Ønsker er menneskelige! Det er en almindelig psykologisk mekanisme at hige. Ønsker er objektiviseringen af det, vi higer efter, hvor vi – indenfor eller udenfor rækkevidde – placerer os, så det bliver mere eller mindre sandsynligt, om vi kan opfylde ønsket. Det gælder også, når vi skal definere vores identitet, hvilket hos de fleste sker gennem den profession, der sidder som automatsvar, når vi bliver spurgt, hvem vi er. Derfor er higen efter den rette profession et ønske, de fleste moderne mennesker kan nikke genkendende til. Men hvor langt vil vi gå for at få den rette stilling?

Christian Dyekjærs debutfilm Spillets regler tager fat i dette ønske, et ønske der længe har naget den midaldrende lektor i psykologi Manfred (Peter Gantzler). Da han får afslag på et professorat på Århus Universitet, bilder han sig selv ind, at han ikke er den individualiserede, professionshigende lektor, der ønsker at bruge sin tid på at gøre sig bekendt med og bemærket hos de rigtige mennesker for at komme i betragtning – indtil instituttets professor tager sit eget liv.

Skarpsindigt analyserer filmen herfra, hvad der sker hos det menneske, der pludselig ser sin livs mulighed dukke op – og lige så hurtigt forsvinde igen. For ind ad bagdøren kommer Finnemanns gamle studiekammerat Poul, der for det første formår at træde vande hos de rigtige folk, men for det andet bærer han også rundt på en profil, der synes at overhale Manfred indenom. Så selvom Manfred er ekspert i vredeshåndtering, får han pludselig temmelig svært ved at holde vreden inde.

Instruktør Christian Dyekjær får her chancen i det, der kaldes New Danish Screen, som er et talentudviklingsprogram hos Det Danske Filminstitut. Her får nye instruktører chancen for at prøve kræfter med produktionsapparatet, der ellers normalt godt kan slå enhver gnist af talent ihjel pga. de omfattende budgetter. Med andre ord kan vi vente os produktioner i mindre format end normalt, men samtidig er der dermed også chance for at de mindre, smalle og ofte mere kontrollerede film slipper igennem. Og Spillets regler formår inden for disse rammer at etablere et lille stykke filmisk teater om menneskelig attrå og selvkontrol – eller mangel på samme.

Det gør ondt i mellemgulvet, når vi følger Manfred gennem sine banale dumheder og uigennemtænkte gerninger, der undervejs bringer ham tættere og tættere på en tilstand af ”et lavere stadie i evolutionen” – som han selv kalder vrede under en forelæsning. Og denne tæerkrummende smerte i mellemgulvet, der udspringer af den kulsorte humor, som præger skildringen af Manfred, er filmens vigtigste fæstning. For når det således er et mindre kammerspil på et mindre institut på et universitet blandt få hovedkarakterer, så skal vedligeholdelsen af de krummede tæer komme fra samspillet mellem de enkelte karakterer.

Her er Gantzler heldigvis sluppet vel ud af sin lidt entydige spillerytme, og Manfreds karakter vækker en sand modstrid er følelser hos seeren. Som hovedkarakter er han på samme tid den, der appellerer til identifikation, og den, der frastøder enhver form for medhold. Det opretholder Gantzler meget fint, mens modspillet fra Stine Stengade desværre ikke formår at holde standarden. Men Henrik Prip er uden tvivl den bedste i rollen som Poul, der også vækker en række modstridende appelværdier. Dermed er filmen enormt svær at få hold på (og her undlader jeg at omtale de små fejl, der er i scenografien undervejs), fordi den trækker seeren ind i den hvepserede, hvor man egentlig helst vil holde fingrene fra. Psykologien er – hos psykologen – det vigtigste.

I sin lidenhed fungerer Spillets regler faktisk overraskende godt…