Sexturisme og ægteskaber med thailandske kvinder er et følsomt emne at beskæftige sig med. Det er et fordomsfuldt farvand at bevæge sig i, og ofte flammer forargelsen, når provinsielle mænd importerer en kone fra fjernøsten. Janus Metz satte dansk fokus på emnet i sine to dokumentarfilm Fra Thailand til Thy (2007) og Fra Thy til Thailand (2008) med interesse for den thailandske subkultur, der er opstået i og omkring Thy, fordi mange mænd har hentet hustruer dertil. Den danske instruktør Mads Matthiesen spillefilmsdebuterer med 10 timer til paradis. En fin fortælling om samme emne, der er behandlet med delikat humor og glimrende fornemmelse for fortælleteknik.

Den 38-årige bodybuilder Dennis forsøger sig uden held at finde en kæreste i Rødovre, hvor han bor. Han bor hjemme hos sin overbeskyttende mor, der ikke uden videre har tænkt sig at give slip på ham. Da hans onkel bliver gift med en thailandsk kvinde, aner Dennis en mulighed for sig selv. Han planlægger – uden sin mors vidende! – at besøge Thailand i håbet om at finde kærligheden der. Umiddelbart lyder det som en gennemtypisk dansk film fra den hjertelige realismeskuffe. Det er det også i nogen grad, men fortællingen har så mange fine elementer, at disse hæver niveauet betragteligt. 10 timer til paradis er en særdeles lovende debut for Mads Matthiesen.

Kim Kold, den enorme fyr der spiller Dennis, har hidtil haft småroller i dansk tv og film. For fem år siden spillede han Dennis i Matthiesens kortfilm ”Dennis” (2007), der benytter sig af nogle af de samme elementer som 10 timer til paradis, som udfolder disse yderligere. Kim Kolds præstation er iøjnefaldende. Han spiller med slet skjult selvironi og sanselighed, en sanselighed som særligt kommer til udtryk i samspillet med Lamaiporn Hougaard, der spiller den thailandske pige Toi. Billederne af kæmpen Dennis, der bukker sig ned for at kysse den lille Toi, er underspillet kostelige, og krydrer problematikken med lempeligt humør. Samlet har filmen hele tiden et glimt i øjet, men formår det helt uden at nedgøre hverken Dennis eller emnet.

Fortællingens rytme er en vigtig årsag til, at det fungerer, som det gør. Selvom det er en ret straight story, så tilbageholdes information hele tiden. Det er fx, da Dennis kommer hjem fra Thailand, uvist, hvilke følger hans møde med Toi får for ham. Kommer hun til Danmark, skal han selv af sted igen, hvad fornemmer hans mor? Spillet mellem Kim Kold og Elsebeth Steentoft, som spiller Dennis’ mor Ingrid, er også underfundigt og tærkrummende. Hun er et knugende overjeg i Dennis’ bevidsthed, der hele tiden splitter ham mellem det, han egentlig helst vil, og hensynet til en mor, der ikke har tænkt sig at give slip. Igen er billederne af den lille mor, der ’rykker rundt’ med den enorme Dennis, drama indpakket i sortsværtet humor.

Samlet set fungerer 10 timer til paradis derfor overraskende godt. Den formår at behandle et meget besværligt emne med dyb respekt og en tågelettende humor. Mads Mathiesens øvrige kortfilm beskæftiger sig også med emner, der normalt er svære at omsætte til gribende længere fortællinger. Fastholder Mathiesen sin interesse i disse normalt fiktionsmæssige ’udskud’, så kan han etablere sig som en unik stemme i dansk film. 10 timer til paradis er skrevet sammen med en anden lovende stemme i dansk film, Martin Zandvliet, som stod bag Applaus (2009) og Dirch (2011). Sammen har de skabt en film, der ser et emne i øjnene fra sin egen side. Uden fordømmelse, uden nedsættende bemærkninger, men med en substantiel og dybfølt interesse.