Selv om Kapellets skrivekarl, som et slags credo, forsøger at skrive anmeldelser, der gerne også skal kunne stå tidens tand, og nydes om også ti eller tyve år (det er blandt andet derfor vi i sin tid valgte navnet Kulturkapellet – et mindesmærke over kulturartefakter – red.), så bliver man indimellem også næsten tvunget til at adressere aktuelle begivenheder.

Dette bliver ret naturligt idet der skal forfattes en omtale af en film, som vises helt aktuel på CPH:DOX anno 2022, men ud over dette, så ser denne skrivekarl sig også nødsaget til at komme med et indigneret udfald mod tingenes tilstand.

Her i marts måned, det herrens år 2022 har Danmark gennem flere måneder nu nærmet sig normalen efter næsten to år med Covid-pandemien. Næsten i samme sekund som man igen kan færdes i det offentlige rum uden masker og frygt for sine medmennesker, så sætter Putin tropper ind i Ukraine og destabiliserer ikke kun regionen, men store dele af verdenssamfundet. På grund af begivenheder som disse kan det indimellem som helt almindeligt menneske virke uoverskueligt at stå op op se virkeligheden i øjnene. Endnu mere grænseoverskridende kan det synes frivilligt at søge ind i biografens mørke for at se en film om naturfolk i Brasilien, der trues med udryddelse fra grådige og selviske bønder, der er – ja undskyld sprogbrugen - pisseligeglade med at brænde kæmpemæssige arealer regnskov ned til grunden, idet de mener de har en naturlig ret til at gøre netop det.

At dette sker er næppe nyt, men som det næves til allersidst i den forrygende dokumentarfilm The Territory, så er der sket en fuldstændig latterlig eskalation af denne praksis efter den Brasilianske præsident Jair Bolsonaro kom til magten i 2019. Regnskov forsvinder i et hidtil uhørt tempo uden hensynstagen til hvor vigtigt dette økosystem er for os alle sammen – for kloden! På den led lægger The Territory sig i kølvandet på andre deprimerende dokumentarfilm som f.eks. Seaspiracy, En ubekvem sandhed og mange andre.

Selv om det muligvis kan minde om selvpineri frivilligt at kaste sig over film som disse, især i lyset af alle de andre ubehageligheder som nyhederne er fyldt med, så skal det også cementeres, at der er al mulig grund til at se The Territory. Ikke ud fra en præmis om at få genfortalt de nedslående budskaber om potentielle økologiske katastrofer som man med garanti har hørt om før, men for at opleve hvor stålsatte og fantastisk ukuelige mennesker kan være, i forsøget for at at beskytte den regnskov som siden tidernes morgen har fungeret som deres hjem. Endelig er det ret vildt at opleve hvordan moderne teknologi muligvis kan vise sig at være et af de vigtigste våben mod de, der blot vil jagte profitten uanset konsekvenserne for deres hjernedøde skovhugst.

The Territory har vundet hele to priser ved Sundance filmfestivallen i USA; publikumsprisen og en pris med den noget lange titel ”Special Jury Award – Documentary Craft” – der vel bedst kan oversættes med en pris for godt filmhåndværk. Det er da også en både ustyrlig flot og velkomponeret dokumentarfilm. Man bliver, idet man ser introsekvensen også fyldt af national stolthed når man opdager at det er Peter Albrechtsen der har været hovedansvarlig for lyddesignet på filmen. En film der i øvrigt er produceret af bl.a. Darren ”Requiem for a Dream” / ”Black Swan” Aronofsky. Hans film mother! bliver da også af de fleste set som en allegori om netop den sørgelige måde vi behandler vores dejlige planet på, så det er muligvis ikke så sært at han har villet støtte op omkring dette meget sympatiske projekt.

