Der er vist ikke ret mange der efterhånden ikke ved hvad The Matrix er. Faktisk har den populære science-fictionfilm fra 1999 også fundet vej til den måde vi taler på, for oplever man eksempelvis deja-vu, , så er det blevet almindeligt at sige, at det vist var et ”glitch i the Matrix” – ganske som den forklaring der gives på Deja-vu i den allerførste Matrixfilm.

The Matrix blev et enormt hit da den udkom, i sådan en grad at den fik hele to fortsættelser i 2003. I 2021 kom den foreløbigt sidste film i serien og nu er alle fire film blevet genudgivet i et virkelig labert 4K- steel-box set, der har fået titlen Matrix – the Deja Vu Collection. En boks som Kapellet har været så heldig at modtage.

Ud over at den første Matrix-film revolutionerede filmtekniske virkemidler (især med den særlige ’bullet time’ effekt – red.) så introducerede den en ny, innovativ brug af CGI på film. Endvidere var den også mange filmelskeres møde med den slags science-fiction som de, der i forvejen havde læst forfattere som Phillip K. Dick, havde kendt til i mange år. Nærmere bestemt så er omdrejningspunktet et koncept om, at den virkelighed vi opfatter som reel, blot er en illusion, en fabrikation skabt af maskiner der kontrollerer os. Anmelder husker tydeligt folk tale om den første films enorme kompleksitet, uden helt af forstå hvad det var der skulle være så vanskeligt at forstå. Der var jo, modsat mange andre science-fiction romaner og tegneserier jo ’kun’ tale om to virkelighedsplaner.

I den første film møder seeren Mr. Anderson, der arbejder på kontor, men som bijobber om natten som hacker under dæknavnet Neo. Han er flere gange faldet over begrebet ’The Matrix’, men uden at vide hvad dette egentligt dækker over. En nat modtager han en mystisk besked der på bedste Alice i Eventyrland-manér beder ham om at følge efter den hvide kanin. Da han efterlever dette råd, ender han i selskab med den legendariske hacker Morpheus, der tilbyder ham et valg. Neo kan spise en blå pille og fortsætte sit liv i uvidenhedens mørke, eller tage den røde og få svar på det førnævnte spørgsmål. Neo vælger selvsagt at blive oplyst.

Det er Keanu Reeves der spiller rollen som Neo. Selv om han muligvis ikke er verdens bedste karakterskuespiller, så har han i film som bl.a. Bill & Ted og Djævelens Advokat, mfl. vist at han er ret så fremragende til at spille roller, hvor han skal se forbløffet og forundret ud over de ting der sker omkring ham. En spidskompetence han i den grad får brug for i Matrixfilmene. Desuden var det disse film der fik skuespilleren til at træne kampsport i sådan en grad at han i dag hører til en lille håndfuld skuespillere der faktisk er overbevisende i denne slags nærkampsscener. Det er i al fald svært at forestille sig John Wick, hvis det ikke havde været for den kampsportstræning som skuespilleren efterfølgende har fulgt op på.

Neo vågner op [ja, det er vel fair at give en spoileradvarsel selv for en film der har over tyve år på bagen – red.] i en dyster fremtid, hvor intelligente maskiner har overtaget magten. Menneskeheden er blevet reduceret til en slags organiske batterier til disse maskiner og det som Neo opfattede som sin virkelighed er blot en avanceret computersimulation, der skal efterligne en version af den virkelighed vi kender. Neo befries af Morpheus og ender sammen med hans besætning på et slags rumskib, der forsøger at gemme sig for maskinerne i de mange underjordiske tunnelsystemer. Denne gruppes mission er at befri så mange mennesker fra maskinerne som muligt. Neo er dog særlig vigtig for modstandsbevægelsen, da Morpheus er overbevist om at Neo er ”The One” - en slags frelserfigur, som profetier har sagt skulle dukke op og sætte hele menneskeheden fri.

Maskinernes modsvar er de såkaldte agenter. Jakkesætsklædte, solbrillebærende supersoldater der optræder i Matrixen som en slags hyperaggressivt antivirusprogram. Disse agenter ledes af Agent Smith (Hugo Weaving). Disse superprogrammer, er uhindret er i stand til at overtage identiteten på alle andre mennesker i Matrixen. Smith bliver hurtigt superskurken som i de efterfølgende film, forsøger at forpurre menneskernes planer om at tage kontrollen over deres liv tilbage, men bag Agent Smith er selvsagt også programmer, der har langt mere indflydelse – men mere om dem senere.

