Et elskende par tætomslynget svæver langsomt gennem skyerne, hen over jordens overflade, hen mod os. Et åbningstableau, som kunne det være skabt af Marc Chagall. Smukt poetisk, med fast kamera, ingen forstyrrende klip eller panoreringer. Statiske billeder, med en foruroligende skønhed og dybde. Starten på en striben af korte tableauer, der fortsætter og fortsætter. Mere end 40 gennemarbejdede filmmalerier, med en detailrigdom og en farvesætning, der gør hvert af de faste billeder unikke – men også foruroligende, oftest holdt i en gråblå tone, befolket med blege hvidsminkede ansigter.

Se sådan er den svenske instruktør Roy Anderssons ny film Om uendeligheden. En film helt i slægt med En due sad på en gren og funderede over tilværelsen (2014) og Sange fra anden sal (2000), hvor instruktøren også skabte sin egen absurd/barokke virkelighed i korte øjeblikke, mestendels i dekorationer opbygget, lys-og farvesat, i Anderssons eget Studio 24 i Stockholm. Melankolske billeder af det moderne menneskes ensomhedsfølelse og isolation, heldigvis tilsat en befriende, sort humor.

”Jeg så en mand… ” ”eller ”Jeg så en kvinde ”, sådan indleder den kvindelige fortællerstemme, hvert flash, som en anden Scheherazade fra 1000 og en nats eventyr. Hun så en mand, en kvinde, en tandlæge, en vintjener, en informationschef, en præst… En kavalkade af situationer, der (tilsyneladende) ikke har nogen indbyrdes forbindelse. Kun præsten, der har mistet sin tro og manden på indkøb, går igen i et par billedglimt.

Præsten martres og hånes, alt mens han slæber sit tunge store trækors gennem de krogede gader, bespottet og pisket af et ophidset følge. ”Hvad har jeg gjort?”, råber den forpinte præst – og så vågner han i ægtesengen, overbevist om, at han er stigmatiseret med sår i hænderne. Et par episoder senere betror den desperate præst, der nu har slået sig på altervinen, sin manglende tro, til en forstående psykiater: ”Du kan få en tid om en uge, så kan vi tale om problemerne - jeg skal nå min bus”.

Indkøbsherren, med overfyldte bæreposer, kommer op fra Metroen og taler direkte til kameraet, om en gammel skolekammerat, der forleden ikke hilste på ham. Hvorfor mon dog? Og så kommer skolekammeraten netop forbi igen, uden at hilse. Flere episoder senere betror han sin kone oplevelsen og uddyber: ”Tænk den dumrian er blevet doktorand. Og hvad har jeg udrettet, ingenting”. Konen trøster: ”Du har udrettet meget, du har da set Niagara vandfaldet og sidste år var du oppe i i Eiffeltårnet, til trods for dit dårlige knæ”(!).

Sådan afløser det ene skæve flash det andet. En mikroskopering af det skandinaviske hverdagsmenneske. En far binder omsorgsfuldt snørebåndet på sin datters sko i styrtende regnvejr. Et tavst midaldrende par på en bænk. En bar, helt i stil med den amerikanske maler Edward Hoppers tristesse. Tre unge piger, der danser og synger munter til Deltha Rythmes swingende toner, foran en restaurant. En banegård i gråt. Ja, selv Hitler i få sekunder. En time og atten minutters kvalificeret forvirring. Det hænger jo slet ikke sammen. Formen er nok givet og enkel - men indholdet?

Som hos Roy Andersons tre forrige film er man alligevel ikke i tvivl. Stemningen er, en tristesse, en melankoli, der understreger menneskets ubodelige ensomhed. Vores manglende evne til meningsfyldt kommunikation. En absurd verden, hvor de mange billeder illustrerer en tomhed og pessimisme, med et humanistisk grundsyn – tilsat deadpanhumor, som løfter og gør, at det hele alligevel er til at bære.

Om det uendelige er, som en del af Roy Andersson filmkvartet, noget så sjælden som et kunstnerisk eksperiment - med mening og sort humor. Et æstetisk billedteater, hvor personerne nok er skæve og karikerede, men alligevel uhyggelig genkendelige. Et billedværk, der er statisk i sin form, men helt uden moralsk pegepind eller facitliste – hvor tomhedens gråbrune rum giver plads til tanker og selverkendelse.

Det er kun 6 spillefilm (plus mange hundrede reklamefilm!) den nu 76-årige instruktør har bag sig, men til gengæld er han en fornyer af filmkunsten, som man ikke må gå glip af.