Fra midten af 70’erne og et årti frem gjorde Steven Spielberg mere for at udvikle mainstream blockbusters, end nogen anden instruktør siden har gjort. I denne periode gentænkte han populærfilmen, som vi kender den, på måder, der var exceptionelt originale. Midt i denne periode finder vi en tidsløs klassiker, der stadig fungerer for alle aldre i kraft af sin fortællestil og hjertelige skildring af et venskab. Det drejer sig naturligvis om E.T. (1982), der i år fylder rundt. I anledningen af hans trediveårs fødselsdag udsender Universal Pictures en digitalt restaureret BD-udgave af den oprindelige biografversion.

Fortællingen er for de fleste formentlig velkendt. Et rumskib lander i en amerikansk skov, hvor UFO-entustiaster forsøger at nå frem. En lille fyr afskæres fra at komme med hjem og må søge tilflugt i et nærliggende hus. Her bor Elliot. Han er en negligeret knægt, der ikke får den store opmærksomhed fra sin bror, og derfor er det særdeles kærkomment, at han – i al hemmelighed – kan udvikle et venskab med det lille rumvæsen, som han navngiver E.T. Men andre familiære og statslige interesser skal sætte en bremse for venskabet, der får lov at udvikle sig, mens fjenderne langsomt stabiliserer sig omkring dem.

E.T. er en familiefilm af den type, der entydigt placerer sig i børnehøjde. Effektivt gennem en gennemført kamerateknik placerer filmen identifikationen hos Elliot og gradvist de øvrige børn. Sympatien for de voksne ligger på et lille sted. Det understreges af, at de voksne – nærmest på nær Elliots mor – gennem størstedelen af filmen er filmet i hoftehøjde. De voksne er blot en type, der ikke kan opnå det samme som Elliot, som har fantasi og hjerte nok til at ville hjælpe det lille væsen, der er faret vild på jorden. I overført betydning en interessant kommentar til samtidens – og måske eftertidens – migrationspolitik.

Filmen udspringer oprindeligt af Spielbergs hovedstol. Som barn led han under forældrenes skilsmisse, hvor han blev overladt for meget til sig selv – og i særdeleshed, har han fortalt, uden en troværdig faderfigur. På dette tidspunkt udviklede han sin fascination af rumvæsener, og skabte således et slags fantasivæsen som substitut for hans manglende familiekomfort. Denne fascination blev naturligvis først til Close Encounters of the Third Kind (1979), men blev genoptaget med E.T. Spielberg vendte tilbage til dette i den foreløbigt sidste Indiana Jones-film. Fællestrækket for alle tre film er, at de fremmede er fredelige, vise væsener.

Ud over at være en kommentar til migration i USA er E.T. også blevet tolket som en religiøs allegori. Den klassiske plakat for filmen, der er gået igen på alle senere udgivelser, er da også en meget bevidst og direkte henvisning til Michelangelos loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, hvor Gud – om jeg så må sige – giver Adam fingeren. Gud giver Adam liv på samme måde, som E.T. ender med at give Elliot et formål med og en indsigt i sin egen tilværelse. En kristen allegorisk læsning vil pege på militæret, der jagter E.T., som romerne, mens Elliots venner bliver til E.T.’s disciple, der redder ham gennem næstekærlighed.

Denne trediveårs jubilæumsudgave er ikke kun velkommen, fordi den er blevet flot og fremstår i klare toner i BD-udgavens høje opløsning. Den er også interessant, fordi Spielberg med denne udgave vælger at gå tilbage til den oprindelige version. Da E.T. fyldte tyve blev en jubilæumsudgave lanceret som biografversion, hvori en række fravalgte scener og ny CGI-grafik var indføjet. Dette har Spielberg dog siden inderligt fortrudt, og med den seneste udgave by-passer han fejlene. I stedet er de alternative scener lagt ved som ekstramateriale for dem, der ikke kan leve uden dem. I den seneste version fremstår E.T. igen med sin kantede charme præget af teknikkerne fra de tidlige firsere og ikke som små animationsfilm fra starten af 00’erne. Purister og klassikerentusiaster vil nikke anerkendende.

Hvad er det, der gør, at en film som E.T. – og flere af Spielbergs øvrige – kan det, de kan. En plausibelt forklaring er, at han trækker kraftige veksler på menneskehedens latente hovedstol, der består af universelle fortælle- og identifikationsstrategier. Ved siden af dette indlemmes vestlig kulturs centrale kildereferencer som et allegorisk grundlag. Læg dertil et tie in- og et spin off-univers af dimensioner fra et multinationalt filmselskab. Kan disse aspekter – og dét er ikke nemt – spille ordentligt sammen, er koden til store blockbustere i nogen grad knækket. Selvom E.T. vendte hjem i 1982, har han – som han jo også lover i sidste scene – været her altid.