Er man fan af den mexicanskfødte instruktør Guillermo Del Toro, så ved man at han har en lang række fantastiske genrefilm (primært sci-fi, horror og fantasy) på sit cv. Langt størstedelen af disse, med undtagelse af de to Hellboy-film (som selvsagt er baseret på Mike Mignolas enestående tegneseriealbums) har Del Toro både skrevet og instrueret. Hans seneste film Nightmare Alley

er derfor lidt et brud med denne praksis, da filmen er baseret på en roman af William Lindsay Graham fra 1946. En roman der allerede året efter blev filmatiseret af Edmund Golding.

Kender man den gamle filmatisering, vil man muligvis have undret sig en del over slutingen, da den virker noget forceret og påklistret. Angiveligt var det også filmselskabet der i sin tid blandede sig og insisterede på at ændre den, så den ikke blev så dyster som oprindeligt tænkt. I den nye film har Del Toro heldigvis haft meget friere hænder og skabt en slutning, der er langt mere i trit med den stemning som resten af filmen gennemsyres af.

Filmens hovedperson er en driftig yngre mand der hedder Stanton Carlile (Cooper). Han ankommer en mørk og stormfuld aften til et stort cirkus der har slået sig ned et sted i USA. Vi befinder os i tyverne. Fattigdommen er stor og folk er både desperate efter penge, arbejde og mad. Der går en rum tid før vores hovedpersons første replik falder. Han vandrer nemlig rundt blandt cirkusartisterne for at observere hvordan de forsøger at lokke folk til de forskellige attraktioner og lige som seeren suger Stanton alle indtrykkene til sig. Det er helt tydeligt at Del Toro går ’all in’ på at skildre dette kulørte, men også bizarre miljø og for aficionados kan man nævne at man undervejs i filmen kan spotte masser af inter- og intratekstuelle referencer, i starten er det ok mest tydeligt til Tod Brownings klassiker Freaks men selvsagt også til den gamle filmversion.

Inden længe er Stanton selv blevet en del af cirkusslænget og desuden er han blevet venner med et ældre ægtepar, der driver et pensionat tæt på artisterne. Det viser sig at parret også har fortid som artister, nærmere bestemt har de udviklet et tankelæsernummer, som Stanton bliver mægtigt fascineret af. Det lykkes ham at aflure parret deres tricks, hvilket bliver springbrættet til Stantons egen fremtidige karriere. Sammen med den unge Molly Cahill, der i cirkusset optrådte med en nummer hvor hun tilsyneladende kunne få store mængder strøm gennem kroppen, gentager Stanton med større og større succes det tankelæsernummer han har planket.

Der springes i tid og væk er nu cirkusteltet, den skæggede dame og alle dyrene. I stedet befinder Stanton og Molly sig nu i en amerikansk storby, på en eksklusiv natklub der danner rammen om parrets nummer. Fra at være småhustlers på kræmmermarkedet, er de nu blevet velansete kunstnere i storbyen. Selv om både de og seeren godt ved at der er tale om snyd, så lader publikum sig overbevise om Stantons overnaturlige evner, som også tæller evnen til at tale med de døde. Da de opsøges af en excentrisk rigmand, der insisterer på at hyre Stanton til en meget privat seance, tager handlingen en ganske uventet og dramatisk drejning.

Del Toro beviser endnu engang at han er en fabelagtig historiefortæller og billedmager – godt hjulpet på vej af den danske mesterfotograf Dan Laustsen, der også stod bag kameraet på tidligere Del Toro-film, som The Shape of Water og Mimic. Produktionsdesignet er som altid fremragende. Cate Blanchett, der spiller psykologen Dr. Lillith Ritter i filmen, fortalte i et talkshow , at ”hver dag på optagelse var som at træde ind i en Rorschach-test”, hvilket giver virkelig god mening hvis man giver sig til at nærstudere mønstrene i træpanelerne på hendes kontor. Der er som altid i Del Toros film kælet for hver mindste detalje, der sammenlagt giver filmen det unikke look som han er blevet så kendt for.

Med en spilletid på to en halv time kunne man godt tro, at denne noir-nostalgi fyldt med cirkus, gøgl og excentriske figurer ville gå hen og blive kedelig, men det er ikke tilfældet. Det er meget muligt at Nightmare Alley er en af den slags film, som er allerbedst ved første gennemsyn. Dette skyldes selvsagt at kender man allerede den skæbnefortælling der udfolder sig så vil den næppe engagere seeren lige så meget ved andet eller tredje kig. Dette gælder dog for langt de fleste film og med tanke på hvor lækker den rent tekniske del af filmen er, samt hvor godt alle medvirkende spiller, så bliver det en film, der sagtens kan genses.

Nightmare Alley er en meget flot, spændende og vellykket film, som emmer af visuelt og fortællemæssigt overskud. Den giver sig tid til at få skabt en række meget interessante figurer både i og udenfor det cirkusmiljø, som er en stor del af filmen, men dette er også nødvendigt, for vi bliver nødt til at lære figurerne godt at kende, så der reelt er noget på spil for dem idet derouten begynder. Samtidig så er det, helt i tråd med noir-genrens principprogram; en film der gerne vil fortælle sin tilskuer, at overdreven grådighed altid koster dyrt! Idet man når til slutningen, får seeren nemlig serveret den slutning som filmen fortjener.