ÅH, hjælp. Den første time hvirvles vi ind i en hektisk hyperaktivitet, der er ved at slå biografsædet væk under os. Ikke et øjeblik i stilstand. Ikke et minut sindets hvile. Hele tiden i bevægelse. Alt i forandring. Hele tiden afprøves grænser. En centrifuge af maniske handlinger, der vokser og vokser og forplanter sig. Det til trods for, at den hæsblæsende rastløshed starter i noget så romantisk, som i en sydfransk idyl med Middelhav, svømmebassin, drømmehus og far, mor og 8-årig søn i afslappet feriestemning.

Den belgiske Instruktør og manuskriptforfatter Joachim LaFosse har i sin spillefilm Rastløs valgt at fokusere på ægteparret Leila/Damien og sønnen Amine. Han, succesrig maler, hun, møbelrestaurator. En tilsyneladende lykkelig, velfungerende familie, der i det daglige nyder livet i en landlig idyl, hvor arbejdsomhed, kreativitet og kærlighed er i højsæde.

Men Damien er ikke kun, som filmtitlen antyder, rastløs, han er bipolar, manisk. Søvnløshed og uro præger hans døgn. Midt om natten, kaster han sig søvnløs frem og tilbage, husker pludselig, at han nødvendigvis lige nu, må reparere sin knallert, Velosolexen (fransk knallert modsvar til 2-CVeren).

Indimellem charmerende, kreativ, legesyg og elskovsfuld, men aldrig i ro. Helt galt går det, når han kører bil eller afbryder ind i sønnens klasselokale med favnene fuld af cupcakes og afbryder undervisningen i sønnens klasse for, til lærerens store forbavselse/vrede, at invitere eleverne på skovtur. Amine oplever her farens totale nederlag overfor sine klassekammerater, mens faren, igen og igen understreger, hvor meget han elsker sønnen og allervigtigst, at understrege, at man aldrig skal skamme sig.

Også forholdet til hans elskede Leila, til trods stormfuld elskov, lider det ene knæk efter det andet. Manien, der i den mere afdæmpede form, kunne forklares og undskyldes med, at sådan er kunstnere nu engang (!) En kunstners skabelsesproces har behov for intensitet og selvoptagethed. Damiens mani er nu så fremskredet, at lægehjælp er absolut nødvendig. Et kort hospitalsbesøg på psykiatrisk afdeling med en pålagt medicinering skulle dæmpe manien. For selvfølgelig vil Damien ikke anerkende sin sygdom og nægter i første omgang, at tage sit Litium. Leila er, trods en dyb og nær kærlighed, træt af at agere sygeplejerske og beskyttende hustru. Hun giver op, vil skilles – forståeligt og forudsigeligt – og de flytter da også kortvarigt fra hinanden.

Filmens rytme er lige så rastløs som Damiens mani. Korte scener, abrupte og umotiverede, der dramatisk ikke fører historien meget videre, men til gengæld i sin intensitet og uro, får tilskueren til at snappe efter vejret – og sidde uroligt i biografstolen. Det er filmens styrke. En fremragende indlevelse af de to, Leila Bekhti og Damien Bonnard, der i ægthedens navn, begge har beholdt deres fornavnene i filmen.

Rastløs er et studie, man fristes til at skrive en diagnose, af et bipolar sygdomsforløb, med vrede, uansvarlig adfærd. Fra hyperaktiv til depressiv passivitet, lige efter lægejournalen. Uhyggelig realistisk – en nedadgående spiral af håbløshed uden overraskelser. Næsten ikke til at holde ud i sin ægthed.

Lad det være en anbefaling – og en advarsel.