Blanche og Rose er enæggede tvillinger. De ligner hinanden som to dråber vand. Begge bliver spillet af den belgiske skuespiller Virginie Efira, så ligheden er der god grund til. Men det er nu slet ikke en tvillingedramatik, der ligger til grund for det franske melodrama Kun os to, instrueret af Valérie Donzelli, på baggrund af en roman af Eric Reinhardt (2014). En meget voldsom kærlighedshistorie, om svimlende lykke, besiddelse, kontrol, vold og tvang, alt sammen i kærlighedens navn.

Blanche er er smuk, som en fotomodel. Åbningsbillederne kunne være Vogue- eller Elle-forsider. Blanche er lidt utilfreds, hun mangler manden i sit liv. Søster Rose, der selv har kæreste, forsøger sig som Kirsten Giftekniv og lokker skønne Blanche med til en stor fest, hvor manden dukker op.

Gregoire (Melvil Poupaud) er flot, charmerende og bliver straks dybt betaget af Blanche. Og det er gensidigt. Hun falder for den korrekte bankmand med lyseblå skjorte, slips og hede ord. I tre måneder er det dem og kun dem i sengen og i hverdagen. En elskovsrus, der fører til Blanches graviditet. Lykke, stor lykke. Men, der er et stort men, Gregoire lider i sin overstrømmende lidenskabelige kærlighed af jalousien overfor Blanches søster, mor, alt hvad der knytter hende til andre, ja, selv til hendes arbejde, som populær fransklærer, som hun på hans opfordring opgiver.

Lykkelig gift bliver de. Hun nedkommer med en dejlig datter og kort efter fortæller Gregoire, at han skal forflyttes fra Normandiets smukke kyst, hvor Blanche bor og er vokset op, til Metz i Nordfrankrig. Sådan er bankfunktionærens vilkår nu engang. Vi følger i raske, velfortalte klip, de næste syv år af deres samliv i Metz. Nu med forstadsvilla, to børn og en Renault i garagen.

Blanche, får praktisk talt aldrig muligheder for at se sin familie eller venner. Selv juleaften må hun give afkald på sine nærmeste. Vores lille familie har nok i sig selv. Først efter en hård kamp får Blanche lov til at genoptage arbejdet som fransklærer, hvor hun igen bliver superpopulær hos kollegaerne og ikke mindst hos eleverne. At mobiltelefonen ringer så ofte i arbejdstiden, er til at leve med. Det er husbonden, der blot vil høre om alt er vel, hvornår hun kommer hjem, hvor hun er, hvem hun har talt med og ellers har været sammen med…
>br> Gregoires besiddertrang og konstante overvågning er grotesk og skræmmende. En ensidig kontrolfreak, der mere end irriterer, gør samlivet utåleligt, selv om det, i hans optik, alene sker i kærlighedens hellige navn. De er, som filmens titel siger, i hans øjne, ”kun de to”. Alt andet tæller ikke.

Da Blanche, nok ikke helt uventet, føler trang til at opsøger et utroskab gennem en net-dating, finder hun et naturmenneske, der lever i skoven, skyder med pil og bue, er poetisk og romantisk. Nu forstår vi hendes behov for et sidespring. Gregorie lugter straks skov og nyvasket hår, da hun vender hjem. Mere skal der ikke til, før han er overbevist om hendes utroskab. Reaktionen er som forventet voldsom.

Kun os to er et hverdagsdrama set fra kvindens synspunkt og sat på spidsen, hvor vi balancerer mellem lykke og fortvivlelse. Vi oplever hvordan kærlighedens ild kan fortære tillid og respekt. Gøre selv almindelige mennesker desperate og uden dømmekraft i en patologisk jalousi. For det er det der sker med Gregoire i hans sygelig angst for at miste Blanches kærlighed gør ham til et desperat menneske.

Virginie Efira og Melvil Poupaud er i uhyggelig grad overbevisende som ægteparret, hvor lykken forvandles til fortvivlelse. Mesterligt spillet af begge. Hvor Blanche udelt har vores sympati, får Gregorie hurtigt vores mistanke vakt, det hele er for pænt, for rigtigt, for tilbedende kærlighedsfuldt hedt, til at kunne være sandt. Men det gør ikke samspillet mindre fascinerende. Vold og terror i hjemmet under ægteskabets beskyttende paraply er filmens relevante og vigtige budskab.

Uhyggeligt og afslørende.