Hae Sun, Nora og Arthur sidder tæt sammen ved en bardisk. Sproget dem imellem, er snart engelsk, snart koreansk. En stemme, formentlig fra en af de andre bargæster, gætter på hvordan relationerne er mellem de tre. ”Kollegaer? Hvem af mændene er hun gift med? To asiater og en guide?” Forsøger stemmen sig. Mere får vi ikke at vide om de tre ved bardisken.

Så springer vi 24 år tilbage. En dreng og en pige, to klassekammerater på 12 år følges daglig til og fra skole. De pjatter, griner, græder, en spirende forelskelse anes. De er tæt på at være skolekærester, da Noras forældre beslutter sig for at flytte til Canada – som Noras far siger, der er ingen sydkoreaner der får nobelprisen, for han er ikke i tvivl om datterens fremtid som forfatter.

Sådan begynder instruktøren Celine Song sin debutfilm Past Lives en sjælden lavmælt, smuk og nænsom film om kærlighed og med ekkoet fra barndommens forelskelse, dens styrke og smerte.

Det er de tre fra bardisken vi følger gennem tre tidsperioder. Ikke noget banalt trekantsdrama, mere et stille intenst skæbnespil med overskriften: Hvad nu hvis? Har vi overhovedet noget ægte valg, når det gælder kærlighedens vildveje?

Nora følger familien Til Canada. Vi møder hende 12 år senere i New York, hvor hun efter opholdet i Toronto læser dramatik. Fremmed i storbyen søger hun på nettet kontakt med venner i Sydkorea.

På Facebook dukker Hae Sung (Teo Yoo) op, der har uddannet sig som it-ingeniør. Det viser sig, at også han har søgt Nora på de sociale medier. Den dengang spirende forelskelse udvikler sig nu verbalt på tusinde kilometers afstand. En blid forståelse, med respekt og megen nærhed opstår. Vi er ikke i tvivl, de to er bestemt for hinanden. Men afstanden og praktiske aftaler, gør at den elektroniske kontakt standser. Han planlægger en rejse til Kina, hun et ophold på et amerikansk forfatterkollektiv.

Tredje fase er 12 år efter, år 2023, vi er stadig i New York. Nora er nu på 7.år gift med den sympatiske og forstående Arthur (John Magaro) en kendt succesrig amerikansk forfatter. Hae Sung har netop gennemlevet et længere kæresteforhold i Sydkorea, da han melder sin ankomst i New York. Nora og Arthur har i den forbindelse en forstående samtale om fortiden, hvor Nora forklarer den koreanske myte ”In-Yun”, om at genforene fortidens sjæle. Arthur opfordrer stærkt Nora til at de to klassevenner atter ses.

De to mødes i en park. Et behersket møde, der emmer af ”Jeg har ledt efter dig”. Sjældent har vi oplevet smukkere udtrykt end i nærbilleder af Noras (Greta Lee) neddæmpede, men smertefulde udtryk. Vi oplever, i et kort øjeblik hos dem begge, et ægte portræt af en skæbnebestemt kærlighed, Autentisk og fri for banaliteter, hvor det usagte og pauser er lige så vigtige og sigende, som mange kærlighedsfulde ord. Se det er hvad der sker, når stor kunst rammer os både i hjerte og forstand.

Past Lives er ikke kun en historie om integration og kulturforskelle, men noget så sjældent som en gribende, lavmælt fortalt kærlighedshistorie, fyldt med nuancer som, om du vil eller ej, sætter mærker i dit følelsesliv. Genkendeligt, troværdigt. Et smukt og indfølt kameraarbejde af Shabier Kirchner, understreger de tre aktørers (Greta Lee, Teo Yoo og John Magaro) følsomme og dæmpede samspil.

Et skæbne- og trekantsdrama uden klicheer eller banale effekter. Det gør den lille film stor og vedkommende.

Ægte så det gør ondt.