Til trods for at Agent Smith tilsyneladende bliver ’dræbt’ i den første film, genopstår han i en ny, forbedret form i film nummer to Reloaded. Smith er nu ikke længere er en del af maskinernes systemer der styrer den virtuelle virkelighed, men er nu et autonomt program, der tager sine egne beslutninger. Han har også fået evnen til at kopiere sig selv i mere end en version, men hvorfor han stadig insisterer på at ville dræbe Neo, eller for den sags skyld, hvorfor de mange Smith-kloner, ikke blot mangfoldiggøre sig selv som en slags ’Smithvirus’ og overtager alle virtuelle identiteter i Matrixen, får seeren dog aldrig svar på.

I de to efterfølgende film, udvides det fiktive univers betydeligt. Selv om den virtuelle virkelighed – der ofte skildres med en overvejende grøn tint i billederne (hvorimod den virkelige virkelighed er blå eller jordfarvet) – er uændret, får seeren lov til at komme med til menneskernes sidste bastion. Den underjordiske by Zion. Her fejres Neo som en slags genkommen Messias, men det er en rolle som han selv har svært ved at acceptere, selv om ’Oraklet’ – der er et af de programmer i Matrixen der faktisk har valgt at være på menneskernes side – har udnævnt ham til ’The One’. Helt klassisk, handler det for den udvalgte om at finde sig til rette i rolle og ikke mindst finde ind til kernen af det ansvar der følger med denne (ufrivillige) skæbnebestemte jobbeskrivelse, men om dette lykkes skal du selv se filmen for at finde ud af.

Det bør i forbifarten nævnes at det helt særlige design af Matrix’ verden, altså ikke den simulerede virkelighed der godt kan forveksles med vores egen, men den hvor maskinerne flytter rundt på vore sagesløse kroppe og hvor Zion eksisterer, er designet i tæt samarbejde med den fremragende tegneserietegner Geoff Darrow (kendt for bl.a. Shaolin Cowboy, Hard Boiled, o.a. - red). Kender man til hans kunst, så er det meget tydeligt at se hans horror vacuii og hyperdetaljerede stil blive direkte omat til film i enormt detaljerede billeder og det overordnede konceptuelle setdesign. Hans indflydelse bliver især synlig idet filmserien skrider frem.

En anden ting der kendetegner serien, er den store fokus på kung-fu og anden kampsport. En af filmens mest velkendte replikker er Neo, der – efter hans fysiske krop er blevet befriet for maskinerne, om bord på Morpheus’ skib Nebuchadnezzar logger ind i et virtuelt træningsprogram, der på få øjeblikke uploader alt hvad der er at vide om nærkamp i hans hjerne. Idet Neo igen vender tilbage til virkeligheden, siger han ”I know kung-fu”.

Folkene bag filmen hyrede da også i sin tid den mesterlige martialartsinstruktør og stuntkoordinator Yen Wu-Ping – wire-fu mesteren fra Hong Kong til at arbejde på deres film. Det er også hans fortjeneste at de mange imponerende nærkampsscener ser så bragende godt ud. Når folk løber op af væggene mens der skydes løs i ultra’slow, så er looket på denne ’gun-fu’ i høj grad hans fortjeneste. Det er også meget muligt at det var med The Matrix at mange mainstreamfilmseeres for første gang oplevede denne type af actionsekvenser, selv om vi der havde fordøjet wuxiafilm siden startfirserne blev vildt begejstrede over at se Wu-Pings navn på skærmen. På den vis var The Matrix med til at genoplive Hollywoods (og publikums) fascination af hvor fantastisk lækkert og dygtigt den slags dynamiske nærkampe kan iscenesættes.

Selv om The Matrix på overfladen er en filosofisk, action-science-fiction-filmserie, så bør det også nævnes at kernen af alle filmene er kærlighed. Nærmere bestemt kærlighedsforholdet mellem Neo og Trinity, som er en af Morpheus’ handlekraftige håndlangere. I Reloaded holdes der en kæmpemæssig fest i Zion, for at fejre Neos ankomst, men selv om vi er flere hundrede år ude i fremtiden, har man tydeligvis valgt at have en slags Safri Duo-kloner til at levere det musikalske bagtæppe. De hamrer løs på deres trommer, mens man i en montagesekvens oplever henholdsvis slow motionbilleder af rave-dans i en drypstenshule og Neo og Trinity der hygger sig med hinanden.

