Ferskenlunden i Catalonien. Alene filmens titel emmer af romantisk naturdyrkelse, grænsende til det banale. Landejendommen i den spanske lund, er beboet af tre generationer af livlige, arbejdsomme og ægte mennesker, der lever af at dyrke, høste, de saftige ferskner. Et senbillede på harmoni og et velfungerende slægts- og fællesskab, etableret omkring de mange ferskentræer.

Sådan har det været siden den spanske borgerkrig, hvor familien Sole skjulte godsejeren Pinyols i landejendommens kælder, mod at få retten til at opdyrke ferskenlunden. Uden skøde eller anden form for dokumentation har familien overtaget lunden. Sådan har det fungeret problemløst gennem tre generationer. Et ord er et ord. For sådan var det, den gang.

Tiderne ændrer sig.

Klimakrise og energimangel kræver nytænkning og omstilling. Godsejerfamilien har planer om et større solcelleanlæg, der også skal inkludere ferskenlundens arealer og dermed nedlæggelse af familien Soles erhverv, ja, mere end det, hele familiens livsindhold forsvinder.

Det er den krise den spanske filminstruktør Carla Simons anden spillefilm handler om (debutfilmen, Sommeren 93, forgår også i Catalonien, hvor hun er opvokset ). Lavmælt og stille nærmer vi os familiens reaktioner – i fællesskab og individuelt. Den gamle farfar leder forgæves, i skuffer og skabe, efter dokumenter, der kan bevis deres ejendomsret. Han appellerer forgæves til godsejerens efterkommere om at bevare ferskenlunden. Svigersønnen bliver endda tilbudt arbejde hos solcelleentreprenøren og familien får løfte om, at kunne overleve ved at tilse og passe de planlagte celleanlæg. Men ferskenlunden er mere end en simpel indtægtskilde – det er generationers livsstil, i pagt med årstiderne og naturen.

Solceller installeres på nabogrunden – en truende advarsel. Alt mens familien kaster sig over den (måske) sidste ferskenhøst, med den gamle prustende, rustne Fergusontraktor, som eneste tekniske hjælpemiddel. Her deltager alle familiemedlemmerne, traditionen tro, ivrigt i plukningen og sorteringen af de saftige frugter. Fra den treårige pige til gamle farfar. I en næsten neorealistisk tæthed følger vi reaktionerne, herunder også de to teenagerbørns henholdsvis indadvendt/surmulende og oprørske/provokerende reaktioner. Alle troværdigt, næsten underspillede.

De fleste af filmens medvirkende er amatører, der overbevisende lavmælt skildrer de enkelte karakterers reaktion på truslen om ferskenfarmens nedlæggelse. Det er netop filmens fornemste dyd, troværdighed – men også dens svaghed. Instruktøren undertrykker, i sit ægtheds- og inderlighedskrav, derved let filmens dramatiske nerve. Vi taber, midt i nydelsen af naturligheden og det ægte spil, interessen for selve historien.

Ferskenlunden i Catalonien har både vundet Berlin Filmfestivalens Guldbjørn og en stribe andre priser. En konfrontation, solceller op mod solmodne saftige ferskner. En varm historie fra det smukke Spanien, som ved sin ægthed og kærlighed til personerne er et sjældent kønt værk, der lyser op i en filmverden, der ellers mest sætter dramatik og psykologiens marginaler i centrum.