Det første vi møder i den lille by Bureba i provinsen Burgos i Nordspanien er en massegrav fyldt med knogler, menneskerester, briller, ure. Foreløbig har de under landsbybeboerne bevågenhed, fundet 104 lig. Tiden er 2010, hvor byen har besluttet at udforske og genopgrave en af de mange spanske massegrave, hvori det anslås at ca. 12.000 blev begravet under den spanske borgerkrig, som resultat af Francos magtovertagelse i 1936.

Patricia Font har med sin anden spillefilm valgt at pendle mellem 1935, hvor borgerkrigen er tæt på, og 2010. Nu, med mange års demokrati og fred.

En klassisk dramaturgi, hvor Ariadna (Laia Costa) vil vide hvad der egentlig skete med hendes oldefar for 75 år siden. Oldefaren boede dengang i landsbyen Bureba, der netop søgte en ny skolelærer, til byens få elever.

Antonio Benaiges (Enric Auquer) er en livsglad lystig pædagog, der blæser på autoritet og disciplin. ”Kald mig ved fornavn. Ingen faste pladser ” lyder det fra den nye lærer til de fire fremmødte elever, i det højst beskedne, nedslidte klasseværelse. Hvorefter klassens eneste pige, borgmesterens datter, sætter sig på lærerens plads – helt uden påtale!

Leg, dans, musik er læringsmetoderne og elevantallet er nu vokset til et en lille snes. Man har det sjovt. ”I morgen kommer miraklet”, bekendtgør Antonio. Det viser sig at være en lille trykkemaskine med sættekasse og løse blybogstaver. Her finder de ivrige elever bogstaverne til deres små historier, der på maskinen, nu kan trykkes i flere eksemplarer. Til sidst udgiver eleverne selv et lille skoleblad.

Al den jubelundervisning kan ikke undgå at rygtes i byen, når børnene henrykt fortæller om skolegangen. Først stiller præsten op. Antonio har fjernet krucifikset fra klasseværelset. ”Det hører til i kirken, ikke i skolen”, fremturer Antonio og har dermed den katolske kirke som fjende. Også borgmesteren synes, der er for meget larm og for lidt læring.

En repræsentant fra Undervisningsministeriet tilkaldes og til alles store forbavselse kan eleverne både stave og lægge sammen til UG med kryds og slange, som det hed dengang. Antonio slipper for en ministeriel irettesættelse – resten skal opleves i biografen.

For det er - som nævnt - også historien om Ariadnas søgen efter oldefaren, der dengang sporløst forsvandt i den lille by.

Læreren der lovede havet er både spændende og dejlig underholdende, med skønne børn og professionelle skuespillere. Antonio er et fund som den umiddelbare lystprovokatør med hang til kommunisme og ateisme, på kant med landsbyens borgerskab. Elsket af eleverne, som han lover at de snart sammen skal på en stor udflugt, hvor de skal opleve havets storhed.

Instruktør Patricia Font lader de to tidsaldre kommentere hinanden. Denne lille historie, der endda påstår at være baseret på virkelige hændelser, er dybt trist og samtidig utroligt inderlig. Filmen er et glimt af en fortid med fascisme og vold, som Spanien, ikke mindst i litteratur og film, stadig har brug for at gøre op med. Vi andre nøjes med en intelligent og heldigvis også varm og humoristisk film.