Efter min mening kunne den danske kulturkanon reduceres til et enkelt værk: Claus Deleurans Rejsen til Saturn (1977). Her er dansk kultur og danske værdier i ren aftapning. Det er således en klassiker, som nu er blevet animeret af A-film, der også stod bag Terkel i knibe.

Historien er blevet opdateret til vor tid. Skibsreder mm. Kurt Maj (Klaus Bondam) har finansieret en ekspedition til Saturn for at sikre Danmark værdifulde ressourcer. Ekspeditionen bliver anført af den mentalt ustabile sergent Arne Skrydsbøl (Frank Hvam). I sidste øjeblik bliver "astronauten" Per Jensen (Casper Christensen) hyret som navigatør (skønt han i virkeligheden har forfalsket sit eksamensbevis fra rumakademiet). Om bord er også Jamil (Ali Kazim), der står for maden, og Fisse-Ole (Simon Jul), der har ansvaret for forsyninger (hvilket først og fremmest vil sige rigeligt med øl). Hvad de ikke ved, er at Saturn allerede er erobret af aliens på jagt efter vand; og at Kurt Maj i virkeligheden er ude på at sælge Jordens vandressourcer til de fremmede. Ekspeditionen bliver overmandet på Saturn, og snart er de fremmede på vej mod Jorden. Bistået af Pers eks-kæreste Susanne (Iben Hjejle) forsøger ekspeditionen at nå tilbage for at redde Jorden, hvilket indebefatter en tur gennem et sort hul og et besøg i Himlen (hvor Skt. Peter læser himmelsk porno), hvor de låner Helligånden. Og snart må de fremmede sande, at danskerne ikke bare overgiver sig - i hvert ikke så længe vi har øl.

Som det næsten altid gælder, når klassikere filmatiseres, så har man måttet udelade en mængde detaljer. Persongalleriet er blevet mindre og der er subplots, som er strøget; men alt i alt så er det lykkedes at ajourføre Rejsen til Saturn med respekt for originalens ånd. Animationen er holdt i Claus Deleurans streg, men er samtidigt umiskendelig A-film (a la Terkel i knibe). I tegneserien havde Skrydsbøl en vis lighed med Kristelig Folkepartis daværende leder Jens Møller. I filmen har han ikke samme fysiske lighed med en samtidig politker, men Frank Hvam har givet ham en stemmeføring, der minder påfaldende meget om Anders Fogh Rasmussen. Dermed er det også antydet, at ekspeditionen til Saturn skal ses i lyset af danske militære operationer i Irak og Afghanistan. Ikke mindst når Skrydsbøl forklarer The Alien Dictator (Peter Belli), at formålet er "at tage jeres ressourcer og give jer demokrati og ytringsfrihed".

Rejsen til Saturn er ikke en folkekomedie, men et folke-rumeventyr. Det er en skarp satire over danskhed og dansk kultur, sådan som også Claus Deleurans oprindelige historie var det. Her er skumle erhvervsfolk, følgagtige politikere og elskelige tabere, som selvfølgelig til slut viser sig som de sande helte. Det er grovkornet, ofte smagløst og alt flyder i øl; men også leveret med den kærlige satiriske ånd, som kendetegnede Claus Deleuran. Det er dansk kultur og værdier afklædt al national patos og dermed måske mere dansk end nok så mange kulturministerielle kanoner og nok så megen kulturkamp. Det er en danskhed, der hårdnakket nægter at tage sig selv alvorligt; og det er i grunden ret så sympatisk.

Rejsen til Saturn er nok en vellykket animation fra A-film. Men husk også at læse Claus Deleurans originale (i en hver betydning) tegneserie.