Lise, en ung lyshåret 14-årig pige, går smånynnende gennem en gul bølgende kornmark og taler til Gud op mod den lyse himmel. Lader hænderne glide mellem kornmarkens aks. Hun plukker en mælkebøtte fyldt med sporer, som hun puster op mod den himlen, der nu langsomt dækkes af truende mørkerøde skyer. Regner falder på hendes kønne ansigt og skuldre. Det er ikke regndråber. Det er blod!

Så vågner hun. Et drømmesyn – og dem skal der blive flere af. For vi er i slutningen af det 19.århundrede, hvor varsler, overtro og religion, ikke mindst ude på landet, spiller en væsentlig rolle.

Det er 24 timer af Lises liv, på en proprietærgård på Fyn, for små 150 år siden, Tea Lindenburg, har valgt at skildre i sin debutspillefilm, Du som er i Himlen. Et døgn, der skal forvandle Lise fra barn til voksen.

Miljøet er, en prægtig, smuk, velholdt proprietærgård. Åh, næsten Frilandsmuseet – men heldigvis er filmen langt fra den musealske eller det Morten Korch’ske. Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Robert præmieret for sin rolle i tv-serien Ulven kommer) er arbejdsom, omgivet af små søskende og kusiner. Det vrimler med børn og ikke mindst kvinder. Vi lades ikke i tvivl, det er kvinderne, der styrer/opdrager børnene og arbejder i køkken, i mark og i lade. Lise, kvik og negavet, står for at skulle rejse, hun skal, som en sjælden undtagelse, gå i skole i nabobyen. ”Ikke med min gode vilje, det er spild af tid” fastslår den næsten altid fraværende fader (Thure Lindhardt), ”men din mor er så stædig…”.

Mor, Anna, (Ida Cæcilie Rasmussen) er gravid og tæt på at nedkomme med sit niende barn. Hun er ikke i tvivl, om Lises fremtid: ”Gud har store planer med dig”. Vi er i et stærkt religiøst miljø, hvor drømme så tydeligt er Herrens forudsigelser. Det kommer tydeligt i fokus, da moderen går i fødsel. I et natligt syn har hun forstået, at hvis lægen tilkaldes, vil det betyde hendes død. Det bliver en dramatisk fødsel, med voldsomme smerteskrig og styrtblødninger. Lise og de mange børn sendes bort til farmors hus. Mørkt og uhyggeligt finder søskende og kusiner sammen i et fælles ”Fader Vor”, hvor Lise standser bønnen ved sætningen: ”Ske din vilje”. For hvad er Guds vilje? Nu handler det om liv og død. Vi ved at børnedødeligheden er markant stor, så måske får hun ikke den lillebror, hun ønsker sig så varmt. Vil moren overleve? Vil hendes død være guds straf? Kan man stole på Gud? Farmoren (Lisbet Dahl) er ikke i tvivl. Vi behøver ikke doktor Lund, vi har Vor Herre at bede til, han ved bedst. Det er filmen hovedtema.

Selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på Carl Th. Dreyers mesterværk Ordet (1955), hvor netop Ingrid dør i barselssengen, fra sin elskede mand og børn, men hvor miraklet sker. Du som er i himlen er i sin religiøse problematik, meget tættere på den danske muld, og som den jordbunden faster siger, da hun under fødslen, trodser overtroen og vælger at tilkalde doktoren: ”Drømme skal vejlede og ikke bestemme”.

Filmen er baseret på romanen En dødsnat (1912) af Marie Bregendahl, hvis titel netop dækker barselsnatten, med tidens høje børnedødelighed. En fødsel handler ikke kun om et nyt liv – men lige så meget om døden, der som en skygge ligger hen over den fødende. En dødsnat, hvor Lise, banalt sagt, bliver voksen og må påtage sig sit ansvar som ældste søster – og sit offer.

Du som er i himlen er et brutalt tidsbillede, filmet i smukke omgivelser, fortalt i en stille tone. Enkelt og stærkt, ikke mindst gennem Flora Ofelia Hofmann Lindahls loyale og troværdige indlevelse i Lises følelsesliv, hvor Gudstvivlen plager. Et stille nært dansk tidsbillede, om tro, liv og død, men mest et sjældent smukt portræt af en teenagepige, klemt inde mellem religion/overtro og hendes egen identitet og udviklingspotentiale.