Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Triangle of Sadness (147 min.) Biograffilm / SF Film
Anmeldt 22/9 2022, 10:51 af Uffe Stormgaard

Skæve spejlbilleder, der nok er forvredne, men stadig er dig


Skæve spejlbilleder, der nok er forvredne, men stadig er dig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Så er der satire. Endda af den grovkornede slags. Den svenske dobbelte guldpalmevinder Ruben Östlund har gjort det igen. Sidst gik det ud over den mondæne kunstverden i The Square (2017), nu får modeverden og de superrige med satirepisken i Triangle of Sadness, der da også snuppede prisen som Cannes filmfestivalens bedste.

En film i tre akter: Carl og Yaya, Rigmandscruise og Øen. Deraf titeltrekanten? Ikke helt, for allerede i filmens start får den unge fotomodel Carl, under en audition, at vide, at den triste rynke mellem øjenbrynene, kaldet ”triangle of sadness”, skræmmer kunderne væk. Det går ikke i branche, der lever af sælge optimisme og forbrug.

Så er vi introduceret til miljøet, hvor 20 halvnøgne fotomodeller venter forventningsfulde på reklameagenternes dom. I ventetiden interviewes de og øver sig på at frembringe den rigtige udstråling. For H&M, fattig, men et muntert look. For Balenciaga, det dyre varemærke, så er det alvorlig og rigdom, der skal udstråles. En herlig satiresekvens, når Ruben Östlund er allerbedst.

Det er han desværre ikke hele tiden.

Carl, kæreste med supermodellen Yaya, er sammen på en eksklusiv restaurant. Yaya takker Carl for måltidet – men hvorfor skal han betale? Hendes honorarer er jo tre gange så høje som de mandlige kollegaers. Et voldsomt skænderi om fordomme omkring kvinde- og mandsrollen, specifikt når det gælder restaurationsregningen! Egentlig ikke voldsomt morsomt – men en introduktion til parret, som filmens gennemgående figurer.

Andet akt. En superluksusyacht (man har lånt Onassis’ – så kan det ikke bliver mere ekstravagant) med verdens rigeste ombord. Yaya har, som magtfuld influencer, fået foræret milliardærcruiset. ”Hvad laver så De ?” spørger Carl sin bordfælle. ”I sell shit”, lyder svaret med en tydelig russisk accent, fra den vulgære, højrøstede, selvbevidste gødningseksportør – en herlig kapitalisttype, nok mere i slægt med karikaturtegninger end med virkeligheden, endda med lommerne fulde af Karl Marx citater. Emminet, grotesk fremstillet af den danske skuespiller Zlatco Buric.

Det er hans typer skibet er befolket med. Våbenhandleren, der brokker sig over FN’s regulativ om forbud mod landminer. Konen, der vil have sejlene vasket – selv om det er et motordrevet fartøj. Personalet har lært, at passageren altid, uden forbehold, har ret. Det indskærper den korrekte og skrappe personalechef, flot og myndigt spillet af den danske Vicky Berlin.

Læg dertil kaptajnen, som har låst sig inde i sin kahyt. Vi hører længe kun hans stemme og lyden af klirrende flasker – først da han tvinges i uniform for at modtage gæsterne ved det klassiske Captains Table arrangement møder vi ham (Woody Harrison) for fuld (med streg under fuld) udblæsning – og blæst, nej, storm kommer der til overflod.

Nu får vi 20 minutter med voldsom søgang. Søsyge, bræk, oversvømmede gange, væltede wc’er og løsrevne møbler mellem panisk tumlende passagerer. Et ulækkert ragnarok, hvor kaptajnen og gødningseksportøren finder sammen i marxistiske forvrøvlede citater, som de over højtalerne formidler videre til de søsygekvæstede passagerer. Så kan det ikke blive værre. Apokalypse Now. Og dog?

I tredje og sidste akt er et lille udvalg af de ombordværende strandet på en øde ø. Kaptajn, personalechef og wc-renseren, plus et udvalg af passagererne, herunder Carl og Yaya. En konfrontation, hvor klasseskel er udslettet. Her kommer det alene an på hvem der er dygtigst til at organisere og overleve. Overraskende nok er det den asiatiske wc-renser, der ordner ild, fanger og tilbereder fisk og dermed har fået kommandoen over den lille forkomne gruppe.

Igen er tingene vendt på hovedet. Det er det Triangle of Sadness kan. Ikke altid lige elegant. Grovkornet – men oftest sjovt. En verden, som at gå en lang tur gemmen Tivolis spejlsal, med de mange skæve spejlbilleder, der nok er forvredne til det næsten uigenkendelige, men som stadig er dig!


Forrige anmeldelse
« Held og lykke, Leo Grande «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Filmanmeldelser