Det er ganske svært, hvis man hører navnet Robin Hood, ikke straks at få associationer til svulmende, neongrønne trætoppe, gæve, buebærende mænd i grønt, stramtsiddende tøj og ikke mindst ikoniske sekvenser med bueskydningskonkurrencer, hvor en flækket pil afgør udfaldet. Det skyldes ikke mindst filmen Adventures of Robin Hood fra 1938 med Erol Flynn i hovedrollen og Disney studiernes fremragende, intertekstuelle animerede reference til førnævnte film fra 1973, hvor Robin optrådte i form af en snu ræv. Hvis det ikke er disse film, der har formet gestalten af Robin, så vil undertegnede gætte på at referencerammen også kan stamme fra Howard Pyles klassiske roman fra 1883, som vel stadig er obligatorisk drengebogslæsning.

For Robin-afficionados findes der tillige den glimrende engelske tv ­serie fra startfirserne Robin of Sherwood, der så vidt vides for første gang inkorporerede deciderede magiske elementer i fortællingen, primært i form af skovens fyrste: jægeren Herne. Robin of Sherwood er en serie som stadig, på trods af virkeligt grimme frisurer, langt overtrumfer den nærmest pinagtige nyproducerede BBC tv-serie. De der er fan af denne serie og kan lide dens dystre tone vil også finde Robin Hood fra 1991 (der oprindeligt var produceret direkte til amerikansk kabel tv) med Patrick Bergin i hovedrollen seværdig, for den står som den gotiske tvilling til den overfladiske blockbusterfilm med Kevin Costner, der kom samme år.

Robin Hood hører derfor til i heltenes absolutte superliga og man kan med rette spørge sig selv om nu Ridley Scott, med vanlig sans for episke fortællinger, formår at være tro overfor Robin Hood karakteren, eller om hans version falder til jorden takket være for megen staffage. Heldigvis for Scott er det Brian Helgeland – der tidligere har skrevet manuskripter og instrueret film som Payback og A Knights Tale – der har forfattet manuskriptet, hvilket er garanten for at tilskueren bliver overrislet med lige mængder actionmættede kampscener, dramatiske intriger og ikke mindst løsslupne humoristiske scener, der alle fungerer optimalt.

Idet filmen åbner med smukt kalligraferet tekst på vellum, der som udgangspunkt stadfæster at vi er i England i 1200 tallet – en periode hvor landet er i dyb krise og der så klippes til filmens første reelle billede af en enorm måneoplyst skov, er stemningen stadfæstet fra starten.

Der er hér ingen grund til at gå i detaljer, hvad angår selve handlingsforløbet i Scotts film, for min medkapellan Claus Krogholm har i forvejen kridtet den narrative bane skarpt op i sin anmeldelse. Her stadfæster Hr. Krogholm også, at der er tale om en egentlig prequel til legenden om Robin Hood, i stedet for en egentlig gentagelse af den klassiske historie kender så godt, men forløbet byder også på nogle elementer, der måske ikke vil falde i alles smag.

Først og fremmest så bliver Richard Løvehjerte – der muligvis er en endnu større helt end Robin - allerede tidligt i filmen sat ud af spillet og kan derfor aldrig blive den forløsende karakter, der i slutningen af mangen en Hood-fortælling endelig vender triumferende hjem til England, for at genindtage tronen fra sin korrupte bror Prins John. Man kan mene, at det for at højne dramaet er et nyt, spændende tiltag, der gør den aktuelle situation for Robin og hans gæve fæller meget mere alvorlig. Men at lade Richard dø på denne måde, er også en anakronisme der – lige som landgangsfartøjerne i filmens slutning – bliver for meget af det gode, især når filmen i øvrigt synes at efterstræbe en ”historisk” akkuratesse. Teksten, der står på den danske plakat: ”Den sande historie om hvordan han blev en legende”, skal derfor tages med mere end et gran salt.

Dertil kommer at Robins møde med Lille John, Will Scarlett og Broder Tuck også er en del af denne prequel og derfor kommer filmen også til at stå lidt i kontrast til de øvrige Robin Hood fortællinger, hvor man eksempelvis forventer at Robin og Tuck skal kæmpe med rundstokke, balancerende over en lille å, før de kan blive bedste vener.

Det største irritationsmoment for de, der har problemer med anakronismer er dog det meget fremsynede dokument, som Englands lensgrever, hertuger og baroner har stykket sammen med kyndig vejledning af Robins far, en ydmyg stenhugger med politiske og sociale visioner. Dekretet som hertugerne har underskrevet vil, såfremt kongen går med til det, fordele folkets goder ligeligt og indskrænke den engelske konges magt betydeligt – med andre synes dette dokument at symbolisere en slags demokratisk princip, som først for alvor vandt genklang efter den franske revolution. Det er selvfølgelig meget populært at italesætte demokratiet i disse tider, men det ændrer ikke på at man med de kulturkritiske briller ikke kan lade være med at vrænge lidt af dette element.

Nu kan det måske forekomme som om Ridley Scotts film gør vold på både den historiske periode og de karakterer, som mange (voksne) drenge har meget kær, men det sker heldigvis ikke. For hvor der måske godt kan findes fodfejl i de små detaljer, så kan man intet indvende mod de brede penselstrøg. Billedsiden er som altid mageløst flot. Der er skruet ned for CGI effekter og op for godt gammeldags skuespil, der både slår gnister når Russell Crowe, Cate Blanchett og Max von Sydow er på lærredet, men også de mere perifere karakterer får lov til at vise hvad de kan. De onde er virkeligt onde og Robin Hood både så sej, modig og retfærdig som han skal være.

Derfor er Scotts Robin Hood en film, der varmt bør anbefales til alle de, der har gået og hungret efter en god, gammeldags heltefilm uden monstre, overnaturlige elementer eller magi, men hvor det handler om mandsmod, handlekraft og ikke mindst den lille mands kamp mod et altoverskyggende, gennemkorrumperet system.