For mange år siden læste undertegnede en bog, der kulturkritisk tog Disney under luppen. Her blev det blandt andet debatteret hvordan alle nye film fra selskabet kunne påhæftes betegnelsen ’klassiker’ (da dette jo oprindeligt er en term, der benyttes om et værk der har været konstant populært over en længere årrække) og samtidig blev det også heftigt debatteret, hvordan selskabets monopol på at levere underholdning til børn og unge måske var bekymrende. Forfatterne af denne bog ville sikkert være endnu mere bekymrede i dag, når nu koncernen som bekendt har indlemmet såvel Lucasfilm som Pixar i deres fold. Disney er i skrivende stund ligeledes blandt de helt store kanoner på streamingmarkedet.

Uanset hvor kulturkritisk man end kan være, så er det samtidig svært ikke at blive imponeret over hvor svært dygtige Disney er til at fortælle historier. Der er sikkert allerede nu nogle, der vil påstå at selskabets seneste animerede spillefilm Raya og den sidste drage er et helt bevidst kommercielt produkt, der spekulerer i at ramme et helt specifikt kundesegment. Dels har filmen en handlekraftig kvinde i den altoverskyggende hovedrolle (det jo fungerede så fantastisk i de to Frost -film), dels foregår filmen i et fantasyrige, der er kraftigt inspireret af Asien, hvilket også kan ses på valgt af de originale stemmeskuespillere. Muligvis har det derfor været tanken at ramme en målgruppe af fortrinsvis asiatiske piger, der vil kunne identificere sig vildt meget med Raya, lige som alle de wannabe-prinsesser fra Nordeuropa og Amerika, der for et par år siden allesammen insisterede på at være Elsa til fastelavn.

Sådanne spekulationer glemmer man dog hurtigt når først filmen går i gang, for selv om den naturligvis er skåret over den samme eventyrlige læst, som mange af de øvrige animerede film fra selskabet, så er det også en film der nærmest flyder over med fortælleglæde og visuel hittepåsomhed.

Historiens helt er som nævnt den unge kvinde Raya, der er fast besluttet på at få realiseret sin fars utopiske ide om at forene de fem kongeriger som hendes verden består af. I starten af filmen ser man, i bedste fantasyromantradition, et kort over området, der mest af alt ligner omridset af en klassisk kinesisk drage. De enkelte områder hedder også henholdsvis Hale, Klo, Hugtand, Rygrad og Hjerte, for de har selvsagt fået deres navne efter de steder på denne ’drage’ som landene er placeret. Virkelige drager er der dog ikke nogen af, for de forsvandt for mange år siden i et drabeligt slag mod Druun, en slags sort og lilla kaosmagi, der havde evnen til at forvandle alle levende væsener som den kom i berøring med til sten. Raya og hendes slægt vogter over den sidste rest af dragernes magi, der efter slaget manifesterede sig i en lysende juvel.

Uden at afsløre for meget, så slås denne magiske juvel i stykker og Druun slippes på den måde atter løs i verden. De fem stammer kan selvsagt ikke enes om hvordan de skal stå sammen for at få denne ondskab bekæmpet og da vi møder Raya igen, er der gået en masse år. Hun er ikke længere et barn, men en ung kvinde, der er opsat på at få fundet frem til en drage, der ifølge legenden stadig skulle eksistere og med hjælp fra dette overnaturlig væsen indlede jagten på de andre fragmenter af juvelen og få denne samlet igen. Raya gætter på, at lykkes dette så kan hun atter engang at bringe orden i denne kaotiske verden. Hvorvidt hun finder denne drage, er jo ikke synderligt svært at gætte, for man kan jo blot kaste et blik på filmens omslag eller læse titlen, for at komme med et kvalificeret bud.

Sagt på en anden måde, så er dette historien om en ung idealistisk kvinde, der skal gå grueligt meget igennem, i forsøget på at samle sit folk og hele de åbne sår der tidligere har gjort indbyggerne i riget til arvefjender. Ikke just en banebrydende, nyskabende idé, men til gengæld er denne fortælling præsenteret på en måde, der med garanti vil gøre alle fans af animation ellevilde.

Modsat Frost er der denne gang ikke en masse sang- og dansenumre, som popper op med jævne mellemrum. Disse synes også ofte at bryde handlingen og der er faktisk sært befriende at denne musicaltendens er væk, for selv om Disney gang på gang har bevist at de laver fantastisk musik, er disse sang- og dansenumre også med til at scenerne kommer til at fremstå som nogle der bryder eller blot opleves som fyld i forhold til den egentlige, vigtige handling.

I Raya er der fuld smæk på handlingen. I hendes jagt på juvelens enkelte dele, møder hun både fjender og figurer der skal vise sig at blive tætte allierede, mens hun samtidig selv jagtes af de fjender, der helst ser at Raya ikke lykkes med sit forehavende.

Ray og den sidste drage er fuldblodsfantasy, komplet med sære væsener, skumle grotter, skattejagte og eksotiske locations. Det er samtidig en film, der med garanti vil appellere mindst lige så meget til piger, som drenge, børn som voksne, for uanset hvor meget styrke man benytter i sine kulturkritiske briller, så er det vanskeligt ikke at bare lade sig rive med på dette vilde roadtrip og atter engang lægge sig fladt ned i beundring over hvor tæskedygtige folkene på Disney er – både til at stykke medrivende eventyr sammen og ikke mindst til at skabe animerede film i absolut topklasse.

Raya er en virkelig fed hovedperson, der muligvis står på skuldrene af figurer som Mulan, Elsa, Merida, og andre, men hun formår stadig at være sit helt egent charmerende selv. Dertil kommer at stemmeskuespillet (også det danske) er forrygende. Ud over en masse action, er der vanen tro også masser af sjov og (u)hygge, men forenet på en måde, der gør at stort set alle kan være med. Aldersgrænsen på 7 bør dog respekters, da der er ting i filmen, som kan virke ganske voldsomme på helt små eller meget følsomme poder.

Filmen dukker op på Disney+ den 4. juni 2021, men den kan allerede nu købes på bl.a. Blu-Ray, så vi der samler på film og de, der måske ikke er så meget til streaming, også kan opleve filmen hjemme i stuerne. På skiven er der også blevet plads til en hel del ekstramateriale, som den interesserede animationsfan kan dykke ned i. Raya og den sidste drage er måske ikke en ’klassiker’ i den forstand, men med tiden kan og bør den nok blive det. Det er i al fald en supergod film.