En stresset, fransk, succesrig filmskuespiller, Mathieu, tæt på de 50 år, går ned med flaget. Bryder i desperation sin teaterkontrakt og afstår dermed fra drømmen om, at stå på en teaterscene. Hovedkulds flygter han til et luksuswellness hotel i Bretagne, med spa, massage og speciale i at afstresse fortravlede forretningsfolk. Alternativet til wellnesshotellet var, ifølge ham selv, eutanasi i Schweiz.

Ankomsten, udenfor turistsæsonen, til det arkitektonisk funktionelle, men kolde hotel, tæt på hav og strand, er ikke uden satire og humor. En kamp med en kaffemaskine på det klinisk, alt-holdt-i-hvidt-værelse, er helt i stil med Monsieur Hulot i Mon oncle (1957), ligesom massagemaskinen der løber løbsk og badeboblen, der bare bobler voldsomt, godt kunne tilskrives Jacques Tati . (Åh, hvor vi/jeg dog savner ham i fransk film.)

Sjovt og ironisk er det.

Men Stéphane Brizé’s spillefilm Udenfor sæsonen, vil og kan meget mere. En film om at turde kærligheden, at være tro mod sit talent. Store følelser fortalt på en stille intim og vedkommende måde.

Mathieu ”indlagt” i luksus omgivelser, med et personale, der genkender og beundre filmstjernen, ja, endog forlanger selfier og autografer fra berømtheden. Gift med en aktiv, fortravlet tv-vært hjemme i Paris, som han med sin mobiltelefon appellerer om hjælp til forståelse af hans sammenbrud. Men ak, hustruen gennem 15 år har travlt og afbrydes hele tiden af medarbejdere og telefonopkald. Velment, men en lovlig kold attitude, der bestemt ikke bringer den overstressede filmskuespiller nærmere en indre balance og afklaring af hans situation.

En dag overrækker portieren ham, en kort besked, med et forslag fra en Alice, der bor i den lille provinsflække hvor spahotellet ligger, om at mødes.

Alice, hvem?

Nu kan den menneskelige historie for alvor begynde. Mathieu og Alice var mangeårige kærester og boede sammen for 18 år siden i Paris. Hun talentfuld pianistinde med en lovende fremtid. Han fremadstræbende filmskuespiller i sin vorden.

De aftaler pr. mobil, at mødes på en café. Først tøvende, høfligt nysgerrige, spørger de ind til hinandens liv, siden dengang. Hun er i dag byens spillelærerinde og socialmedhjælper, gift med stedets læge, sammen har de en teenagesøn. Mathieu, ja, hans karriere kender hun, og han er stadig sammen med tv-værtinden, som dengang var årsagen til at de to skiltes.

Nyt møde aftales, hvor de sammen forsigtigt prøver at genopleve erindringen om kærlighedens magi og forklaringen på deres skilsmisse. Alice er ikke i tvivl:” Du tager, du smider væk, du tager afsted”. Derfor sagde hun stop og rejste til provinsen for at starte en ny tilværelse. Og nu sidder de tilbage nostalgiske og melankolske. Med et strøg af bitterhed blotlægger de deres følelser og en stille fornemmelse af nederlag. En stille film med detailjer af ironi og humor midt i en livskrise.

Banalt? Måske. Men så velspillet og nuanceret, at vi intenst lytter til banaliteterne takket være skuespillerne Guillaume Canet og Alba Rohrwacher, som fremragende dækker de to hovedpersoners nostalgiske trip og måske endda også troen på en mere lykkelig fremtid for de to – hver for sig eller måske sammen?

Udenfor sæsonen er en stille film, fyldt med detailjer af ironi og humor, midt i en livskrise, der nok kan synes overfladisk, men alligevel vedkommende for de to involverede – og heldigvis også for tilskueren.