Når en film bærer titlen Reality kan man muligvis tro at det enten er en film, der handler om det stigende antal tv-udsendelser, der tager udgangspunkt i virkeligheden . Det kunne også være en sci-fi historie, hvor hovedpersonen måske ikke kan kende forskellen på hvad der er simulation og hvad der er virkelighed. Endelig kunne det være en film baseret på virkelige hændelser. Det sidste gælder i den grad for nærværende film, men titlen henviser dog ikke til ´virkeligheden´ men er derimod en reference til hovedpersonens navn: Reality Leigh Winner.

Filmen er baseret på instruktørens eget skuespil med samme titel, hvilket man godt kan fornemme når man ser den. Filmen gør nemlig brug af ganske få locations, hvor den mest anvendte er et stort, tomt baglokale i hovedpersonens hjem. Desuden er der foruden en håndfuld bifigurer primært tre personer med i handlingen; den unge kvinde med det særprægede navn og to FBI-agenter der står for afhøringen af hende.

Jo mindre du ved om filmen jo bedre, men for at kunne skrive en fyldestgørende anmeldelse, ser anmelder sig nødsaget til at afsløre centrale dele af filmen i det følgende. Dette gør, at du bør springe frem til allersidste afsnit, for at få Kapellets samlede vurdering af dette kammerspil, uden selv at få spoleret oplevelsen. Faktisk afslører teksten på bagsiden af DVD´ens cover også ganske mange detaljer, så rådet herfra er bare at sætte den i maskinen uden noget forhåndskendskab.

I filmens start følger vi en ung kvinde på vej hjem fra indkøb. Hun parkerer sin bil og skal til at tage sine varer ud af bilen, da hun passes op af et par alvorligt udseende herrer. De fortæller hende at de kommer fra FBI og spørger hende straks om hun har en idé om hvad deres besøg drejer sig om. De fortæller også at de har ransagningskendelser til både hendes hus og bil, samt beder hende om at aflevere sin telefon. Kvinden føjer sig dette med stor selvfølgelighed.

Idet hun og de mødes, dukker der et skilt op på skærmen, der informerer tilskueren om, at al dialog i filmen er trofast baseret på transskriptioner af den lydoptagelse der via diktafon blev foretaget på dagen. Filmen synes også at benytte den originale lydfil og gengiver visuelt transkriptionen af denne i ny og næ, for at underbygge fiktionens relation til virkeligheden.

Måske er der nogen der vil hævde at det er ”nemt” at skrive et drama, der på den måde er blevet leveret ufiltreret til instruktør og forfatter Tina Satter via dennes aktindsigt, men slutresultatet er alligevel meget seværdigt, ikke mindst på grund af Sydney Sweeney, der spiller den altoverskyggende hovedrolle med stor indlevelse og charme.

Forhørslederne fra FBI virker både ganske venlige og forsøger at tage hensyn til den unge kvindes situation, men det betyder ikke at situationen bliver decideret hyggelig, tværtimod. De forsøger hele tiden at insinuere, at Reality godt ved hvad grunden er til at de er dukket op med alle deres kollegaer, men uden at være decideret truende. Denne tilgang virker overraskende godt i forhold til at opbygge den ubehagelige stemning, der konstant forstærkes idet handlingen skrider frem.

Selv om filmen, som allerede nævnt, er meget minimalistisk i sit udtryk, så er den også visuelt ganske opfindsom på et enkelt punkt. Idet dialogen nærmer sig de elementer som er blevet redacted (altså streget over med sort/slettet i transkriptionen af sikkerhedshensyn - red.), så gengives dette filmisk ved en slags glitch i billedet, hvor den talende for en stund forsvinder helt fra billedet og kun baggrunden står tilbage, for i næste nu at dukke op igen og færdiggøre sin sætning. Ganske fint tænkt.

Gennem dialogen lærer seeren hovedpersonen godt at kende. Kun er ansat i sikkerhedstjenesten og har tidligere været udsendt som soldat og tolk for det amerikanske forsvar. Da hun anholdes arbejder hun for NSA og håndterer dagligt meget fortrolige papirer.

Det viser sig – og her kommer den største spoiler af dem alle – at det var Reality Winner der lækkede oplysningerne om, at det var lykkedes russiske hackere at påvirke den amerikanske valgkamp. En historie langt de fleste der følger nyhedsstrømmen sikkert kan huske. Som årsag fortæller hun, at hun ikke længere kunne udstå at være vidne til den diskussion der var i de amerikanske tv-medier (programmer der i øvrigt efter Realitys udsagn uophørligt kørte på storskærme i det kontormiljø hun arbejdede på) der diskuterede hvorvidt der var hold i disse rygter eller ej, når hun selv lå inde med håndfaste beviser der kunne bekræfte dette. Derfor endte hun med at gøre som hun som hun gjorde, hvilket kostede hende både jobbet og fem år i fængsel for statsfjendtlig virksomhed. En fængselsdom der forventes at være slut sidst i nærværende år.

Filmens fokus er selvsagt på en enkelt person, men hendes handlinger har jo i den grad påvirket det internationale samfund og gjort opmærksom på flere potentielle farer mod ”demokratiet”, hvis man i det hele taget kan benytte dette ord længere. Det virker paradoksalt at være vidne til et menneske, der tænker at hun foretager en handling i patriotismens og demokratiets navn, hvorefter systemet så eftertrykkeligt langer ud efter vedkommende på grund af det. Som hun selv siger, så er det da mærkværdigt at en information som den hun har lækket i det hele taget skal være hemmeligstemplet og skal holdes væk fra almindelige borgere – for er det ikke vigtigt at de fremadrettet kan agere på et oplyst grundlag?

Reality er en film udstiller det hykleri og den dobbeltmoral der kan opstå når sikkerhedstjenester ikke rigtig ved hvordan de skal forvalte deres magt, et tema der heller ikke er ukendt på vore breddegrader https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=1046 .

Selv om der ikke er tvivl om hvor filmen placerer sin sympati, så fortæller den også en vigtig historie og leverer en god pointe, der netop handler om, hvorvidt der er ting som vores sikkerhedstjenester ved, som de af såkaldt ”sikkerhedsmæssige årsager” ikke vil dele med os andre – for i sidste ende, så giver det NSA en kollossal magt i forhold til det billede af virkeligheden, som i forvejen er svært nok for den almene borger at navigere rundt i.

Reality er en virkelig fin lille film, der takket være en god idé og ikke mindst en fremragende skuespilpræstation fra Sydney Sweeney fortjener at blive set af så mange som muligt. Den er et vigtigt filmisk debatoplæg, for hvem ved – ud over vore sikkerhedstjenester – hvilke andre lignende informationer de kanske besidder, som vi andre også burde få del i?