I Matrix: Reloaded udvides den virtuelle verden også for man møder figurer (læs: computerprogrammer – red.) der ikke alene er på maskinernes side, men som måske har til hensigt at øge deres egen indflydelse og mele deres egen kage. I de to midterste film, føres seeren også til en slags mellemrum, mellem den fysiske virkelighed og den virtuelle – hvide rum der omtales som”The Construct”.

Giver man sig til at lytte til nogle af de kommentarspor, der er inkluderet sammen med filmene, er der mulighed for at høre et par filosofer diskutere og analysere det der sker på skærmen. I disse samtaler så sammenlignes denne tredeling af virkeligheden som tredelingen mellem krop, sind og sjæl, inspireret af eksistensfilosofien (læs: Descartes, Spinoza m.fl.). Om dette er en overfortolkning, bør dog være op til den enkelte, men det giver i al fald ganske god mening, hvis det har været en bevidst strategi fra skabernes side.

Der er flere meget interessante koncepter, som bliver præsenteret i løbet af filmserien, men hvor den første er meget stramt komponeret og synes at præsentere sin seer for en helstøbt, troværdig fremtidsvision, så er der i eksempelvis Matrix: Revolutions også elementer der virker usammenhængende, hvis man begynder at tænke over dem. Her tænkes måske især på de to albino-rastafarier, der tydeligvis kan antage spøgelsesform. Når de bliver gennemsigtige går våben og genstande lige gennem dem, som var de lavet af luft. I næste nu kan de i en nærkampsscene antage fast form igen for at uddele lammere. Her kan det godt undre undertegnede at Morpheus i nærkamp tydeligvis er i stand til at fange en enes arm med en sikkerhedssele. Hvorfor antager modstanderen ikke øjeblikkeligt spøgelsesform og slipper væk? Når man tænker over det, er det små detaljer som disse der gør, at det man oplever kan være lidt svært at acceptere. Kort sagt, så kunne man godt havet ønsket at der var flere elementer i film nummer to og tre som hang lidt bedre sammen. For kan de fysiske love bøjes af figurerne inde i Matrix’en, hvorfor gøres dette så ikke mere konsekvent?

Den sidste del af filmserien kom, som allerede nævnt, i 2021. Der skulle tydeligvis gå så langt tid, før der lå et manuskript der var interessant nok, til at hele maskineriet blev sat i gang igen. I den nye film møder vi Thomas Anderson, som angiveligt er en verdensberømt spildesigner, der har haft et nervøst sammenbrud, hvor han var ude af stand til at skelne virkeligheden fra den serie af Matrix-spil, som han har skabt. På den lokale café beundrer han fra afstand kvinden Tiffany (selvsagt spillet af Carrie Ann Moss) som han er draget mod, selv om hun både har børn og mand. Det er tilsyneladende hende, han har brugt som inspiration til sin spilfigur Trinity.

Åbningsscenen i Matrix Resurrected er en form for direkte genindspilning af åbningsscenen fra den første film, blot med en anden kvinde i Trinitys sted. Denne scene foregår selvsagt inde i The Matrix, men til forskel fra den originale scene, bliver Trinitys møde med politiet denne gang bliver overvåget af en ung asiatisk kvinde kaldet Bug. Bug kender tilsyneladende scenen til mindste detalje. Der er dog noget galt, for scenen udvikler sig ikke præcis som den vi kender fra den første film. I stedet ender den med, at en af de agenter (som i øvrigt har en slående lighed med en ung Morpheus) som leder jagten på Trinity og Bug, bliver hevet ind i et hemmeligt Kammer, hvor Bug giver ham valget mellem at tage en blå og en rød pille. Han vælger selvsagt den røde, for lige som Neo vil han også gerne have svar, men hvordan kan et stykke software sættes ’fri’ på samme måde som Neo i starten af den første film? Se det bør du selv se, for at få svar på, ligesom at Kapellet da heller ej har tænkt sig at svare på hvordan Neo i det hele taget kan være i live, når han på bedste frelsermanér ofrede sig selv i slutningen af den tredje film.

De mange filosofiske diskussioner, der i de øvrige film har været mere implicitte, bliver i denne sidste del meget mere direkte italesat af de karakterer vi møder. Spørgsmål om hvorvidt de valg man træffer, allerede er afgjort af skæbnen eller om man reelt har en mulighed for at bryde ud af den verden man er fanget i, kommer igen i højsædet. Filmen arbejder til at begynde med, med flere virkelighedsopfattelser og metaniveauer end de øvrige, men kompleksiteten reduceres ganske meget idet seeren får svar på nogen af ovennævnte spørgsmål. Det gør også at man bør se filmen som en helhed og opleve dem i den intenderede rækkefølge, for ellers vil de være endog meget vanskelige at finde hoved og hale i.

