Angelique er barpige. Måske ikke så meget pige mere, for hun er 60 år, men stadig aktiv som ”champagne-pigen”, der gennem hele hendes lange nattelivet har ”underholdt” de mandlige gæster med charme og omsorg mod billig champagne til overpris.

Angeliques liv er et natteliv på en halvbilig cabaret- stripteasebar i Lorraine tæt ved den fransk/tyske grænse. Kammeratskabet mellem barpigerne, nattens fest og farver og professionel omsorg for gæsterne, sådan ser Angeliques verden ud. En verden der har sat sine mærker: rynker, farvet hår, en aldrende krop og også indtjeningsevnen signalerer, at forfaldet nærmer sig. Festen er ved at være forbi, selvom livsviljen og humøret intet fejler.

Sandhedens time kommer, da en af beundrerne, en pensioneret minearbejder og trofast barkunde, frier til hende – og hun siger ja – efter først at have tørret et fjollet grin af ansigtet.

Det kunne lyde som en rigtigt veludtænkt psykologisk udviklings drejebog. Samtidig er det ren ”cinema-verite” i slægt med Jean Rouch , John Cassavetes 50’er film og Dardenner brødrenes nutids film. Ikke en dokumentarfilm, selv om hovedpersonerne spiller/er sig selv, replikkerne improviseret, manuskriptet Angeliques liv – og så står der, endda hele tre instruktører bag kameraet.

Party Girl er historien om Samuels mor – og Samuel står sammen med to filmskolevenner for instruktionen. Angelique Litzenburger og hendes fire voksne spilles alle af dem selv.

Vi er tæt, meget tæt på en dokumenteret virkelighed. Party Girl er også i slægt med Dogme-filmenes håndholdte kameraer og improviserede dialoger.

En rå usminket virkelighed. Om at betale prisen for ”et frit natte-og underliv”. Familiesvigt, små lurvethed – og samtidig et billede af Angeliques selvironiske overlevelsesevne. Angelique er i filmen ikke bange for at udstille sit liv. Konfrontationen med hendes fire børn er hjertegribende ægte. Ingen banal romantisering eller moralsk pegepind.

Brylluppet, der skal gøre ”Nattens skønhed” til borgerlighedens skødehund er hendes livs turning point – og kan hun det?

Det er filmene eksistentielle spørgsmål.

Men Party Girl kan mere. Et nattemiljø i lurvede omgivelser, med strip- tese, ensomme mænds liderlighed og champagnebrus til hede rytmer og betalt barpigecharme. Et arbejdermiljø i en grænseby, hvor natten synes grænseløs.

Angeliques historie afvikles med det forestående bryllup som det dramatiske omdrejningspunkt. Brudgommen, tung og sympatisk (her dog, undtagelsesvis, ikke spillet af den rigtige ægtemand) er barkunden, hvis grå hverdag som pensioneret minearbejder er langt fra Angeliques kulørte bar-verden. Måske elsker hun ham ikke voldsomt, men Angelique er pragmatikeren. Hans beskedne murmestervilla er trods alt bedre end hendes lille snuskede værelse over natklubben, hvorfra hendes verden går. Gift bliver de. Og hvad så? Vi har vores tanker og ideer.

Party Girl er en sympatisk film, hvor ægtheden, alene gennem familieskabet, står til troende. Spørgsmålet er blot om er det nok? Er ”den totale ægthed” stærkere end ”den kunstneriske”? Kan man i det hele taget stille de to udsagn overfor hinanden?

Smerten, svigtet – og indblikket, kryber, trods dokumenteret ægthed, ikke rigtigt ind under huden. Selv Cannes Filmfestivalens prestigefyldte ”Camara d’Or” (2014) kan ikke skjule, at Party Girl nok er prisværdig ægte, men nok også mangler den dirrende kunstneriske nerve.

En imponerende film – læg dertil at hele filmholdet (næsten) alle er spillefilmsdebutanter.