Det burde måske have været en advarsel, når der i pressemeddelelsen på den nye spillefilm Højst besynderlige typer i bylinen stod ”Filmen er skudt på bare 16 dage i København...”. I retrospekt burde holdet bag kraftigt overveje at bruge lidt mere tid på optagelserne næste gang, for selv om der da er momenter i filmen, der fungerer nogenlunde, så ender helhedsindtrykket desværre i denne anmelders øjne med at være en filmisk rodebunke, der ikke helt selv ved, hvad den vil med sin fortælling.

Filmen er Michael Wulffs egentlige debut som spillefilmsinstruktør. Han er - som langt de fleste ved - både komiker, forfatter, rollespilsentusiast og naturligvis den ene halvdel af Wulfmorgenthaler. Med dette in mente, så lød udsigten til at opleve ham udfolde sig som instruktør og forfatter på “den skæve komedie” som presseomtalen lovede, en film undertegnede bestemt ikke måtte gå glip af. Så fuld af forventning satte Kapellets udsendte sig til rette foran sit tv.

Der skulle dog ikke gå længe, før det blev ret tydeligt at dette var en film, der havde en del knaster. Grundliggende var ideen til historien da okay. Vi møder i filmens start Martin (Brian Lykke) der fortæller sin søster at han har brugt 37.000 kr på en forlovelsesring til kæresten og at vil fri til hende. Søsteren spørger om han har fortalt sin kommende viv om ”det der skete dengang”, men Martin nægter at følge rådet. Han synes ikke der er noget at tale om. Her har vil filmens første fremdriftselement – for seeren bliver nu ganske nysgerrig på hvad der er af hemmeligheder i Martins fortid.

I næste nu afvises Martin af sin kommende kone, der nærmest bare griner hånligt af hans ægteskabstilbud og forlader den restaurant de sidder på i raskt tempo. Martin bunder sin vin. Klip til Marin der ligger i koma på et gulv i Nordvest. Han vågner i en for ham fremmed lejlighed, ved at en ung kvinde Freja (Thit Aaberg) spørger om han skal kaste op. Hun ved godt at hans kone sagde nej aftenen forinden, men det går pludselig op for Martin at han har glemt den dyre forlovelsesring på restauranten. På vej derhen kommer Martin – måske bevidst, måske mere tilfældigt – forbi den lejlighed hvor hans gamle kammerat Knud (Rasmus Bjerg) bor. Knud er en excentrisk fyr, der taler som var han med i et lystspil fra trediverne. Knud kommer fra gode kår men er tilsyneladende nu arbejdsløs. Efter først at have givet Martin en røffel for ikke at have haft kontakt med ham i ti år, beslutter Knud sig alligevel at drage med den gamle ven ind til indre by. En slags ´Odysse´, som han siger.

Det er jo dette roadtrip til fods, tilsat jagten på den mistede ring, der skal udgøre filmens momentum. Alt imens Martin og Knud går gennem byen, støder de gang på gang ind i Freja. I en enkelt scene er de to midaldrende fyre sammen med Frejas venner i Frederiksberg have, hvor de snakker og ”chiller” i græsset. Freja har også sine egne problemer at slås med, problemer der på samme måde som Martins bliver afsløret idet handlingen skrider frem.

En titel som Højst besynderlige typer forpligter. Ikke mindst når afsenderen er Michael Wulff. Han har nemlig for længst bevist at han er morsom i et utal af sammenhænge. Til gengæld fremstår filmen mest af alt som et drama, snarere end som en “skæv komedie”. Det er jo ikke fordi at film ikke genremæssigt må trække på flere genremæssige veksler, men om at man forventer at grine, når man ser en komedie. Det udebliver hér.

Tillige virker manuskriptet som om det er blevet skrevet på endnu kortere tid end filmens optagetid. Derfor ender den med at fremstå som en meget konstrueret fortælling, der takket være dette også bliver ret så utroværdig. Det bliver aldrig rigtigt etableret, hvorfor en gruppe unge mennesker vil bruge tid sammen med to halvgamle mænd, når de inviterer sig til hygge på græsset i parken. Man har også svært ved at forstå hvorfor Knud er så hurtig til at genfinde sine venskabelige følelser for den kammerat der for år tilbage bare brød kontakten fuldstændig efter et mangeårigt venskab, endsige hvorfor Knud vælger at udtrykke sig verbalt som han gør, hans adelige baggrund til trods.

Selv om der da er ganske fine meningsudvekslinger og enkelte lidt muntre scener i filmen, så er langt størstedelen af figurerne både karikerede og svært utroværdigt skildret. Det grænser til dilletantkomedie. Dette gælder ikke mindst begge filmens mandlige hovedroller. Filmelskere ved jo at både Brian Lykke og Rasmus Bjerg er dygtige, men det kommer på intet tidspunkt til udtryk i denne film. Til gengæld skal der lyde stor ros til Thit Aaberg, som bliver filmens klare lyspunkt. Hendes Freja og ikke mindst hendes talent for at få givet liv og sjæl til sin figur der er mindst lige så tyndbenet som herrenes, er helt klart med til at løfte filmen i en positiv retning.

Rent teknisk er der også en elementer der ikke spiller på alle tangenter, især i forhold til klipningen. Lyd, lyssætning og kameraføring fejler ikke noget, men måske har de 16 optagedage gjort, at der ganske enkelt ikke har været nok materiale som klipper Nicolai Monberg har kunnet arbejde med. Det trænede filmøje vil især i filmens start kunne lægge mærke til en række continuity-problemer, når der klippes fra en indstilling i en samtalescene til den næste. ´Hør var hans arm ikke et andet sted lige før?´ kan man spørge sig selv om - og jo, det var den!

Anmelderi er i sagens natur – og som nævnt mange gange på disse sider – subjektivt og det er faktisk ikke synderligt rart at give en spillefilmsdebutant så hård en medfart. Desværre er og bliver Højst besynderlige typer værken rigtig sjov som komedie eller reelt gribende som drama. Den synes heller ikke at få italesat generationskløften eller parforholdet mere end blot på det banale plan. Så desværre ender den med at være en af de mange film, der alt for hurtigt får indskrevet sig i filmelskerens store glemmebog.