Et gammelt engelsk ordsprog påstår at “pennen er mægtigere end sværdet” og det synes netop at være en af pointerne i den nye danske thriller Mørkeland. Filmen er - lige som romanen med samme titel - en fortsættelse af Kongekabale, som kom i 2004 og dengang høstede en masse filmpriser.

Der er sket meget på tyve år, ikke kun rent filmteknisk, men også med hovedperson Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen). Den fyrrige graverjournalist lider lidt af en midtvejskrise, godt hjulpet på vej af den fyring der har gjort at han nu er arbejdsløs på 5. år. Nedskæringer, lyder forklaringen. Det er dog lykkedes Ulriks sagsbehandler at skaffe vores hovedperson et to-ugers praktikophold på sin gamle arbejdsplads Dagbladet, et praktikophold, som han selvsagt vælger at tage imod.

Det er kort tid før valget og alle regner med at det ekstremt højreorienterede parti De Nationale bliver valgt ind. Ulrik får indledningsvist slet ikke lov til at komme i nærheden af Christiansborg. Derimod bliver han parret op med en ung journalistspire og sat til at dække mordet på en ung fyr med invandrerbaggrund. Efter at have skrevet en artikel om den dræbtes formodede banderelationer, opsøges Ulrik af enken, der med store ord kan fortælle at den myrdede godt nok har en bror med bandeforbindelser, men at de to ikke havde haft kontakt i mange år. Til gengæld arbejdede afdøde som embedsmand i indenrigsministeriet.

Bevæbnet med kuglepen og blok begynder Ulrik at grave i sagen og finder hurtigt ud af at drabet ikke har været helt tilfældig, for en anden ansat nøjagtigt i samme stilling, samme sted blev dræbt på næsten samme måde før et folketingsvalg i halvfjerdserne. Dette sammenfald virker for mærkværdigt til at være tilfældigt, så stik imod kollegaers og ikke mindst sin redaktørs (aka. Mons, der som i Kongekabale spilles af Nicolas Bro) velmenende råd om at lade være, graver Ulrik et spadestik dybere, fast besluttet på at finde frem til tingenes rette sammenhæng.

Som spændingsfilm og politisk thriller fungerer Mørkeland virkeligt fint. Den er oplagt fortalt, spændende at følge med i og så leverer den også en aktuel, fiktiv (?) skildring af vores aktuelle politiske klima her i Danmark. De Nationales forperson Anne-Grete Hulsig (Lene Maria Christensen) er ikke svær at genkende som en blond version af Inger Støjberg, ganske som mange af de øvrige arketyper synes at være ganske nemt sammenlignelige med politikere vi kender fra aftennyhederne.

Teknisk fejler filmen heller ikke noget. Skuespillerne gør det rigtigt godt, lys og kameraarbejdet er helt i top og en tæt klipning er med til at gøre spændingen nærmest håndgribelig. Endelig skal det siges, at slutningen og især den mulige afsløring af hvordan sagen hænger sammen skulle vise sig at være ganske forfriskende, uden dog at afsløre mere hér.

Kapellets udsendte var i al fald superfint underholdt mens filmen var i gang og forlod biografen ganske tilfreds. Til gengæld var der flere ting i filmen, set i retrospekt, der ikke var ekstremt overbevisende. Her følger lige et par eksempler.

Idet Ulrik har skrevet sin indledende forsidehistorie, som sidenhen viser sig at være løgn, ville enhver chefredaktør, selv hans gamle kammerat Mons i virkelighedens verden hive i nødbremsen. Til trods for at Ulrik er en garvet journalist, så vil en historie som den han indledningvist bringer om den myrdedes formodede banderelation, blive et ekstremt troværdighedsproblem for avisen, pressenævnet ville blive inddraget og i bedste fald ville det ende med dagbøder, i værste fald en dom. Kapellet tvivler i al fald på at en virkelig journalist bare kunne fortsætte ufortrødent på avisen og især da ikke hvis denne var på prøve.

Selv om Ulrik ikke har arbejdet i flere år, virker det også som om hans fokus udelukkende at bekæmpe fjenden med kuglepen og blok er et anakronistisk levn fra den måde mange af os tænker om den klassiske journalist (på film og i skønlitteratur). Selv om sammensværgelsen i filmen ikke ville være mulig uden de skumle bagmænd gjorde brug af ny teknologi, selv om ord som ”fake news” bliver brugt, selv om der er replikker i filmen, der handler om ”servere” og ”internet” og selv om filmen helt basalt er en historie, der stiller skarpt på vores aktuelle mediebillede – så virker det stadig vildt sært, at Ulrik ikke har fulgt med og i stedet for blok og pen benytter sig af en lækker bærbar og en diktafon, som langt de fleste af sine kollegaer. Nuvel, rent lavpraktisk så kan dette valg også være fordi, at når vi tilskuere ser Ulrik skrive ting ned med fine blokbogstaver, så husker vi måske ligeledes navnet eller den information der nedfældes bedre. Vigtigt når disse ting skal huskes senere i filmen.

Anmelder genså Kongekabale umiddelbart inden Mørkeland og sammenligner man de to, så er den første film langt mere træg, tenderende til det kedelige i sin afvikling af sin historie. I den nye film er der langt mere smæk på, både rent fortælle- og indholdsmæssigt. Så til trods for at historien byder på en par usandsynligheder og delelementer der virker ganske mærkværdige, så er det overordnet set en god spændingsfilm der leverer varen og som med garanti vil begejstre de fleste fans af den første film. Det er solidt, dansk filmhåndværk.

Endelig ønsker Kapellets udsendte at give et ”like” til de overordnede politiske kommentarer som filmen leverer. Det kan være ret ubehageligt at opleve at fiktionen (lidt på samme måde som Civil War) synes at komme rasende tæt på den (medierede) virkelighed, der konstant omgiver os. Det er med til at udviske grænserne mellem virkelighed og fiktion, men så kan man jo også postulere, at det netop er filmens egentlige budskab.