Kvinder har overgangsalderen. Mænd midtvejskrisen. Hos manden, ikke direkte begrundet i nogen fysiologisk kropsændring, snarere en psykisk standsen op. Hvad lykkedes i livet? Var meningen med tilværelsen virkelig: Villa, Volvo og vovse? Hvad er fremtiden? Kan man stadig radikalt nå at ændre tingenes tilstand? Den ultimative reaktion er, at sprænge hverdagsrammerne og bryde ud af ’hamsterhjulet’. Begynde forfra. Finde ind til sit indre ægte ego.

I alleryderste konsekvens, søge helt tilbage til rødderne, de indre og de ydre. Gemme sig i Nordnorges øde skove, for at leve af skovens frugter og rødder. Gå på jagt med økse, bue og pil, iklædt skind og pels i en selvvalgt isolation. Se det er her vi møder den 45-årige Martin i Thomas Daneskovs anden spillefilm Vildmænd (debutfilmen var Elite fra 2015).

Martin, spillet/inkarneret af Rasmus Berg, har iklædt sig alle vildmandens/vikingens ydre tegn, skind og pels, i en sådan grad, at vi nok snarere tænker karneval, end vikingeforfædre. Martin har bevidst fravalgt alle civilisationens materielle krav i sit primitive telt i skovens dybe ro. Og dog. En mobiltelefon eller et besøg hos købmanden kan han ikke undvære. Det er her det går galt. For vikingen Martin vil gerne handle et par pakker smøger og en håndfuld bajere – men penge eksisterer jo ikke i hans vikingefantasi, så han vil, helt naturligt, bytte med naturalier, en økse eller et skind. Ikke lige hvad købmanden har forestillet sig. Så det ender med slagsmål, hvor Martin slår købmanden ned og fylder indkøbskurven med civilisationens herligheder, chips og saltnødder – og flygter bort til sit beskedne telt i skoven, for fortsat at dyrke sin vikingeidentitet.

Da filmens titel er Vildmænd – så der må være flere. Parallelt med Martins søgen tilbage i fortiden møder vi tre yngre danske narkosmuglere, der i bil raser afsted på de norske fjeldveje og brager ind i en klippevæg. Musa (Zaki Youssef) er tilsyneladende, den eneste af de tre, der overlever. Stærkt medtaget kravler han ud af bilvraget og flygter med tasken fyldt med hash og seddelbundter ind i skoven. Det er her han møder eneboeren Martin, der straks er klar med nål og tråd fra Nødhjælpskassen til at sy Musas flænge på benet. Den tyveårige narkosmugler er også i en slags krise, for moren forhindrer ham i at se hans lille søn.

Det lokale politi bliver naturlig nok involveret, både i Martins købmandsrøveri og narkosmuglernes biluheld – hvor de to kammerater er kommet til sig selv efter uheldet. Et politihold, med den gamle chef og hans to assistenter, der synes dummere end både politiet og Olsenbanden tillader. Og midt i det hele dukker Martins hustru op (Sofie Gråbøl) med to børn og en kanin (ikke hamster) i bur, der ulykkeligvis slipper væk fra børnene. I sin eftersøgning af den forsvundne mand. fortæller hun grædende den forstående politichef, at Martin og hendes ægteskab er gennem-normalt. Da han forlod dem, lod han forstå, at han bare skulle på et teambuildingkursus.

Det er rammefortællingen. Skæv og til tider en satire over ’manden i det 20.århundrede’, der har cyklet, løbet en halv-Marathon og en Ironman, uden, at nå til en selvforståelse. Vildmænd er i sin absurditet, både fjollet og ind i mellem ægte sjov/satirisk. En lille scene skal fremhæves, hvor Martin og Musa opsøger en ’ægte’ vikingeborg i Guldalen, hvor alle indbyggerne lever på ægte vikingevis, med skjolde, sværd, skindkofter, kohorn på hjælmen, vikingebrød og bålstegt svin. Igen kommer Martin galt afsted, da han troskyldig snupper et brød og vikingepigen kræver penge. Han har, på ægte vikingevis, ingen kontanter, men et skind eller to, kan vel bruges. Nej tak, ikke skind, men vi tager alle slags kreditkort, også American Express, siger høvdingen, mens ivrige turister fotograferer løs.

Vildmænd viser os i al sin satiriske lystighed, Martin, Musa og lokalsheriffen, som repræsentanter for tre generationer af frustrerede vildmænd, mere eller mindre forladt i Norges skønne, vilde bjergrige natur, med blik ned over de brusende fjorde. Fastholdt i flotte billeder af kameramanden Jonatan Mose.

Det er en fjolle-film med mening, der nok ender med at være mere karneval end gedigen midtvejskrise. Men grinede gjorde vi da – ikke mindst af Ramus Bjergs desperate vikingeflugt, på vej ud af hamsterhjulet.