Ghostbusters fra 1984 hører stadig til en af undertegnedes absolutte favoritfilm. Ikke alene formåede originalen at både være uhyggelig og morsom på samme tid, men den introducerede også verden til de fire velkendte spøgelsesjægere, med hver deres personlighed og særegne manerismer. Det var en film der bød på helt åbenlyse jokes, men også en masse indforståede replikker, hvoraf den personlige favorit er scenen hvor Egon får en Twinkie, efter han har løst problemet med at finde en metod til at indfange spøgelser med https://www.youtube.com/watch?v=eQJUJlwYjT0 .

Efter både en reboot https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=1986, en række videospil, tegnefilm og den ganske hæderlige Ghostbusters: Afterlife, der fulgte op på de oprindelige to film , er der nu landet en ny Ghostbusters-film i de danske biografer. Traileren virkede lovende, så derfor skulle Kapellets redaktør selvfølgelig en tur i biografen for at få syn for sagen.

Desværre blev de høje forventningerne ikke indfriet. Selv om Ghostbusters – Frozen Empire har en spilletid på næsten to timer, så forvalter den desværre ikke denne tid synderligt godt. Det er der flere grunde til. For det første er persongalleriet blevet så omfattende, at seerne ikke rigtigt kommer til at kende de enkelte figurer særligt godt og dertil kommer at nogle af dem – især ham der kalder sig selv ´Podcast´ — bliver decideret øretæveindbydende. Måske er det meningen, men det mere frustrerende at se scener med ham, end at forsøge at opbevare vand i en si. Kapellet vil vurdere, at han ville nemt kunne være slettet fra manus, idet hans figur – lige som en del andre bifigurer – ikke bidrager med noget til plottet.

Selve omdrejningspunktet i filmen er egentligt meget fedt. Kraftigt inspireret fra de tidligere film handler det denne gang om en dæmonisk figur (meget lig Gozer og Vigo), der er så magtfuld at han kan få de der ser ham til bogstaveligt dø af skræk. Han spreder en isnende kulde, hvor end han viser sig, deraf filmens titel. Denne ondsinde gud er blevet fanget i et ældgammelt artefakt, som ved et tilfælde bliver afleveret i Ray Stanz´ (Dan Ackroyd) kuriosum-butik.

De nye Ghostbusters har også sine egne problemer. I filmens start er New Yorks borgmester endnu engang efter dem (hvornår er han ikke det? – red.) hvilket betyder at den yngste i flokken, Phoebe Spengler (McKenna Grace) ikke længere får lov til at komme med når resten skal ud og jagte gespenster, idet hun er mindreårig. Til gengæld får hun pludselig en ny ven, da et spøgelse giver sig til at spille skak med hende i parken. Denne idé med at komme tættere på spøgelsernes verden, er en af de få elementer i filmen der faktisk fungerer ret fint.

Winston, en af de originale Ghostbusters, dukker op da det viser sig at der muligvis ikke længere er plads til at opbevare gespensterne i den dims Spengler i sin tid designede til deres hovedkvarter. Winston fortæller at han har bygget en helt ny base, i et nedlagt akvarium, hvor der også eksperimenters med at hive spøgelser ud af genstande som er besatte. Det går dog grueligt galt, da de forsøger at fjerne dæmonen fra det førnævnte artefakt, og snart er New York City – og resten af verden selvfølgelig – i overhængende fare.

Der er en del godé træk i denne nye film, men blot langt fra nok, til at den får Kapellets filmanmelder til at nynne temaet fra Ghostbusters på vej ud af biffen. Den får godt nok bygget en stemning op omkring hovedmodstanderen, mest af alt på grund af et vellykket flashback til New York i starten af forrige århundrede, hvor en flok brændmænd ankommer til Eventyrernes klub, hvor alle medlemmer er frosset til is. Idet dæmonen tager form er han også ret intimiderende, men selve kampen mod ham bliver forjaget og ender med aldrig at blive synderligt spændende. Det er som om folkene bag filmen har glemt at vi seere faktisk skal involveres i karakterernes liv, så der kan være noget på spil når de udsætes for fare. Det lykkes ikke. Heller ikke da gamle kendinge fra de originale film dukker op (selv om de heldigvis får mere skærmtid end i Ghostbusters: Afterlife).

