Den svenske instruktør og enfant terrible Johannes Nyholms seneste film, er en virkelig mærkværdig oplevelse. Hvis man forsøger at lave en sammenligning med andre film, så forestil dig Groundhog Day få et deformt elskovsbarn efter et orgie med Deliverance og en af Terry Gilliams eventyrfilm. Man skal dog huske på at denne sammenligning ikke skal læses som om at Koko-di Koko-da er en enestående klassiker, som de ovennævnte film, men det handler mere om at der er sammenfald mellem både visuelle og indholdsmæssige elementer i filmene. Forklaring følger herunder.

Første gang Kapellets skribent stødte på Johannes Nyholm var i forbindelse med kortfilmen Las Palmas, hvor man ved selvsyn kunne se hvor meget film man kunne lave hjemme i stuen, hvis man blot havde en sød datter, samt evner som dukkefører og animator. Hans film Jätten vandt i 2016 stort set alle vigtige filmpriser i hjemlandet Sverige. I forbindelse med lanceringen af den film fik Nyholm også en vis opmærksomhed efter det danske filmblad Ekko interviewede ham til en screening og han tilsyneladende gik helt amok. Meningerne var delte, var det iscenesat for at få opmærksomhed, eller var manden bare totalt uligevægtig og excentrisk? Noget kan godt tyde på det første, i al fald når man ser Nyholms egenproducerede video hvor han fortæller om lanceringen af hans seneste film.

Nu er denne, hans anden spillefilm, udkommet på DVD herhjemme og Angel films har været så søde at sende et eksemplar til Kapellet. Koko-di Koko-da vil med garanti også være en film der vil afstedkomme mange meget forskellige reaktioner hos de der ser den. Enten vil man hurtigt blive fascineret af dens helt særlige, uhyggelige, mareridstagtige grundtone, eller også er der risiko for at man vil blive voldsomt irriteret over filmens repetitive struktur, eller den meget abstrakte, surrelle, drømmende tone – der gør at den muligvis ikke er særligt let tilgængelig, hverken for en helt almindelig filmfan eller en gammel, garvet filmanmelder.

Filmen starter med at vise os en lille svensk familie. Far, mor og deres datter er på ferie i Danmark. Af uransaglige årsager har de alle sammen fået ansigtsmaling så de ligner kaniner. Datteren udser sig en spilledåse hos en marskandiser som hun må få i fødselsdagsgave. På denne spilledåse kan man se tre figurer; en mand i hvidt jakkesæt med stråhat, en mørklødet kæmpefyr og en slank pige i blå kjole. Grunden til at kapellets anmelder går så meget i detalje er, at disse tre figurer kommer til at spille en afgørende rolle senere i filmen.

Familien spiser herefter sammen på en restaurant, men moderen bliver dårlig og det viser sig at hun har en ret voldsom skaldyrsallergi og må bringes til hospitalet i helikopter. Da forældrene vågner op næste morgen og vil fejre datterens fødselsdag er hun livløs og begge forældre går i panik. Hun spiste jo også af den pizza som moderen reagerede så voldsomt på. Der springes nu tre år frem i tiden og vi følger nu med forældrene, der tager på telttur dybt inde i de svenske skove. Datterens død har selvsagt påvirket dem begge og umiddelbart er det svært at se hvorfor de i det hele taget stadigvæk er sammen, for alt de laver er at skændes så det brager.

Moderen vågner op tidligt om morgenen, fordi hun skal på toilettet, men bedst mens hun sidder i på hug i skovbunden, dukker der tre mærkværdige mennesker op. De tre ledes af en mystisk, storsmilende mand (spillet af Peter Belli) i hvidt jakkesæt og stråhat. Han antaster hende jovialt, før han begynder voldsomt at slå til hende med sin stok. Med sig har han en kæmpe af en mand, der bærer på en død hund og en høj, ranglet kvinde i blå kjole der har en arrig muskelhund i snor. De begynder at overfalde moderen og herefter faderen.

Hér kan man måske godt komme til at tænke på Deliverance og et hav af andre film hvor hovedpersonerne overfaldes af nogle ”lokale” særlinge langt ude i naturen med det aber dabei at man hele tiden har på fornemmelsen af de tre skumle personer er tættere på nogle der dukker op i et udknaldet eventyr eller ens mareridt, end en flok sadistiske bonderøve fra virkelighedens verden. Der synes jo også at være et sært sammenfald mellem dem og så de tegnede figurer man så på spilledåsen. Efter mor og far er blevet dræbt, viser kameraet et tableau af ødelæggelserne, set højt over trækronerne.

I næste nu vågner moderen og skal på toilettet og scenen gentager sig. Dette sker igen og igen og igen. Der er dog variationer i scenen, for faderen er tilsyneladende i stand til svagt at huske hvad der kommer til at ske og forsøger derfor at ændre udfaldet til sin og moderens fordel. Heraf sammenligningen med Groundhog Day der også benytter sig af en fortælleform hvor samme situation bliver gentaget konstant, som en ond drøm man ikke nemt kan undslippe.

Endelig benytter filmen sig også af nogle fine skyggespilssekvenser, der fortæller en historie om en kaninfamilie der på samme måde som forældrene i filmen mister deres kaninbarn. Her er det ikke på grund af allergi, men fordi en sær, farvestrålende fugl som flyver med kaninbarnet, taber barnet. Heraf sammenligningen med Gilliams film, der jo mange gange har benyttet sig af en sammenblanding af animation og realfilm. Sært er det at det i denne films kontekst overhovedet ikke virker sært at stilen ændres så radikalt undervejs. Muligvis er det fordi Nyholms film i forvejen præsenterer seeren for mange sære ting.

Dette er dog ikke alt der er at sige om Koko-di Koko-da, for det er en helt særlig film, med sit helt eget udtryk og en fortælling der, i trit med at den skrider frem synes at slå knuder på sig selv, sine figurer og sin egen fortælling. Det er en mareridtsagtig tur gennem et drømmende landskab, hvor det bliver nærmest umuligt at skelne virkelighed fra fantasi.

En hvid kat, leder eksempelvis moderen gennem skoven som var hun en slags alternativ Alice. Alle disse sære optrin er naturligvis forbundne til hinanden, enten gennem handling eller visuelt. Selv om det forekommer så fremmedgørende, er det forholdsvis nemt at tolke at det hele er en slags syret metafor for den sorg og alle de uudsagte ting der eksisterer mellem forældreparret. De tre figurer fra spilledåsen er muligvis blevet bragt til live, som en form for straf fra datteren, fordi de voksne ikke kan få deres liv til at fungere. Dette understøttes af at kameraet ofte synes at indtage en position, der godt kunne antyde at det er datteren ,der betragter begivenhederne. Højt over skoven eller for den sags skyld fra bagsædet i volvoen.

Koko-di Koko-da er ikke en film der har til hensigt at behage tilskueren. Det er en fim der på en og samme tid formår at være kompleks, naïv og som narrativt er svær at finde hoved og hale i. Uanset om man drages af Nyholms særegne filmunivers, eller man vælger at afskrive det som noget rod, så er det helt sikkert en film som du vil huske i lang tid. En film der cementerer Nyholm som en auteur der besidder en helt unik vision for sine filmiske universer. Fortællinger og billeder som mange anmeldere og festivaljuryer muligvis knuselsker, men som samtidig aldrig bliver lige så store publikumssuccesser, som de banale metervarefilm Nyholm reagerede så voldsomt på i interviewet med Ekkos journalist.