Rengøring er i sin natur et beskidt arbejde. Oftest overladt til kvinder og udenlandsk arbejdskraft. Rengøringskone hed, det engang, så blev det til servicemedarbejder, men stadigvæk er det et beskidt, underbetalt job, med lav socialstatus i et stressende og råt arbejdsmiljø, med brutale chefer, der tilsyneladende kun tænker i tidtagning og effektivitet.

Sådan er miljøet i romanforfatteren Emmanuelle Carrieres spillefilm Mellem to verdener, der 17 år efter sin lidt bizarre, skæve, men vellykkede debut, Le Moustache, kommer tilbage med en socialrealistisk film fra arbejdslivets underklasse.

Vi er i den franske havneby Caen, hvortil Marianne (Juliette Binoche), der har stået udenfor arbejdslivet i mere end 20 år, ankommer fra Paris for at søge job i et for hende fremmed miljø. Vi forstår, at nogen egentlig uddannelse eller erhvervserfaringer har hun ikke – arbejdsløs og fraskilt - tja, så er der jo altid et rengøringsjob, at falde tilbage på. Fremmed og ikke rigtig eksisterende, føler hun sig selv i det ny arbejdsmiljø.

I sin søgen efter arbejde oplever hun/vi skrankepavernes ydmygelse af klinterne. En forrygende satire på arbejdsanvisningens bureaukrati. ”Få en tid og kom tilbage”, er det eneste øjeblikkelige hjælp. Et kursus i cv-skrivning er der dog plads til - og senere, hvordan man skal opføre sig korrekt som rengøringsassistent, hvis man under arbejdet, skulle møde ansatte i virksomheden.” Sig goddag, smil, sig tak, hav en god dag, smil.”

Marianne, er blevet nær ven med Chrystele (Hélène Lambert), enlig mor med tre mindre børn, der arbejder som rengøringsassistent på færgen fra Ouistreham (havnen i Caen i Normandiet – såvel som filmens originaltitel -red.) til Portsmouth i England. Hun skaffer Marianne et rengøringsjob på færgen. Her skal det gå tjept. Wc-kummer, håndvaske, alt skal rengøres, sengetøjet på køjesengene skiftes – og folk er nogle svin, konstaterer et enigt rengøringshold. 230 kahytter på de 90 minutter, mens færgen ligger i havn - fire minutter til hver kahyt!

Det hårde arbejde fremmer sammenholdet mellem de der befinder sig på den sociale stiges allerlaveste trin. Marianne, hvis krop er øm af smerter af det hårde arbejde, bliver accepteret socialt og hjælpes igennem den hårde start af sine arbejdskammerater. De låner hende endda en gammel bil, så hun lettere kan komme på arbejde.

Men, og det ved vi tilskuere, Mariannes integrering sker under falske forudsætninger. For sandheden er, at hun er en anerkendt forfatter, der for at søge stof til sin ny bog, under falsk dække, søger ned i et for hende fremmed miljø. En solidaritet og nærhed, kun opnået ved undercover, at foregive, at være noget hun ikke er – nemlig en stakkels arbejdssøgende bistandsklient. Det egentlige formål er, at suge inspiration og på skrift at kalkere underklassens livsvilkår.

Mellem to verdener giver et troværdigt billede af et hårdt og krævende arbejdsmiljø – og rejser spørgsmålet, om venskab baseret på løgn, er noget værd. Filmen er først og fremmest Juliette Binoches’. Ikke i nogen stjernepositur – tværtimod, underspiller, nuanceret og følsomt – meget lig Francies McDormand i husbil miljøet i Normaland (2020).

Vi tror på dobbeltspillet – selv om vi aldrig rigtig opdager hvem der gemmer sig bag forfatteren Marianne. En gåde, der måske skal løses gennem hendes voice-over og notater til forklaring af oplevelser og situationer. Et dobbeltspil, der plager hende moralsk og rejser spørgsmålet om retten til at forstå tingene indefra. En forvirring, der også fremmer ens nysgerrighed uden egentlig afklaring. Det klæder den franske superstjerne at spille med amatører, ja, det gør filmen og Juliette Binoche så meget mere troværdig.

En film om netop to verdener. En fransk socialrealisme a la Ken Loach. En realisme dog mere klichepræget og unuanceret, end ægte social - ikke mindst skildringen af rengøringsteamets solidaritet og hjælpsomhed er tæt på det lyserøde banale.

Med Juliette Binoches stille indlevelse får Mellem to verdener nuancer og karakter, der gør filmen seværdig.