I Matrix: Resurrections er der også mange gensyn med en række figurer fra filmserien. Disse mange intratekstuelle referencer er også en af grundene til at seeren bør haveså mange detaljer som muligt fra den originale trilogi i frisk erindring, selv om den nye film da også hyppigt gør brug af flashbacks fra de andre film, for at skabe disse sammenhænge. En af de mest morsomme gensyn er med flanøren kaldet ’The Merovengian’, som i den nye film ikke længere bærer sit kridhvide jakkesæt, men af uvisse årsager er en uvasket bums, der skriger og råber. Eksempelvis synes hans kommentar; “Originality mattered. You gave us Face-Zucker-Suck, and Couch-Flix-cimatey-Wiki-piss-and-shit” – en slet skjult reference til hvordan teknologien har udviklet sig i vores (Matrix-)virkelighed siden 1999.

I den original serie mødte seeren også ’The Architect’, der tilsyneladende var en personifikation af det system der trak i alle trådene. Ham der ikke kun stod bag Matrixen men også ’The Construct’ hvor han selv holdt til. I den nye film er han tydeligvis blevet opgraderet til version 2.0 og har skiftet navn til The Analyst. Dette kan godt ses som en ubetydelig detalje, men det er en sjov idé der synes at reflektere det faktum, at Matrixen har udviklet sig i de over 20 år som er gået siden den første film. Fokus er flyttet fra ideen om at skrue en kunstig verden sammen, til at vi i stedet har en figur, der i bogstavelig grad forsøger at lulle Thomas Anderson hen i en falsk tryghed ved at fodre ham med troværdige psykoanalytiske forklaringer på, hvorfor hans underbevidsthed tydeligvis har behov for at skabe en alternativ virkelighed komplet med de figurer han tror han husker fra Matrixen. Selvfølgelig opdager Neo, at dette blot er et røgslør, men hvordan kæmper man mod en figur, der tilsyneladende kan bevæge sig endnu hurtigere end selv ’bullet time’ ?

Hvis en film formår at være interessant at se, selv tyve år efter de først dukkede op så er det i undertegnedes optik et plus. Det gør The Matrix. Den var fremsynet i 1999 og selv om der efterfølgende er kommet effektdrevne film, der er mindst lige så visuelt opfindsomme, så er The Matrix stadig utrolig seværdig. De to midterste film er også flotte, men i anmelders optik bliver koncepterne lidt for udvandede og så er fortællingen om Neo som an digital messias der skal frelse menneskeheden fra maskinerne en anelse anstrengende til tider. I modsætning til det, er den seneste film Matrix: Resurrections virkelig interessant i sin metaleg med hele filmserien og den kulturelle indflydelse den har haft.

Selv om filmene på overfladen handler om mennesket mod maskinerne, eksistensfilosofi, kung fu og flotte effekter, så er serien som kort nævnt primært en kærlighedshistorie – hvilket bliver ekstra tydeligt i netop den seneste film. Ud over at forstærke ideen om at der ikke eksisterer noget større end kærligheden, så formår den sidste film også at binde flere af de løse ender fra den øvrige trilogi sammen på allerfineste vis. Lidt af en bedrift.

Kort sagt så er Matrix: The Deja-Vu Collection den ultimative udgave af filmserien. Den indeholder ud over selve filmene en masse ekstramateriale, hvor noget er velkendt og noget er nyt. The Matrix var en af de allerførste DVD film, undertegnede nogensinde købte. Dengang var det imponerende hvor meget materiale der kunne presses ind på en enkelt sølvfarvet skive. Selv om der er langt flere skiver i det nye boxset, så får man virkelig noget for pengene. Det vigtigste er selvfølgelig selve filmene i opskalleret 4K format, hvilket de sagtens kan bære. Der er sikkert flere filmsamlere derude der kender til, at 4K udgivelser god kan ’afsløre’ at special effects som engang så flotte ud på Blu eller DVD ikke holder i de højeste opløsning, men det skal du ikke frygte hér - alle filmene og effekterne er supersprøde og lækre at skue. Af samme grund, så er det denne fine boks en som du bør forkæle dig selv med, hvis du lige som Kapellets redaktør er fan af serien.