Verdens ende? Den eksisterer slet ikke, siger den sunde fornuft, for jorden er jo rund. Måske er det derfor vi stadig leder efter stedet, hvor naturens skønhed er uendelig og stilheden endelig. Livet enkelt, de materielle fordringerne små og næstekærligheden naturlig. Børn og voksne i tæt kontakt med dyr og natur. Et drømmescenario? Nej, stedet er fundet.

En samling af 56 mennesker i 4.800 meters højde i Himalayas bjerge i kongeriget Bhutan – ministaten, med små 800.000 indbyggere, der på verdensplan regnes for det lykkeligste af alle lande (her troede vi lige at Danmark havde førstepladsen!) - og som i sin stræben efter at bevare lykken intakt, kun tillader få turister adgang til lykkelandet i Himalayas sneklædte bjerge.

Skolen ved verdens ende er noget så sjældent som en Bhutansk spillefilm instrueret af Pawo Choyning Dorji og som er optaget netop i Lunana med alle 56 indbyggere som aktive medvirkende. Stedet ligger i en dal langt, langt fra alfarvej, med en fodrejse på mindst 8 dage fra nærmeste by. Den strabadserende tur, skal vi på, sammen med stedets ny lærer, der er blevet tvangsforflyttet til verdens ende.

Plottet er enkelt og forudsigeligt. Den unge Ugyen er en uengageret og undervisningstræt skolelærer i hovedstaden Thimphu, der bor alene sammen med bedstemoren og drømmer om en musikerkarriere i Australien. Sådan bliver det ikke – langtfra. Han tvangsforflyttes derimod af undervisningsministeriet, meget mod sin vilje og med stor foragt overfor sit nye job, til verdens ende, Lunana, hvor beboerne og de 9 elever, spændt og med stor respekt, venter deres ny lærers ankomst.

En strabadserende, ugelang vandretur, guidet af to hyrder fra Lunana. Langsomt bevæger de sig gennem floder, ad ufremkommelige stier, tæt på bjergkløfter og snedækkede bjergtoppe i underskønne bjerglandskaber, uberørt af menneskehænder, imponerende i sin storhed. Smukke, smukke, betagende billeder.

Udmattede når de frem til den lille formation af huse ved bjergkantens rand, hvor alle byens borgere står opstillet. Voksne og børn, alle 56 er mødt op, for respektfuldt at modtage læreren, der i deres øjne, er fremtiden.

Alle Ugyens fordomme bliver forstærket. Ingen elektricitet, ingen it-signaler. Helt uden mobil eller radio og tv signaler. Kommunikation med omverdenen er nul. Lærerboligen, et beskidt hul af et et-rums hus uden vinduer, med en bålplads i midten. Klasseværelset ligeså. Ingen tavle og intet kridt. Ingen undervisningsmaterialer. Alt er snavset og beskidt – men børnene er skønne, velopdragne, disciplinerede i den grad, undervisningsmotiverede og forventningsfulde. Alt, alt er primitivt – maden enkel, mest suppe kogt på bålet i husets midte. Erhvervet er et selvforsynende landbrug med husdyr, hvor yakoksen er det hellige dyr, der bl.a. gennem sin afføring leverer optændingsbrænde.

Ugyen er rædselsslagen, vil hurtigst muligt tilbage til hovedstaden – men der er ingen umiddelbare transportmuligheder - så han må for en kort stund acceptere, at påtage sig lærerrollen. Men først skal der ryddes op. Et par bænke og borde tømres sammen til de forventningsfulde børn. Undervisningen kan begynde. Tænk de aner end ikke hvad en bil er? Har aldrig set en film eller et tv. Moderniteter er dem helt fjerne.

Tja, så går det som vi, nede i salen, nok har regnet ud. De skønne børn – og de er virkelige naturlige, kære og dejlige, fyldt med iver og glæde – og beboerne, hyrderne, hjælpsomme og imødekommende, får langsomt Ugyen til at opdage kvaliteten ved det enkle liv.

Læg dertil musikken. For på en bjergtop sidder en kvinde hver dag og synger - giver sin musik videre i samspil med naturen, som hun siger. Synger om det hellige bånd mellem hyrderne og Yak’en. Langsomt gribes Ugyen af musikken og naturen – forstår samspillet i den grad, at han installerer en Yak i klasseværelsets – til børnenes jubel, og begynder selv at lade sin musik indgå i undervisningen. Børnene er uimodståelige, med den 7-år klasserepræsentanten Pen Zam som bindeled er Ugyen og os solgt til stedets enkelhed.

Børnene, ja, alle indbyggerne, er i ordets egentlig forstand, sig selv. Ingen har før set et kamera, for slet ikke at tale om levende billeder. Alle medvirkende udstråler samme ægthed – men børnenes umiddelbare charme og læreivrighed giver filmen yderligere varme.

En skole ved verdens ende er en konventionel, langsomt fortalt historie, uden de store overraskelser. Optaget alene med de lokale beboere og filmtekniske løst uden lokal adgang til elektricitet, alene ved medbragte solceller.

Resultatet er imponerende. En billedskønhed, en naivitet og enkelthed, som måske vil kede nogen, men gør man sindet rede, venter der en oplevelse, som kun kan findes ved verdens ende.

Det er en rejse – en biograftur – værd.