For 300 år siden blev danskerne for første gang præsenteret for en komedie på dansk. Endda en af dem, der stadig er dagsaktuel, nemlig Den politiske kandestøber. Det var den skælmske baron von Holberg, der til stor morskab udleverede borgerskabets svagheder og naragtigheder. Og det skulle blive til mange, mange flere af slagsen, der alle holdt et mere eller mindre tåget spejl op foran vores lattermilde åsyn.

Komedien blev folkeeje og ikke mindst da filmen tog over, blev til folkekomedien. Nogle hyggelige, ligefrem elskelige, tænk blot på Olsen Bandens meritter. Andre – ak, ja, de fleste – derimod flade, tandløse og kedsommelige. Ingen nævnt alle glemt!

Den tid på året (2018), instrueret af Paprika Steen efter manuskript af Jakob Weis, var et pletskud, når det gjaldt udleveringen af det påståede idylliske familiesammenhold omkring juletraditionerne. En komedie, der nok var afslørende, til det alment genkendelige, men også var fuld af varme, i sin næsten kærlige afklædning af vores trang til at feje alt det grimme ubehagelige ind under julehyggen. En komedie med bid – og så blev det endda en publikumssucces med næsten 350.000 solgte biografbilletter.

Nu har Paprika Steen / Jakob Weis gjort det igen.

I Fædre og mødre sætter de fuldt lys på de unge forældres verden. Dem, fra den kreative klasse, der vil det aller-allerbedste for deres børn. Ambitiøse, ikke mindst når det gælder barnets skolegang. Ægteparret, Piv med designer butik og Ulrich læge, der netop vil gøre det så godt, for at sikre datten Hannah en relevant og ikke mindst kreativ skole. Det er nu fjerde gang hun er på vej til at skifte skole.

Filmens plot er ikke så meget Hannahs forsøg på at blive accepteret i den ny klasse – men mere Piv (Katrine Greis-Rosenthal) og Ulrichs (Jacob Lohmann) kamp for at opnå en plads i den fast sammentømrede forældregruppe. En magtfaktor med stor indflydelse på udformningen af hele skolens liv. Tilsyneladende helt i rektors ånd.

Allerede i filmens begyndelse affyrer den enerådige rektor alle pædagogklichéerne, om vigtigheden af forældreinvolvering, stimulering af børnenes kreativitet, selvstændighed og frie udviklingsmuligheder. Herligt og nådesløst udleveret i Lars Brygmanns repressivt tolerante, magtsyge, ubarberede(!), frigjorte rektor (en ordentlig sproglig mundfuld - men rammende).

For det er netop forældregruppens indbyrdes relationer filmen fokuserer på. Deres magtkampe, indbyrdes intolerance, selvpromovering og fordomme. Selvfølgelig, alt sammen for de kære børns skyld. Alt mens de frigjorte forældre under den fælles børn/voksen hyttefest tømmer flasker og huende danser rundt i sommernatten, mens børnene undrende ser til. En lille sød fortælling, midt i det store komedieplot af druk, er Hannahs tagen sig af sin utilpassede skolekammerat – en næsten alt for oplagt kontrast til de tåbelige forældre.

For tåbelige er de. Piv og Ulrich, der er de nye i ’forældreklassen’, spiller gerne med i et forsøg på at blive integreret i forældregruppen, der rummer alle arketyper og fordomme om den kreative privatskoles klienter: den afstumpede rigmand, den tykke VVS ’er, den kagebagende og utro hustru, yogadyrkeren, etc... Fælles for dem alle, og det er komediens pointe, er at forældrene opfører sig som børn (!). Mens Hannahs 4. forsøg på at blive accepteret i en ny klasse, er gledet helt i baggrunden. Det er Piv og Ulrichs kamp for at blive accepteret og ikke mindst at blive optaget i forældrevinterbadeklubben, der er i centrum. For ambitionerne kender ingen grænser, når det gælder ens barn.

Vi griner og krummer tæerne. For filmen er ond i sin udlevering af de voksnes intolerance og egoisme – men også så voldsomt karikeret, at vi ikke helt føler os sønderskudte. Og godt for det. Paprika Steen bestod for 4. gang komedieprøven, ikke mindst takket været en stribe af gode komediespillere, og er nu rykket op i næste klasse, hvor hun sidder ved siden af 12-talspigen Susanne Bier og lige bag ballademageren Anders Thomas Jensen.