Gode historier udspringer af det, vi ikke ved noget om. Derfor er højst upassende at fastslå fiktionen som løgn, idet fiktionen måske nærmere suspenderer diskussionen af sandhed over for løgn. Men samtidig er der da ingen tvivl om, at fiktion også kan tænke over sandheder, og dermed reflektere over det samfund, fiktionen er en del af, og de idéer der har skabt samfundet. Men disse to påstande hænger i den sidste ende sammen: refleksionen over samfundets skabelse og det, vi ikke ved noget om.

Med hævet malteserkors
Det er netop her mange af tidens populære fortællinger tager sit afsat. Senest har Ib Lucas gjort det i Manden på tapetet – og som anmelderen her påpeger, så er den slags fortællinger efterhånden ved at være stærkt formulariske. Derfor kan det være en befrielse at støde på fortællinger, der rent faktisk tager historien seriøst og forsøger at skrive sig ind i refleksionen over, hvad der måske og i givet fald er sket i de tidsrum, som vi ikke ved så meget om. Det er det fiktionen kan bidrage med, når de historiske fakta kommer til kort: Den kan fylde hullerne ud med sammenhængskraft, som så kan være mere eller mindre pålidelig.

En af disse fortællinger, der trænger til historisk faktuel udvidelse – men i den grad savner kilder, er tempelridderne og deres opkomst, funktion og videre eksistens. Det er selvfølgelig her den allestedsnærværende Da Vinci Code tager sit afsat, men det også der, hvor den mere historisk funderede – og også for tiden allestedsnærværende – Jan Guillou fokuserer i sin Arn-serie. Men, som lektor Kim Frandsen skriver i Weekendavisen, er det ”ren fiktion, når Jan Guillou i sine bøger og film lader slagene ved Lena i januar 1208 og Gestilren i 1210 være et opgør mellem stormagten Danmark med Valdemar Sejr i spidsen på den ene side og den svenske kongemagt og Arns slægt folkungerne på den anden”.

Frandsen fortsætter: ”Det er forbavsende lidt, vi kender til de faktiske omstændigheder, men det drejede sig efter alt at dømme om et internt svensk opgør om kongemagten”. Med andre ord bliver Arn og tempelriddermytologien placeret midt i en – antaget – svensk frihedskamp, som tilsyneladende godt nok handler om dannelsen af den Svea-staten, men det bliver i Guillous version til et dikotomiseret opbyggelighedsprojekt på bekostning af en ekstern besættelsesmagt, snarere end et internt stykke borgerkrig – det ser jo straks pænere ud, at staten blev skabt ved at smide dansken ud, end ved at interne stridspunkter blev årsag til et gotlandsk blodbad.

Det er selvfølgelig (siger nogen!) sådanne friheder, som fiktionen kan tage sig, men det er for det første et problem, fordi læseren sjældent opfatter skellet mellem fiktion og fakta så klart, som den akademiske teori gerne vil gøre det. Det er et langt mere praktisk anliggende. Debatten om den svenske stats oprindelse ”skal de have lov til at have for sig selv hinsidan”, understreger Frandsen, men ”nu er det altså os danskere og vores Valdemar Sejr, der bliver brugt som afsæt”. Når svensken på den måde kræver sin ret over sin egne myter, så kommer det i dette tilfælde faktisk til at være på bekostning af den danske mytologi og historiske omstændigheder omkring Valdemar Sejr og netop skabelse af det danske rige. Derfor er det på tide, at vi kræver vores Valdemar tilbage.

Tempelriddernes skat
Denne offensiv kommer i den danske underholdningsbranche fra et uventet sted. Familiefilmene om Tempelriddernes skat tager netop afsæt i samme mytologiske landskab, nemlig de sagn og legender, som spinder om tempelridderne og deres egentlig funktion. Her kaster fire børn og unge sig ud i stakåndede eventyr foranlediget af mysterier på Bornholm, Gotland og Malta, der alle er steder med en vis henførelse – eller måske snarere forførelse – til tempelridderne. Specielt afsnit nummer to – der jo også netop foregår på Gotland – er afsættet til en tilbageerobring af kong Valdemar og danskens legende. Grundlæggende er filmene altså orienteret i en stærk historisk retning, men de lader sig i den grad også belyse – og udnytte – af det mytiske stof, der er i alle disse fortællinger.

