”Jeg mødte Dawid Bowie, han stirrede på mig. Først troede jeg det var gud, men det var Bowie, der så på mig som var jeg en kvinde- og jeg følte jeg var en kvinde. ”. Sådan nogenlunde beretter den ene skorstensfejer til den anden skorstensfejer. De to er ikke kun kollegaer, iført sort tøj, kost, spand og hat, men nære venner, der er i en daglig dialog om alt det der optager dem, drøm eller virkelighed. Og talt bliver der, til overmål endda, i norske Dag Johan Haugeruds spillefilm Sex. Det er første del af en trilogi, med undertitlerne Drømme og Kærlighed og det er netop det filmen handler om.

Irriterende nok, men vi får aldrig navnene på de to skorstensfejere, selv om de to er i fokus det meste af tiden. Begge spilles 100% troværdigt af Thorbjønr HarrJan og Gunnar Røise. Han genfortæller detaljeret sin tilbagevendende Bowie-drøm om kønsskiftet og tilføjer overraskende, at det var en behagelig oplevelse. Vennen kigger nysgerrigt på drømmeren, mens storbyen Oslo pulser forbi, oplevet gennem de store glasvinduer, som de sidder foran.

Men vennen har også noget provokerende at bytte med: ”Jeg havde sex med en mand i går”

Begge monogame, gifte med børn og velordnede familieforhold.

”Er du nu bøsse?” Er vennens umiddelbare reaktion. ”Slet, slet ikke, men indrømmet, det var en ret så behagelig oplevelse”, som han straks har fortalt sin kone om. For et engangsknald, mand til mand imellem, har slet ikke, efter hans opfattelse, noget som helst med utroskab at gøre. Det vil aldrig ske igen, ingen fortrydelse, slet ikke. Rene linjer og tolerance.

Så enkelt er vores følelsesliv ikke indrettet. Hustruens (Anne Marie Ottesenørste) første reaktion er stille forbavselse – så kommer eftertanken og en vrede, en sårethed, godt støttet af jalousien. Også de nærmeste blander sig i forargelse eller stille tolerance. Kort sagt bøsseintermezzoet er enzymet, der får sat både moral, tradition og det som hver anden roman/film handler om, kærligheden, til diskussion.

Hvor går grænserne, hvis der er grænser, og hvem sætter dem?. Det er det der diskuteres i en mundret og ofte afslappet munter diskussion. For, der tales meget – hele tiden, faktisk. Men ordene værd at lytte til og indimellem ganske morsomt. Et kort indslag, med far og 13-årig søn hos lægen med drengens sårede hånd, hvor den midaldrende kvindelige læge ruller sig ud i sit syn på mand/kvinde forholdet, er grotesk og morsomt.

Sex er en usædvanlig film både i form og indhold. Hvornår så vi sidst en film om skorstensfejere? (i Marry Poppins, måske?) Absurd og skæv, afslører Sex i en afslappet komedieform, den komplekse dynamik i det menneskelige begær, i et simpelt plot, der centrerer sig om de to lykkeligt gifte skorstensfejere. Men samtidigt konfronterer den tilskueren med spørgsmålet om sex-identitet. Hvor går grænsen, hvis der er nogen – og hvem sætter den? Svaret synes at være: dig selv.

Selv om den tysk/amerikanske filosof Hanne Arents bog ligger på den ene skorstensfejers natbord, er filmen hverken tung filosofisk eller moraliserende – men både munter og vedkommende.

Det er i dag slet ikke så lidt.