Der findes nok ikke mange mennesker i vores del af verden, der ikke har stødt på reality-tv i en form eller anden. Det kan synes helt naturligt at kritisere dette fænomen over en bred kam, ofte baseret på de udsendelser man selv har set, men ikke desto minde har man blot nødig at tage et hurtigt kig gennem en vilkårlig dags tv-programoversigt for at opdage, hvor meget denne af type udsendelser efterhånden fylder.

Det kan der være mange forskellige forklaringer på reality-tv-fænomenets store succes, og årsagerne til nogle af disse skriver Anne Jerslev om i sin nye bog Reality-tv, som kan ses som en slags kondenseret og opdateret udgave af Vi ses på TV fra 2004. Den nye bog udkommer i en række værker med fællesbetegnelsen ”Kort og præcist om medier og kommunikation” – og det er meget rammende, for det er en udgivelse, som er meget hurtigt læst, men også er virkelig inspirerende til de, der enten blot har en interesse i reality-tv eller de, der ligefrem har tænkt sig selv at beskæftige sig med dette fænomen videnskabeligt.

Selv om forfatteren – sikkert af pladshensyn – ikke strør om sig med dybdeborende analyser af konkrete eksempler på forskellige udsendelser (som kunne have sat nogle af de teoretiske tanker bedre i spil), så giver bogen stadigvæk et grundigt blik ind i fænomenet. Den har en tilpas akademisk distance, men samtidig er den velresearcheret og, som altid hos Jerslev, vældigt fint formidlet. Selv om dette muligvis ikke er en bog, der vil blive læst af alle de, der er storforbrugere af reality-serier, men primært henvender sig til de, der har en akademisk interesse i feltet, så er sproget let og nemt forståeligt hele vejen igennem.

Samtidig viser Jerslev et klart overblik over feltet, idet hun konsekvent citerer og parafraserer andre forskere og forfattere, der har arbejdet seriøst med emnet, hvilket også gør litteraturlisten bagerst i bogen uundværlig for de, der har lyst til at fordybe sig endnu mere i stoffet. Hun lader citaterne stå på engelsk, hvilket forudsætter, at læseren kan forstå dette, men det bliver aldrig så voldsomt, at de, der ikke benytter engelsk i dagligstuen, bliver hægtet af. Til gengæld kunne oversættelser af citaterne måske have gjort målgruppen for bogen endnu større.

Bogen er delt op i fem overskuelige kapitler og en indledning, der hver især beskæftiger sig med bestemte perspektiver på reality-tv. Således opstilles der først i introduktionen en række spørgsmål og kompleksiteter omkring fænomenet, som de efterfølgende kapitler vil afdække. Det første kapitel fokuserer på vanskeligheden i en egentlig genreinddeling af fænomenet ”reality-tv”. Det andet kapitel fokuserer på de følelser, som synes at være drivkraften bag mange af programmerne. Tredje kapitel er et interessant dyk ned i den kendiskultur, som udsendelserne skaber, og hernæst skrives der om hvilke typer af seere, der udgør de primære konsumenter af reality-tv. Slutteligt sættes reality-tv i forhold til samtiden og kulturen mere bredt og filosofisk.

Det er sammenlagt virkelig interessant læsning, som i modsætning til mange andre – tungere – akademiske udgivelser går direkte til pointerne og undervejs leverer mange tankevækkende iagttagelser, som den interesserede læser selv kan arbejde videre med. Skal man endelig være kritisk over for denne lille, fine bog, så bør man vende blikket mod Kapitel 4 – Reality TV og seerne, hvor Jerslev for et øjeblik skifter kurs fra den humanistiske tråd og i stedet underbygger kapitlet med statistik og søjlediagrammer, der bl.a. har til hensyn at – videnskabeligt – underbygge, hvem kerneseerne er.

Dette bliver aldrig rigtigt interessant i denne anmelders øjne, idet meget af teksten hovedsagelig blot kommenterer på de data der præsenteres. Desuden er ideen om at få identificeret slutbrugerne i undertegnedes optik aldrig uproblematisk, idet det ville svare til en undersøgelse af, hvem der eks. læser Stephen King-romaner, eller hvem, der kan lide actionfilm. Det kan godt være at feltet er lidt smallere i tilfældet med reality-tv, men selv hvis man får identificeret målgruppen, hvad så? Hvad kan man benytte denne information til, ud over at påvise, at det er dette segment af befolkningen, der især benytter sig af denne type kulturprodukt?

Når det så er sagt, er Reality-tv en gave til alle de, der interesserer sig for emnet, idet bogen lødigt og seriøst arbejder med et stofområde, som indimellem får intelligentsiaen og kultureliten (hvis man da i disse postmoderne tider kan tale om sådanne) til at rulle med øjnene. Det er en udgivelse, der tager genren alvorligt, og som endnu engang beviser, at der er al mulig god grund til at beskæftige sig med populærkultur. Både på hobbyplan og professionelt.