Det er sjældent en filmtitel rammer plet og dækker både plot og pointe. Det gør Synkefri, Christian Andersens (der debuterede som spillefilmsinstruktør i 2019 med Ingen skal sove) dramatiske spillefilm, der tager udgangspunkt i skibskatastrofen d. 1.december 1981, ud for Hirtshals havn, hvor både den kuldsejlede fiskekutter og den synkefrie redningsbåd, opsluges af havet. Tre lokale fiskere fra fiskekutteren Hanne Dorte og seks redningsfolk fra RF2 mistede livet i indsejlingen til Hirtshals Havn under ekstremt dårlige vejrforhold.

En tragedie der ryster det lille fiskersamfund. Farvandsdirektoratet fastslår skråsikkert, at den fejlslagne redningsaktion skyldes en fejlagtig manøvrering fra styrmandens side, når redningsbåden vælter 180 grader rundt og ligger med bunden i været. For redningsvæsenet i Hirtshals har netop modtaget et garanteret 100% synkefri redningsfartøj fra farvandsmyndighederne.

Ingen tvivl om det.

“De pikmider skal ikke beskylde vores far for at være skyld i ulykken”, fastslår Henrik (Sylvester Byder), den 17-årige stedsøn, efter den omkomne redningschef. Her begynder Henriks næsten fanatiske indsats for at rense den elskede stedfars eftermæle. En efterforskning, som hverken lokalsamfundet eller familien understøtter. Lad mig have min sorg i fred, siger moren (Johanne Louise Schmidt) og koncentrer sig mere om de andres sorg for helt at forsømme Henrik og hans lillesøster.

De lokale fiskere mener at avisartikler om dobbeltforliset nær Hirtshals Havn kun er en unødvendig rippen op i noget der nu endda er sket og noget som skader havnens omdømme. Offentlig skandale og bøvl med myndighederne vil endda øge risikoen for arbejdsløshed. Helt galt bliver det da det lykkes for Henrik, at få tv til at interessere sig for ulykkens forløb.

Det er de to spor, der gør Synkefri til mere end blot et vellykket dokumentarisk plot omkring familiens sorg og lokalsamfundets reaktioner med Henrik i centrum. Man mærker at instruktøren selv er tæt på fisker-miljøet, ja, så tæt at Christian Andersens mors mand, netop var redningsstyrmanden, der omkom. Så Henriks lyst til at retfærdiggøre redningsfolkene og vrede mod autoriteterne, kommer ikke fra fremmede!

Det der gør Synkefri anderledes autentisk er ikke mindst nærbilledet af det lille traumatiserede lokalsamfund og de enkelte fiskere – hvor druk og slå-på-tæven også er en del af fællesskabet, med kroen i centrum, som varme- og skadestue. 120 lokale statister indestår for ægtheden, der føles som en hyldest til hjemstavnen.

Klart i centrum står Henrik, den vrede unge mand på 17 år, nuanceret og troværdigt spillet af Sylvester Byder, men det er naturen, havet, i al sin voldsomhed og ubønhørlighed, der er den dramatisk nerve og dermed gør Synkefri til meget mere end en forsinket revidering af forlisene for 22 år siden.

En ægthed langt fra samtalekøkken og raffineret replikkunst. Lidt tung og forudsigelig, men fri for banalitet og klicheer – og det er en dyd, ikke mindst i Vendsyssel.