I slutningen af september sætter SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Få fortællere kan tage fat på det smertelige, det depressive, og det dødsangste og slippe af sted med det, og få formår at begribe disse menneskelige hjertekvaler uden, at fortællingerne bliver tungsindige og deskriptive snarere end sindrige og genoprettende. En, der gang på gang ”ser døden i øjnene”, men samtidig mønstrer en positiv opbyggelighed, er Woody Allen – og Hannah and Her Sisters fra 1986 er ikke meget anderledes, trods en vis forskellighed...

Det er måske tilfældigt, at dødstemaet tages op i starten af behandlingen af denne film, for det er blandt de mere generelle, gentagelige temaer, som Woody Allen tager op i sine sofistikerede komedier. Samtidig er det også mere perifert end vanligt, på trods af det er et gældende træk, at det netop er et bitema i kølvandet på filmenes centrale temaer. Hannah and Her Sisters lever nemlig op til sin titel og fortæller en historie Hannah og hendes søster, men et af de tilknyttede spor er Mickey, Woody Allens egen karakter, der er hypokonder og ganske angst for visse sider af livet. Da det ser ud til, at han rent faktisk er syg, begynder han at afsøge religiøse muligheder, hvor netop døden – eller angsten for samme – er den udslagsgivende faktor.

Men det er Hannah, hendes mand (Mickey er hendes eksmand), og de to søstre Lee og Holly, der er i fokus. Hannah lever et fornuftigt liv med sin mand, der dog desværre – i hvert fald for Hannah – er forelsket i Lee, mens Mickey i øvrigt også undervejs dater Holly. Ja, indviklet virker det, men med vanlig naturlighed får Allen knyttet de komplicerede tråde sammen i et spil, man kunne omtale som eksistenskomedier. Det er nemlig de kranke og mindre kranke menneskeskæbner, der er i centrum, mere end det er den egentlige komedie; de komiske elementer er bragt mere i baggrunden i forhold til andre mere slapstick- eller humorvendte komedier fra Allen, men samtidig er det netop i de enkelte situationer, der opstår i dette forvekslings- og gemmelegsmønster, at de komiske optrin fremkommer.

Selvom det er en lidt utraditionel Allen-film, er dialogen stadig skarpt skåren, de små fiffige dramatiske tableauer på sin plads, men hvor der plejer at være streg under komedie, er der i denne en tyk streg under det eksistentielle, selvom beskrivelsen er en ganske generel Allen-deskription. Samtidig er det quasiautobiografiske spor stadig indført, mens de sædvanlige branchemæssige og fortælletekniske selvreferentielle særpræg også skrevet ind. Denne gang ganske direkte i karakteren Holly, der undervejs begynder at skrive tv-stykker om den besynderlige familiekonstellation – lidt som den film, vi netop ser, og Woody Allen spiller i øvrigt selv tv-producer. Ydermere, hvis vi skal blive i det selvbevidste, så tager filmen også en række favntag på forskellige kunstteorier, men det er igen engang et gennemgående træk hos Allen – og denne gang er det malerkunsten, der inferiørt disputeres gennem Max von Sydows rolle.

Man kan med andre ord nå meget i en Woody Allen-film, og derfor er det de færreste, der keder sig, når de ser hans film. Skulle de heftige, måske lidt tyngende dialoger – præget af filosofier, teorier, og banal eksistenstænkning – være for meget, så er Hannah and Her Sisters et godt sted at lade den hovmodiske, semiusikre parforholdshumor afløses af et ”mere voksent” udpræget eksistensdrama med komisk krydderi. Sammen med dybden i filmene er der med andre ord også en vis bredde.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden den næste tid:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)