We turn bestsellers into blockbusters. Sådan lyder det sydsvenske produktionsselskab Yellow Birds ambitiøse motto. Succesen skabtes på baggrund af Henning Mankells bestsellere om politibetjenten Wallander. Videreført med filmatiseringerne af Stieg Larssons Millenium-trilogi, der ikke kun blev nogle af de bedst sælgende krimier i biograferne. De blev nogle af de bedste sælgende film. Punktum. Nu er tiden kommer til en tredje storsælgende svensk forfatter. Yellow Bird har kastet sig over seks af Liza Marklunds romaner. Den første Nobels testamente er netop udkommet på købsfilm.

Under Nobelfesten i Stockholm omkommer en kvindelig forsker under et attentat mod en israelsk prisvinder. Marklunds journalist Annika Bengtzon er også til stede. Så tæt på handlingen, at hun bliver politiets kronvidne i sagen. Meget peger på Israel-Palæstina-konflikten som grundlag for attentatet, der betegnes som terror. Da Bengtzon får tavshedspligt som vidne, kan hun ikke skrive om sagen. I stedet giver hun sig til at grave i den døde kvindes fortid. Og finder en historie, som hun kun selv i starten kan tro på.

Filmen lægger sig tæt op ad Marklunds forlæg, men skærer behørigt i det, der – lidt nedsættende – har ledt til, at Marklunds krimier er blevet kaldt for femikrimier. På trods af at Bengtzon i filmen har lidt problemer med sin søn, der mobbes i skolen, så er parforholdsproblemerne, børnepasning og tandbørstning skåret ind til benet til fordel for et hæsblæsende plot. Det er også nødvendigt. Det er tydeligt, at filmen tilmed retter sig mod tv-mediet, hvor den vil passe perfekt ind i en aftens flow med sin halvanden time lange spilletid.

Det er naturligvis ikke filmens skyld, at Marklunds forlæg er en noget forudsigelig krimi, hvor sammenhængene meget tidligt anes. Men det bliver desværre til dens elementære problem. Det er simpelthen for nemt at regne nogenlunde ud, hvordan det hele hænger sammen. Den henter nogle stilmæssige elementer i thrilleren, der gerne afslører lidt mere for seeren, end efterforskeren ved. Dette er filmens akilleshæl: Den afslører for meget, og det bliver en anelse kedeligt.

Alligevel virker det dog oplagt at bruge netop denne roman som den første i filmserien, selvom den er nummer seks i bogserien. Den er spektakulær, og journalisten Bengtzon sættes fra bestallingen, hvorved der levnes plads til at etablere hendes transgresserende karakter. Bengtzon spilles af teaterskuespilleren Malin Crepin, der formentlig med sin rolle i disse seks film får sit store gennembrud. Hun er køn, smilende og faktisk velspillende. Det er ikke hendes første spillefilmsrolle, men det er den, hvor hun naturligt vil få mest bevågenhed.

Filmen er instrueret af danske Peter Flinth, der gjorde sig godt bemærket med en række ungdomsfilm i Danmark. Han var kortvarigt med på Yellow Birds Wallander-serie i den vellykkede Mastermind (2005), men fik sit egentlige gennembrud med filmatiseringerne af Jan Guillous Arn-bøger. Han manøvrerer sig da også stilsikker gennem Marklunds krimi, og står også ved roret ved en enkelt af de kommende i serien. Det eneste, som Nobels testamente mangler, er faktisk en lidt mindre gennemskuelig historie. Men det bliver desværre fatalt i dette tilfælde. Det er jo trods alt en krimi.