Den amerikanske instruktør Paul Thomas Anderson har for længst bevist at han kan lave film. I såvel Punch Drunk Love, There Will be Blood og Magnolia (sidstnævnte, mener mange filmfans er mandens hovedværk, hvorimod anmelder – muligvis kontroversielt – synes den er en anelse kedelig) har han bevist at han kan skabe spændende og meget forskelligartede filmiske universer.

Den af hans andre film, som rent tidsmæssigt kommer tættes på den nye Licorice Pizza, er Boogie Nights. De foregår begge to i halvfjerdsernes San Fernado Valley i Californien. Der er dog ikke ret meget porno eller disco over den seneste film, for selv om håret, påklædningen og interiørerne måske er sammenlignelige, så er den nye film en meget sød, skæv og lettere mærkværdig film, hvis primære omdrejningspunkt er det komplicerede forhold mellem to unge mennesker; pigen Alana og den lidt yngre dreng Gary.

De møder hinanden i starten af filmen, hvor han skal have taget et billede til skolens årsbog og hun er en af skolefotografernes assistenter. Selv om det måske ville være oplagt at tro at de to straks falder for hinanden, især fordi de begge er outsidere, der har deres helt egen måde at anskue verden, omgivelser og deres situation på, så sker det ikke. I stedet er handlingen en, hvor seeren skiftevist følger enten ham eller hende, på deres respektive tur gennem rejsen fra barn til voksen.

Deres veje krydses ofte, men kærligheden udebliver, til trods for at de helt tydeligt er tiltrukket af hinanden. Alana er lidt ældre end Gary og kan umiddelbart ikke se sig selv som andet end hans gode ven, men hun beundrer stadig hans drive, tro på sig selv og iværksætterånd. Han er også vild med hende, men lader sig ikke slå ud af hendes afvisninger, idet han har en stålsat tro på at hun er kvinden i hans liv – selv om der selvfølgelig også er andre han betages af.

Før Gary starter sin første virksomhed finder vi ud af, at han har en fortid som barneskuespiller, selv om han måske er blevet lidt for voksen til den slags roller. Det gør at han er kendt vidt omkring i byen og ha en masse gode kontakter. Hun vil mægtigt gerne forfølge andre veje end sit nuværende job og da Gary nærmest ved et tilfælde finder ud af at der er blevet opfundet en helt ny, spændende ting — vandsengen — så slår de to pjalterne sammen. Garys forretningsidé er slet ikke tosset, for hurtigt finder de ud af at det er nemt at sælge disse vandsenge. Inden længe gløder telefonerne og begges venner hjælper til med at få det hele til at løbe rundt.

Alana vil dog også gerne forsøge at give skuespilleriet et skud, så takket være Garys agent, får hun mulighed for at gå til audition på en spillefilm. Kapellets skrivekarl vil ikke gå i detaljer med hvad der sidenhen sker, men kan kun fortælle at det ikke er i skuespilbranchen at hun ender. Efter en dag hvor det går helt galt for Alana, Gary og deres venner, beslutter Alana, at det er på tide at tage en pause fra hendes ven. Derfor beslutter hun at blive en del af den kampagnestab, der gerne skulle sikre en lokal politiker borgmesterposten ved det kommende kommunalvalg.

Selv om Licorice Pizza er en film, der handler om to unge mennesker, så bliver deres liv og det som de oplever i lige så høj grad et portræt af det land, de er en del af. Garys foretagsomhed i forhold til at se muligheder i markedet hvor han først investerer i vandsenge, for så i samme sekund flippermaskiner igen gøres lovlige, at satse alt på at skabe en arkadehal samme bygning er selvsagt et billede på den Amerikanske drøm. Måske især den drøm der handler om at tjene penge hurtigt, at identificere et hul i markedet og at reagere på dette. Alanas skuespilleri samt hendes engagement i politik, bliver ligeledes en skildring af de Hollywooddrømme og ambitionen om at klatre op af den politiske rangstige på lignende vis.

Licorice Pizza er en mystisk titel på en lidt mærkværdig ungdomsfilm, der ved nærmere gennemsyn måske rummer flere lag end først antaget. Den tager sig tid til at fortælle sin historie, men det er bestemt ikke kedeligt. Dialogerne er virkelig gode og det er skuespillerne også. Alana Haim er fremragende som Alana, hvis søstre i øvrigt spilles af hendes rigtige søstre (de har i virkelighedens verden dannet bandet 'Haim', der spillede en framragende koncert ved årets Roskildefestival - red). Lige få fremragende er Cooper Hoffman som den energiske Clark. Fedt er det også at se Sean Penn, Tom Waits og Bradley Cooper i mindre biroller, men det er primært forholdet mellem dreng og pige, der fokuseres på.

Med frygt for at spoile, så indtages der aldrig i filmen en ret, der tilnærmelsesvis minder om filmens titel, men måske hentyder titlen til at vore hovedpersoners relation er lige så mærkværdig som kombinationen af pizza og lakridstopping. Lige som denne mærkværdige ret, er Licorice Pizza sikkert også en film der vil dele vandene, men Kapellet kunne faktisk rigtigt godt lide den. Filmen er nemlig både morsom, melankolsk, byder på godt filmhåndværk og så er det som nævnt en fin hyldest til perioden den foregår i og til den amerikanske foretagsomhed, fra en æra hvor alting syntes lidt mere uskyldigt end de er i dag.

Addendum: Den trofaste korrekturlæser Steen, har efterfølgende gjort opmærksom på at "licorice pizza" er et obskurt engelsk slangudtryk for en LP-plade.