Lad mig sige det med det samme: Min Gloria er også min. Eller rettere Cleo og Gloria – for de to er uløseligt forbundet i kærlighed, nærhed og umiddelbarhed. Hos øjenlægen, i køkkenet, på legepladsen og i god-nat-sengen. Sådan introduceres Cleo (6 år) og Gloria hendes Vestafrikanske modne, Nanny, som man på de kanter kalder barnepigen, tager sig kærligt af den moderløse pige, hvis arketypiske franske fortravlede pariser, men sympatiske, enkemand af en far (Arnaud Rebotini), der lever alene med sin lille pige Cleo.

At man kan få en 6-årig pige til at spille så nuanceret ægte og gribende, i dette meget enkle plot er ubegribeligt – men sandt! Aldrig overspil, på trods af tåre og smil til overmål. Den franske instruktør Marie Amachoukeli-Barsacq har på ubegribeligvis fået lille Louise Ilça Moreno Zego til at udtrykke det virvar af følelser den lille Cleo rummer – mesterligt. Glemmes skal ikke Gloria (Louise Mauroy-Panzanis) præstation, med plads til både ægte kærlige moderfølelser for egne børn og lille Cleo. Og det er det Min Gloria handler om.

Et hverdagsliv, hvor Gloria, giver/sælger sin kærlighed som reservemor for Cleo mod betaling, for at kunne sende penge hjem til sine to børn, der passes af mormor, hjemme på den vestafrikanske ø Cap Verde. Et strejf fra kolonitiden? Og så kommer meddelelsen om at mormor er død – og at der er akut behov for, at den ægte mor kommer tilbage. Men hvad med lille Cleo? Hun må blive tilbage med et lille løfte fra den ofte mobildistræte far, om at Cleo må komme på sommerbesøg hos familien på Kap Verde.

Vi oplever Glorias tilbagekomst og hurtige integration, ikke mindst nu hvor hendes ældste pige er gravid – og alle venter med spænding på det første barnebarn. Sommeren nærmer sig Cleos længsel mod Gloria er slående og ægte – faren husker ikke helt klart sit løfte om en rejse til Kap Verde – men Cleos inderlige længsel overbeviser ham, og hun får lov til at møde den fremmede verden.

Cleo modtages af Gloria med åben ægte varm kærlighed, hvorimod familien, naturlig nok, er mere optaget af det ny barnebarn end den kunstige familietilvækst. Et møde med en fattig, beskeden verden, stadig fyldt med etniske modsætninger sort/hvid. Men her oplevet af en 6-årig, som ikke vægter velstand/fattigdom i forhold til omsorg og kærlighed. Her er selvfølgelig nuancer af jalousi i forhold til den ny baby, til teenagedrengene og andre mindre familiedramaer. Strid om forsvundne penge. Sønnernes forsigtige afstand og tilnærmelse.

Glorias er stadig Cleos, men aldrig på bekostning af de andre børns kærlighedskrav. Og det er vel filmen fineste budskab.

Min Gloria er fortalt i smukke nærbilleder, hvor hver følelse får lov til, i forstørret udgave, at vibrere og give tilskueren muligheder for at være med i dette miniportræt af ægte moderkærlighed.

Vi er langt fra Walt Disneys Snehvide, med den onde stedmor (øv grimt ord) eller hans overfriske guvernante Mary Poppins med paraply og flyve-evner. Læg dertil, at Marie Amachoukeli-Barsacq i enkelte afsnit bryder filmens flow med klip af animationsfilm med penselstrøgene malerier, oftest for at illustrere stemninger og u-udtrykte tanker hos den 6-årige. Lidt krukket, men det fungerer!

Og det gør det vigtigste i filmen også: Troværdighed og inderlighed.

En stille, meget stille film, med en indre action og en imponerende præstation fra de to hovedpersoner.

Min Gloria er også Min Cleo.