Det bliver i Kapellets optik også en kende anstrengende at folkene bag har besluttet at lave referencer til den første film (bortset fra scenen med de gamle 80´er legetøjsreklamer – red.). eksempelvis da en del af flokken genbesøger New York City Library, for her skal vi da lige have et gensyn med den spøgelsesagtige bibliotekar som mange sikkert husker fra den originale film. Sammenligner man de to scener vil det blive ret tydeligt hvad problemet er med den nye, for den formår ganske enkelt ikke – og giver sig slet ikke tid til at bygge en gyselig stemning op – og hvad er sådn en gyserkomedie uden den rette stemning? I stedet er der blevet satset på actionsekvenser, der måske vil behave et utålmodigt teenagepublikum, men som ikke bidraget med andet end frustration hos anmelder.

Det er helt forståeligt at posen skal rystes lidt og at de nye Ghostbusters ikke blot skal bestå af fire granvoksne mænd, men både af teenagere og af begge køn og forskellige etniciteter, men det virker også som om man denne gang har forsøgt at brede diversiteten så meget ud, at det bliver anstrengende i længden – ikke kun for boomere som anmelder, men hans 20-årige søn, der ledsagede fatter i biografen, var faktisk ham der nævnte denne irritation på vej hjem i bilen.

Komediedelen er det også så som så med. Selv om skuespillerne er dygtige og har god timing, så er der mange af replikkerne, der ender med at blive noget flade. Flere af de visuelle gags ligeså. Endelig så er der scener i filmen, der i retrospekt virker decideret ulogiske – tag blot den hvor Phoebe frivilligt lader sig adskille fra sin sjæl i førnævnte maskine.

Selv om man skal lade være med konstant at sammenligne den nye film med den første, så savner man nogle af de lidt tilfældige og skæve indspark, der blandt andet gjorde den første til den klassiker den er blevet. Selvfølgelig er effekterne virkelig flotte – især designet af hovedmodstanderen – men fine effekter er bare ikke nok til at løfte en ret så middelmådig Ghostbusters-film op til noget der holder i længden og vil blive husket.

Anmelder havde sådan glædet sig til at se filmen og ville så gerne have kunnet lide Ghostbusters: Frozen Empire, især da Ghostbusters: Afterlife viste rigtigt mange fine takter for denne filmseries fremtid. Det momentum er desværre gået tabt nu. Det er som om den hittepåsomhed og generelt gode stemning som filmfolkene fik etableret i Afterlife, er pist væk. I stedet leveres der gentagelser af elementer, man har set tidligere og som i stedet for at begejstre ender med at være en slags misforstået fanservice til de mest trofaste fans. Kapellet taler næppe på alle fans vegne, men den nye film synes bare at recycle mange af de elementer man i forvejen kender uden at tilføje nye, fascinerende elementer eller figurer. Selv filmplakaten er skuffende, for det flotte sceneri hvor Ecto-1 og spøgelsesjægerne går over en bundfrossen Brooklyn Bridge mod et lige så tilfrossent Manhattan optræder på intet tidspunkt i filmen.

At lave en god Ghostbusters-film forpligter, både overfor fans og ikke mindst de der er med i filmene. Hvis franchisen skal overleve på sigt, så skal der strammes alvorligt op. For skal man være rigtig hård, så fristes anmelder til at støve Ouija-brættet af, blot for at spørge selveste Ivan Reitman hvad han monstro mener om denne film, der ligefrem er dedikeret til ham personligt.