Petrunya er småfed, arbejdsløs, universitetsuddannet historiker, 32 år, uden kæreste, bor hjemme hos sine halvgamle forældre i en lille fattig Nordmakedonisk landsby. Sådan introduceres hovedpersonen, der tvunget af sin krævende, ambitiøse mor, er på vej til et jobinterview. Et arbejde som sekretær, langt under hendes kvalifikationer, på en stor tekstilfabrik med hundredvis af kvinder, der monotont, arbejdsomt er bøjet over symaskinerne. Heller ikke denne gang får hun jobbet. Chefen nedgør hende totalt. Han når undervejs både at få lagt hånden på Petrunyas lår og erklæret hende for så grim, at han overhovedet ikke gider gå i seng med hende. Så kan det vist ikke blive grovere.

Det kunne være oplægget til en vred socialrealistisk dokumentarfilm. I stedet får vi, med instruktøren Teona Strugar Mitevskas makedoniske, Berlin Filmfestivalpræmierede, spillefilm Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya, en skarp kritisk satire, vendt mod autoriteterne (kirke/politi/medierne) og ikke mindst mod indgroede kvindenedgørende fordomme.

Petrunya, dejlig legemliggjort af Zorica Nusheva, går smådeprimeret fra sin fejlslagne jobsamtale. På vejen hjem støder hun på en katolsk procession med kors, bander og præst i spidsen. Optoget er på vej ned mod floden, til den årlige ”kors-kastning”. Et lokalt ritual, hvor den katolske præst fra broen kaster et trækors i floden, mens hundreder af unge mennesker på flodbredden, står klar til at springe i, for at kapre korset, og dermed ifølge overleveringen, sikre sig velstand og lykke i det næste års tid!

Tilfældet vil at Petrunya, der står tæt ved broen, øjner korset på flodens bund, hopper fuldt påklædt i vandet, og kaprer sejrsstolt det eftertragtede kors. Og så er fanden (undskyld) løs. De vilde, voldelige unge fravrister hende det lykkebringende kors - på trods af, at de mange tilskuere med egne øjne har set, at det faktisk var Petrunya, der bragte korset op til overfladen, hvilket en videooptagelse heldigvis kan bevidne. Petrunya, der bestemt mener, at også hun har ret til lidt lykke, vil ikke afgive trofæet. Den religiøse tradition fastholder, at lykkekonkurrencen kun er for mænd. Pateren har dog, i første omgang, autoritet og retfærdighedssans nok til, at give korset tilbage til Petrunya, der hurtigt får kæmpet sig ud af mængden, med sit dyrebare eje.

Men har en kvinde overhovedet ret til at deltage i den religiøse handling, for slet ikke at tale om at beholde korset? Det er kernen i filmen. Holdningen er entydig fordømmende hos landsbyens indbyggere, godt støtte af kirken og det lokale politi, der kun bliver yderligere provokeret af at Petrunya, stædigt og velformuleret, fastholder sin ret til lykkekorset. En lokal insisterende kvindelig tv-journalist, der ser konflikten som kvindekamp og et åbenlyst mandsmagtmisbrug, er blandt hendes få støtter, der tør sige de patriarkalske autoriteter imod.

Et handlingsplot fra et fjernt middelaldersamfund, hvor det provokerende spørgsmål rejses: ”Tænk nu, hvis Vorherre er en kvinde?”. Eller, hvor pigen, der ikke frivilligt vil afgive sit lykkebringende kors, bliver voldeligt overfaldet, kaldt ’luder’ og ’djævlen i kvindekrop’, truet af ærkebiskoppen og retsmyndighederne. En fantasifuld satire, der afklæder hykleri og mandschauvinisme, så det batter. Og dog. Hændelsen fandt faktisk sted i Nordmakedonien, for små ti år siden og inspirerede instruktøren til den hårdhændede kritik af mandsdominerede normer og traditioner, der nok i nutidens moderne samfund, er iklædt andre klæder.

Emnet er alvorligt nok. Men heldigvis, ikke mindst gennem Petrunyas varme udstråling og de mange groteske scener, bobler filmen af humor midt i det patriarkalske landsbytyranni. Et ekko fra en fremmed verden, med en tone, der nok kan give genklang i vores ligestillings bevidste samfund. Og det er filmens styrke.