidte vægge, døre på klem. Dunkelt, mystisk og skræmmende. En ung pige står lænet op ad en afskallet væg. Hendes øjne er matte og udslukte. Langsomt følger hun en hvidkitlet skikkelse.” Forstår du hvad lægen siger?”, lyder filmens første replik i Madame Ida, Jacob Møllers debut som spillefilmsinstruktør.

Cecilia, (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) på 15 år forstår modvilligt lægens ord. Hun er gravid. Ifølge hende er ”gravøren” en af drengene på det børnehjem, hvor hun som forældreløs, har tilbragt hele sin barndom, men allerede her aner vi, at faderskabet nok forholder sig anderledes.

Tiden er i 50erne, hvor ikke mindst på et børnehjem, graviditet blandt de unge, er en uhørt skandale. Cecilia må gemmes bort til fødslen er overstået. Babyen skal derefter straks overgives til en adoptionsfamilie. Cecilia føres af forstanderen og hans assistent til et isoleret beliggende herresæde, hvor den 45-årige Ida (Christine Albeck Børge) står klar som adoptant. Sammen med det 70-årige husfaktotum Alma (Karen-Lise Mynster) er de tre kvinder nu alene palæets beboere.

Tre generationer i et kæmpe hus med stribevis af saloner, sale fyldt med overdådige kostbare møbler. Her dufter af fortidens rigdom, tæt på en parfumeret dekadence, med Ida, som stedets altdominerende herskerinde.

Cecilia udforsker med stor usikkerhed og nysgerrighed dette velhavermiljø, som nok afviser hende, men hvor mavens indhold til gengæld motiverer hendes tilstedeværelse. Mens maven vokser, knyttes de tre tættere til hinanden. Ømhed/kærlighed Cecilia og Ida imellem opstår. Alma, der stadig har begge ben plantet på jorden, inddrages i skæbnefællesskabet. De leger sammen, spiller, danser, læser højt. Et fællesskab er opstået de tre imellem.

Ak, idyllen ophører brat da fødslen er overstået – og et velskabt drengebarn ser dagens lys.

Cecilia vil ikke tilbage til børnehjemmet. Ida vil næsten manisk, være det nyfødte barns mor. Alma, der selv har været børnehjemsbarn og i mere end 40 år erstatningsforældre for Ida, forsøger at stabilisere de tres forhold, hvor Ida, nu mest opleves med et glas i hånden og mere og mere kommer ud af styr.

Ida insisterer på et middagsselskab, som dengang, i de gode gamle dage. Selskabet ender, trods de pæne maner, med tumult, druk og voldsom sex. Dramatisk nok, men desværre, herfra taber filmen troværdighed.

Madame Ida er ellers en sjælden nuanceret, næsten smertefuld, personskildring. Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som Cecilia er et fund til rollen. Indadvendt og skræmt, men alligevel udtryksfuld, med ganske få midler. Christine Albeck Børge er helhjertet den forkælede, egoistiske og småskøre velhaverpige Ida, der det meste at livet har været overladt til sin barnepige Alma, solidt og professionelt varetaget af Karen-Lise Mynster. Alle tre kæmper de med/mod deres skæbner. Tre fremragende præstationer.

Læg dertil filmens fotograf Stroud Rohde Pearce, der fortjener stor ros for sit, ikke mindst i filmens første afsnit, ekspressionistiske, næsten Fritz Lang-værdige, kameraarbejde. Plus en lydside, ved sound-designer Mathias Dehn Middelhart, der medrivende understreger personernes dramatiske situationer.

Kort sagt, en dansk debutfilm, der nok er for skrivebords konstrueret i sin afslutning, men hvor lyd, billede og skuespil er af en helt usædvanlig høj kvalitet og originalitet.

Kom snart igen, Jacob Møller.