Derfor er de tre film også det nærmeste, vi kommer Indiana Jones for børn, og de kommer måske endda lidt for tæt på de tre første Indy-film. Den første Tempelriddernes skat handler om Pagtens ark, som også den første Indiana Jones gør; den anden Tempelriddernes skat handler om Den hellige gral, som netop den tredje Indiana Jones også gør; og den tredje Tempelriddernes skat handler om en oldtidsmytologisk sekt, der ofre mennesker til et bestemt formål, som – lidet overraskende – også den anden Indiana Jones gør. Med andre ord så er trilogien Tempelriddernes skat temmelig (nogle vil sige for) tæt på Indy, hvilket dog tilsvarende gør, at filmene bliver til medrivende eventyr i børnehøjde.

Derfor er børne- og familiefilmens mere didaktiske væsen også stærkt opprioriteret, hvilket betyder, at filmene rent faktisk bidrager til at blive betydeligt klogere på de historiske fakta, myterne og det, der binder disse sammen. Dette er særligt inkarneret af den kloge Nis, der er en knægt med iver for skolearbejder, der ville glæder fader Haarder i en sådan grad, at skoleudgifterne kunne sænkes betragteligt – for Nis gør alt sit arbejde i sommerferien, hvor han forsker i tempelriddernes tilstedeværelse på Bornholm – og nærmest alle andre steder.

Dermed er det også sagt, at såvel eventyr, som støvet faglig didaktik og den usandsynlige frie bevægelighed (på museer, over grænser, gennem byer, gennem bygninger, på biblioteker) nedjusterer et realistisk spor, der dermed helt forsvinder til fordel for den gode fortælling. Det betyder, at det faktisk kan være farligt at sende sådanne fiktioner ud, idet de – på samme måde som Jan Guillou – delvist forvansker faktuel viden. Men nu er det jo til fordel for vores Valdemar og tempelriddernes tilstedeværelse i Danmark – og hvem havde troet, at Peter Gantzler skulle være ridder af malteserkorset? Filmene er derfor veldrejede spielbergske eventyr på dansk for en målgruppe, der faktisk kunne foranlediges til at interessere sig lidt (mere) for historie.

Det er også de øjne med hvilke filmene skal ses! Særligt den første i serien fungerer som et virkeligt veldrejet stykke tv-drama med tyk streg under historiefortælling, bornholmsk lokalhistorie og fortælling. Men undervejs i serien falder standarden desværre, hvilket afspejler sig i dårligere gennemarbejdede manuskripter, der bliver langt mere forudsigelige – selvom forudsigelighed selvfølgelig er et fast element i sådanne børneeventyr. Men dialogen bliver mindre troværdig, serielle klichéer dukker for ofte op, mens skuespillet i kraft heraf desværre derfor også falder i standard. Det afspejler sig formentlig bedst ved, at Peter Gantzler sagde nej til den tredje film – og en ny derfor spiller hovedpersonen Katrines far. Men omvendt så blomstrer Julie Grundtvig Wester, der netop spiller Katrine, undervejs – hun bliver stærkere i sin udtoning, udsigelse og rollebevidsthed igennem de tre film. Der er en vis sandsynlighed for, at hun kan blive en central skikkelse i det danske skuespillerkollektiv.

Med andre ord er trilogien om Tempelriddernes skat et nærmest uundgåeligt stykke filmproduktion taget i betragtning af hvilket hastighed historiemytologiske fortællinger sprøjtes ud. Samtidig er det også et værk, der animerer til historisk interesse, uden at det bliver kedeligt (det springer i øjnene, hvor populære disse film har været), hvilket udviser en fornemmelse for det intenderede publikum. For os andre, der bare mæsker os i national opbyggelighed og myterne omkring os, kan vi nøjes med erobre kong Valdemar tilbage fra svensken. Flaget falder ikke langt fra flagstangen!