Helt klassisk har filmen valgt at skildre kampen om landområderne i Amazonas ved at følge de to sider, der slås det territorie, der har givet filmen sin titel. I det ene ringhjørne finder vi en lille gruppe af Amazonas oprindelige folk – den såkaldte Uru-eu-wau-wau-stamme, der ifølge filmen tæller under 200 tilbageværende individer. De får assistance af den utroligt stålsatte og megaseje miljøforkæmper Neidihna. Modstanderne er de bønder, der med præsidentens velsignelse og armeret med motorsave, sprøjtegifte og en stålsat tro på at de har ret til at omdanne regnskov til kvægdrift, brænder og hakker sig ind på området.

Der er helt fra filmens start ingen tvivl om hvor debutinstruktør Alex Pritz’ sympati er placeret. Det er på den led en film, der holder med ’the underdog’ som man siger på engelsk, men det er også særdeles vanskeligt at finde sympati for såvel de mennesker man ser fælde enorme mangrovetræer for så efterfølgende at sætte ild til skoven. Uanset om dette sker med Bolsonaros misforståede velsignelse eller ej.

Filmen er på udsatte steder fyldt med (helt bevidst) patos og kan (måske især af de ludfattige bønder, der reelt set blot gerne vil have et sted at slå sig ned) anklages for at være meget ensidig. Utrolig mange gange i løbet af filmen klippes der fra ustyrligt smukke billeder af regnskov, løvfrøer, frodige vandløb, insekter, der bevæger sig hen over skovbunden direkte til billeder af sveden jord, motorsave, der æder sig ind i gamle træer eller mennesker der spreder gift ud over planter.

Det kan godt være at det er manipulerende, men det fungerer i den grad. Man bliver ganske enkelt så vred, at man dirrer over det man ser. Vred på de tosser, der så brutalt og uden tanker på andre end deres egen gevinst ødelægger dette enestående økosystem, uagtet om disse mennesker er ludfattige at de udelukkende gør dette ud fra ren desperation. Det sidste er noget som filmen ikke rigtigt diskuterer. Selv om den oplyste seer med garanti godt er klar over at striden er noget mere nuanceret end filmen giver udtryk for, så er instruktørens primære formål jo at gøre os alle bevidst om denne tragedie og måske ligefrem opfordre tilskueren til selv at gå aktivt ind i de naturbeskyttelsesinitiativer, som heldigvis også foregår i området.

Som nævnt følger vi undervejs miljøaktivisten Neidihna. Hun siger selv at hun ikke er bange for noget som helst, men det skal dog vise sig, at de mørkemænd, der forsøger at forpurre hendes planer om at få fredet området alligevel lykkes med at finde et ømt punkt. Seeren er vidne til at modstanderne ikke skyr nogen som helst midler i deres jagten på profit og Lebensraum. Dette gør kun at man imponeres endnu mere over Neidihnas og de lokale folks ihærdige arbejde, for at beskytte naturen og deres levevis.

Langt hen i filmen tegnes der et billede af en ulige, meget ensidig kamp. David får i den grad lammetæsk af Goliat, men hen mod filmens slutning synes der alligevel at kunne anes et glimt af håb, midt en ellers meget trøstesløs og ulige kamp.

Det ville være unfair i dette forum at afsløre hvordan det måske endelig er lykkedes Uru-eu-wau-wau’erne at få en fordel i deres forsøg på fortsat at kunne leve i den prægtige natur, som altid har været deres hjem. Det skal du selv se filmen for at finde ud af. Så selv om verden måske godt kan forekomme som et trøstesløst sted, så viser denne film også at der heldigvis findes glimt af lys i dette overskyggende mørke.

Kampen er langt fra vundet, men tag endelig ind og se The Territory for det er en virkelig god dokumentarfilm, til trods for sin noget unuancerede skildring af forholdende. Du vil måske komme ud af biografen med en stålsat vilje om selv at støtte nogle af de projekter som vil bevare regnskoven, for som filmen viser, så har de der kæmper denne kamp al mulig brug for hjælp – også din!