Kontekst er ofte vigtig. Selv om der er noget umiddelbart ved at møde et kunstværk uden nogen form for introduktion, så kan det ofte også være en fordel at kende til baggrunde, historik og koncepter idet man ser det. På den måde kan f.eks. en kunstudstilling, pludselig blive mere vedkommende hvis en guide fortæller lidt om kunstnernes grundlæggende tanker og formål med det man betragter. Spørgsmålet er så blot om det er konteksten der bærer værket frem, eller om det er værket i sig selv?

Den nye danske film Afterwar blev set uden en guide, forstået på den måde at nærværende anmelder vidste ikke andet om den, ud over at den placerede sig et sted mellem dokumentarfilm og fiktion. Dette bliver allerede tydeligt i starten af filmen, hvor først instruktørens navn dukker op og hernæst en information om at den er blevet til ”i samskabelse med de medvirkende” - nærmere bestemt de fire primære hovedpersoner.

De første billeder man ser er arkivoptagelser fra Kosovo i 1999. Krigen raser og grynede VHS-optagelser viser en pony stå tæt på en livløs hest, huse i brand og folk på flugt. Herefter skifter billederne synligt kvalitet i det første kapitel af tre der har fået titlen Fortid.

I denne første del af filmen er vi tæt på en lille gruppe forhutlede børn, børn af krigen, der fortæller om deres dagligdag. En af dem tager ind til byen efter skole for at sælge cigaretter til folk, så han kan give pengene til sin mor, selv om han er pinlig over det. En anden dreng fortæller om sin far der er blevet lam efter at være blever ramt af en granat og sin mor, der lever af at gøre rent for nogle velhavende folk, selv om hun har smerter i hele kroppen. Frygtelige skæbner og fortællinger om armod, der selvfølgelig opfattes som et direkte resultat af krigen.

Næste kapitel i filmen bærer titlen Nutid og her møder seeren den samme gruppe mennesker, der nu er blevet voksne. Selv om man måske kunne håbe på at deres situation i mellemtiden er blevet væsentligt forbedret, er det ikke tilfældet. Efterdønningerne af krigen har stadig sat sine spor og i lange indstillinger hvor de medvirkende kigger direkte, anklagende ind i kameraet, får vi et indtryk af et liv i både fysisk og mental fattigdom. En social arv, der synes umulig at bryde ud af.

I en scene fortæller en af dem: ”Folk som lever i fred, tænker på krig som noget, der passerer... noget, der sker... Folk kæmper, og så er det forbi. Men det er forkert. Krig sætter sig i mennesker, som en pest. Svineri, desperation og kriminalitet er kun et par af dens symptomer. Krigen er aldrig rigtig forbi. Ingen film kan fortælle den historie, som den virkelig er.” Dette synes at være kernen i Afterwar. Selv om det er en film, så fortæller den, at den end ikke selv kan tegne det fulde billede.

I Fremtid, som er filmens sidste del, er der heller ikke megen trøst at hente. Selv om de medvirkende forsøger at se fremad og ændre på tingenes tilstand, så virker det som om at denne vision er mindst lige så dystopisk som det liv de har levet hidtil, understøttet af de mange smukke, men enormt triste billeder af byggepladser, landskaber i forfald og folk der driver mere eller mindre formålsløst rundt, smukt fanget af fotograferne Stefan Sundlöf & Anne Østerud. De lange indstillinger, ofte uden dialog men båret af de smertefulde blikke som de medvirkende sender os, bliver nærmest ubærlige. Det er bestemt ikke rart med de mange anklagende blikke. Uden at vi seere personligt har været hverken tæt på krigen eller disse mennesker, er det vanskeligt ikke at føle ubehag. Et ubehag som helt klart er tilsigtet.

Afslutningsvis får samme fyr der blev leverede ovenstående citat, lov til at levere filmens slutmonolog: ”Du tilbyder os et liv i moderne slaveri uden nogen form for værdighed. Jeg er ikke din tjener. Du tror, at krigen er slut. Jeg venter bare på at denne ´efterkrig´ slutter.” Det virker meget personligt, men idet man nærstuderer rulleteksterne, opdager man at disse monologer er skrevet af Peter Asmussen, hvilket selvsagt er med til at nedbryde virkelighedskontrakten. Dette er ikke kun virkelighed, det er en iscenesat en af slagsen.

Afterwar påstår da heller ikke at det er en dokumentarfilm, til trods for at dens indledende arkivoptagelser, mange billeder af dagligdag og trackingskud, hvor man følger de medvirkende rundt om i byen for at sælge ting eller sig selv til højstbydende. Idet man sætter sig lidt ind i baggrundsmaterialet får man at vide, at filmen er lavet over en periode på 15 år. Instruktøren mødte første gang de medvirkende som børn og optog de indledende sekvenser, der blev grundlaget til kortfilmen Ønskebørn. I perioden 2018-2023 vendte hun gentagne gange tilbage for at lave de øvrige optagelser med de samme medvirkende som voksne, i tæt samarbejde og dialog med dem.

Slutresultatet er blevet en ret fascinerende konceptfilm, men også en film der primært finder sin styrke idet man kender til processen bag. Ser man filmen uden det ovennævnte forhåndskendskab, kan den godt fremstå som et både ret vævende, langsommeligt og mærkværdig værk. Det er en film der forekommer en hel del længere end de 84 minutter den reelt varer, takket være at den placerer seeren i en række trøstesløse scenarier, hvor en nærmest konsekvent afvisning af dramaturgisk opbygning (muligvis med undtagelse af den afsluttende sekvens) holder os fast i en trist, tåget, grå betonverden uden håb, glæde eller megen lyst til livet. En verden hvor vi tilskuere er de priviligerede rige, der end ikke tilnærmelsesvis er blevet traumatiserede af krigen, kigget direkte og anklagende på af dem de der netop har levet hele deres liv med efterdønningerne af borgerkrigen.

Afterwar er ikke en rar film og vil heller ikke være det, men selv om dens budskab er vigtigt, selv om det er vanskeligt ikke at føle en vis skyld, selv om det er vanskeligt ikke at tænke på hvor mange andre mennesker der potentielt er i samme eller lignende situationer som dem vi møder i filmen, så skurrer dens kunstgreb også en smule og får med garanti enkelte tilskuere til at distancere sig fra det viste grundet dens bevidste valg om at placere sig mellem virkeligheden og fiktionen. Kan man se ud over det, er det dog en ganske rystende og dystert poetisk filmoplevelse.